Uro efter politivold

Trump: - Mens vi taler, sender jeg tusinder og tusinder af svært bevæbnede soldater

Ifølge flere medier opløste politi en demonstration med tåregas, så præsidenten kunne stille op til fotografering. Biden siger, at Trump må besejres.

Mens præsident Donald Trump kaldte sig amerikanernes præsident for "lov og orden”, har han på et pressemøde mandag aften lokal tid fordømt de protester, der finder sted i USA disse dage.

Han siger, at han vil aktivere alle tilgængelige ressourcer til at bekæmpe de uroligheder, der finder sted.

Trump siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at han vil indsætte "tusindvis af tungt bevæbnede soldater i Washington".

- Jeg har kraftig anbefalet guvernørerne at indsætte Nationalgarden i et tilstrækkeligt antal, så vi dominerer gaderne. Borgmestre og guvernører skal etablere en overvældende tilstedeværelse, indtil volden er stoppet, siger Trump ifølge Ritzau.

Ifølge CNN siger præsidenten, at hvis de lokale ledere nægter at tage de midler i brug, der ”beskytter liv og ejendomme i lokalområderne”, vil han tage the Insurrection Act i brug. En lov fra 1807, der tillader en præsident til at indsætte militæret for at komme civil uorden til livs.

- Mens vi taler, sender jeg tusinder og tusinder af svært bevæbnede soldater, militært personale og retshåndhævende myndigheder ud for at stoppe oprør, plyndring, hærværk, overfald og ulykkelige ødelæggelser, siger Trump.

Ifølge CNN kaldte Donald Trump sig samtidig en ”allieret for alle fredelige demonstranter”.

Første pressemøde siden Floyds død

Pressemødet er det første, han har holdt om urolighederne, siden George Floyd døde mandag i sidste uge, skriver Reuters. Floyd var en sort amerikaner, der døde i myndighedernes varetægt i forbindelse med en voldsom anholdelse.

Dødsfaldet har antændt massive demonstrationer i landet, der fortsat finder sted mange steder.

Et af de steder var foran Det Hvide Hus, imens præsidenten holdt pressemøde. CNN skriver, at det var en fredelig demonstration, men mens præsidenten talte til pressen, forsøgte politiet at bryde demonstrationerne op ved at bruge tåregas, gummikugler og chokgranater.

Granaterne disorienterer kortvarigt personer tæt på ved at give en højlydte eksplosion med stærke lysglimt, der kortvarigt blænder og hæmmer hørelsen.

Ifølge mediet kunne man se flere demonstranter hælde vand i øjnene for at mildne svien fra tåregassen.

Stillede op til foto efter demonstration blev opløst med tåregas

Demonstrationen, der ellers var fredelig, blev angiveligt opløst, så præsidenten kunne gå hen til kirken St. Johns efter pressemødet og stille op til fotografering, skriver flere medier, blandt andet the Guardian.

Kirken er ifølge CNN blevet beskadiget under en demonstration søndag.

Præsidenten tog plads foran kirken og stillede op til fotografering, hvor han holdt en bibel op.

- Vi har det bedste land i verden, sagde han til pressen foran bygningen.

Præsidentkandidat: - Vi må besejre ham

Demokraten Joe Biden, der med al sandsynlighed bliver Trumps modstander ved præsidentvalget i november, siger, at præsidenten "bruger militæret mod det amerikanske folk" i en kritik af præsidenten på Twitter

- Han affyrede tåregas og skød gummikugler mod fredelige demonstranter. For at få et billede. For vores børn, for vores lands sjæl, må vi besejre ham. Jeg mener det, når jeg siger dette: Vi kan kun gøre det sammen, skriver Joe Biden.