Udland

'Heftig' dag i USA - lastbil kørte mod demonstranter

Politibiler er blevet sat i brand, betjente såret og demonstranter beskudt med tåregas efter endnu en voldsom nat i USA.

Brand i gaderne og voldsomme sammenstød mellem kampklædt politi og demonstranter har sat tonen for endnu en aften og nat med protester i USA som følge af politivold mod en sort mand, der døde af det.

I New York City er der blevet kastet flasker mod politiet, sat ild til biler og plyndret butikker, mens politiet beskyldes for angreb mod demonstranter og journalister.

I Washington D.C. er der demonstrationer tæt på Det Hvide Hus. Washington-monumentet er omsluttet af tæt røg, og i skrivende stund er der over for Det Hvide Hus brand i St. Johns-kirken, som populært kaldes præsidenternes kirke.

I Boston er en dag med fredelige demonstrationer endt med brand i gaderne og voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. I Philadelphia er der brugt tåregas mod demonstranter, efter at politibiler er blevet sat i brand, og flere betjente er såret.

Og den historie går igen i mange byer over hele USA.

I Minneapolis, hvor George Floyd blev anholdt og døde, har Nationalgarden lagt en alvorlig dæmper på demonstrationerne, siger TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, med tåregas i øjnene.

- Hver eneste gang, der var optræk til noget voldeligt, blev der smidt tåregas. Men det har været en heftig nat med et meget stort sikkerhedsopbud, siger han.

Borgmesters datter anholdt

I mindst 40 byer er der nu udgangsforbud om aftenen efter knap en uge med voldsomme protester, og 5000 soldater fra Nationalgarden, der kan aktiveres i nationale kriser, er sat ind i 15 stater samt hovedstaden Washington D.C.

Derudover er flere tusinde blevet anholdt.

En af dem er New York Citys borgmester Bill de Blassios 25-årige datter, Chiara.

Protesterne skyldes, at den 46-årige afroamerikanske George Floyd mandag for en uge siden døde, efter at en hvid politibetjent, Derek Chauvin, havde siddet med sit knæ på Floyds hals i flere minutter under en anholdelse.

Det hele blev optaget med en mobiltelefon, og på optagelserne kan man flere gange høre Floyd sige, at han ikke kan få luft. Derek Chauvin blev fredag anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab. Men protesterne er eskaleret over weekenden.

Betjente deltager i demonstrationer

Selvom det er endt i voldsomme sammenstød efter mørkets frembrud, startede de fleste demonstrationer søndag som fredelige protester.

Og flere steder i USA valgte betjente at tage del i protesten mod politivold rettet mod sorte amerikanere ved at sætte sig på ét knæ eller holde hjemmelavede skilte op med ordene "stop politivold".

Det mest voldsomme, der skete i løbet af lørdag dag amerikansk tid, var, da en lastbil med brændstof i tankene kørte direkte mod en stor gruppe demonstranter på en bro i Minneapolis i delstaten Minnesota.

Lastbilen var tæt på at ramme flere af demonstranterne, som blandt andet kastede cykler ud foran den for at tage farten af lastbilen. Da den standsede, blev chaufføren hevet ud af førerhuset og banket af demonstranter. Manden er nu anholdt.

Sørgende familier på CNN

Imens har CNN interviewet George Floyds og Ahmaud Arberys familier om protesterne og den voksende frustration over den megen politivold, som sorte amerikanerne oplever over hele landet.

Ahmaud Arbery er den sorte mand, der blev dræbt af skud i februar, mens han var ude at løbe en tur i Georgia.

- Det knuser mit hjerte, at det er kommet hertil, men jeg forstår virkelig godt, hvad der driver demonstranterne, siger Ahmaud Arberys mor, Wanda Cooper.

- Sorte liv går tabt, og de går tabt uden grund.

George Floyds bror Philonise Floyd er enig med hende.

- Jeg bad alle om at gøre det fredeligt, men vi vil have retfærdighed, og det er derfor, de opfører sig sådan, siger Philonise Floyd.

Samtidig sætter han spørgsmålstegn ved, hvorfor flere af de betjente, der var til stede, da hans bror døde, ikke er blevet anholdt.

- Min bror er i lighuset, og nogle af de her betjente er derhjemme. Jeg vil have retfærdighed nu. Min bror fortjener det, siger han.

Betjent for en dommer i dag

Betjenten Derek Chauvin stilles for en dommer i dag mandag, hvor sigtelsen læses op for ham, og hans forsvarsadvokat har muligheden for at sige, hvordan Chauvin forholder sig til den sigtelse.

- Det er sandsynligvis en ret kort proces, men det kan fortælle demonstranterne og dem, der er vrede, at nu begynder processen mod ham, siger TV 2s Jesper Steinmetz.

Men det er langt fra sikkert, at det er nok til at berolige demonstranterne.

- Følelserne er uden på tøjet. De demonstranter, jeg har talt med, siger: "Vi har fået fængslet én, men hvad med de tre andre betjente, der deltog i anholdelsen og ikke gjorde noget?", fortæller Jesper Steinmetz.