Udland

Han er tidligere blevet kritiseret for sin tavshed - nu blander Michael Jordan sig

Michael Jordan blander sig i debatten om racisme mod sorte i USA. Kevork Djansezian / Ritzau Scanpix

Den verdenskendte basketballspiller blander sig en sjælden gang i kampen mod den racisme og politivold, som rammer sorte amerikanere.

Den tidligere basketballspiller Michael Jordan fordømmer den racisme, sorte lever med i USA, men opfordrer samtidig til fredelige protester - eventuelt i stemmeboksen.

Det skriver han i en udtalelse, efter at den sorte mand George Floyd døde efter en voldsom anholdelse for en uge siden - en episode, der har skabt store protester over hele USA.

- Jeg er afsindig ked af det, oprigtigt bedrøvet og godt vred, skriver han i udtalelsen, som er blevet lagt på Twitter af Charlotte Hornets, som er det NBA-basketballhold, han ejer.

- Jeg støtter dem, der påpeger den indgroede racisme og vold mod farvede mennesker i vores land. Vi har fået nok.

Krads kritik for tavshed

De ord har allerede skabt store overskrifter, for Michael Jordan er gentagne gange blevet kritiseret for, at han som en sort mand med stor indflydelse forholder sig tavs om politiske sager modsat andre NBA-stjerner som LeBron James og Kareem Abdul-Jabbar.

En episode, mange i USA husker, er fra et senatsvalg i 1990 i North Carolina.

Selv om han blev spurgt, afviste Michael Jordan at give sin støtte til den demokratiske kandidat, Harvey Gantt, som var afroamerikaner og stillede op mod republikaneren Jesse Helms, der af mange betragtedes som racist.

- Republikanere køber også sneakers, sagde Michael Jordan som forsvar.

Han har senere understreget, at den kommentar var ment som en joke.

Voldsomme protester over hele USA

USA kan mandag se frem til demonstrationer over hele landet for sjette dag i træk.

Selvom der er fredelige demonstrationer mange steder, er flere af dem endt i voldsomme sammenstød med tåregas, politibiler i brand og sårede betjente, demonstranter og journalister.

Demonstranterne er gået på gaden for at protestere mod racismen mod sorte, efter at en video af anholdelsen af den 46-årige afroamerikanske George Floyd gik viralt.

Anholdelsen blev optaget med en mobiltelefon, og på optagelserne kan man se den hvide politibetjent, Derek Chauvin, med sit knæ på Floyds hals i flere minutter, mens man flere gange kan høre Floyd sige, at han ikke kan få luft.

Derek Chauvin blev fredag anholdt og sigtet for drab. Mandag stilles han for en dommer.

Opfordrer til fredelige protester

Imens opfordrer Michael Jordan, der af mange betragtes som den bedste basketballspiller nogensinde, til fredelige demonstrationer.

- Vi er nødt til at fortsætte med fredelige demonstrationer mod uretfærdighed og forlange, at folk stilles til ansvar, skriver han i udtalelsen.

- Vores samlede stemme skal presse vores ledere til at lave vores love om, og ellers må vi bruge vores stemmeret til at skabe forandringer i systemet.

Derudover opfordrer han amerikanerne til at arbejde sammen om en løsning mod den racisme og politivold, sorte rammes af i USA.

- Hver eneste af os er nødt til at være en del af løsningen, og vi må arbejde sammen for at sikre retfærdighed for alle.