Coronavirus

Frustration i grænseby - hvorfor må vi ikke åbne, når de må på den anden side af gaden?

Belgien har været hårdt ramt af corona. Derfor går genåbningen også langsommere end i nabolandet Holland, og det skaber problemer i grænseområdet.

Mandag kan de hollandske restauranter og barer genåbne med en række restriktioner.

I nabolandet Belgien må beværtningerne fortsat holde lukket. En situation, der skaber stor frustration i særligt grænsebyerne mellem de to lande.

Eksempelvis i Baarle.

Det er en by med omkring 9000 indbyggere, der både er hollandske og belgiske - dog med en overvægt af hollændere.

Her kan de belgiske restauranter se til, mens deres hollandske kolleger genåbner på den anden side af gaden.

- Selvfølgelig er det ikke fair. Fordi det er én by - der er ikke én linje - alle grænserne krydser hinanden her. Det ville være rigtig smart, hvis der var de samme regler for hele byen, fortæller Karin Kuijpers, der arbejder i en belgisk restaurant i byen.

Grænsen mellem Holland og Belgien snor sig ind gennem byen Baarle. Normalt er det ikke et problem, men coronavirussen har vendt op og ned på det.

Også Sylvia Reijbroek er utilfreds med reglerne. Hun ejer et galleri i byen, hvor grænsen går direkte gennem hendes lokaler.

- Jeg har to lande i min forretning. Men min forretning er registreret i Belgien, så jeg må afvise folk fra Holland. De må ikke komme ind i min butik, og det er et stort problem, fortæller hun.

Sylvia Reijbroek ejer et galleri i Baarle, hvor grænsen går direkte gennem hendes lokaler. Og det skaber store udfordringer på grund af corona.

Grænsen blev synlig

Normalt går ingen op i grænserne i byen, fortæller Danielle Kooremans, der er fysioterapeut med praksis i den belgiske del.

- Normalt er Baarle ét Baarle.

Men det har coronapandemien vendt op og ned på.

Belgien har været markant hårdere ramt end Holland. Faktisk er Belgien det land med flest døde per indbygger, viser tal fra Johns Hopkins University.

I skrivende stund har der været 9467 coronarelaterede dødsfald i Belgien - i et land med knap 11,5 millioner indbyggere. I Holland har 5956 mistet livet ud af en befolkning på godt 17 millioner mennesker.

Derfor tager belgierne i Baarle også situationen mere alvorligt, fortæller Danielle Kooremans.

- I morges havde jeg en belgisk patient, som fortalte, at hun tager mundbind på i supermarkedet, sådan som det anbefales, men hollænderne lo ad hende, som om hun skulle i krig med sin maske på. Jeg syntes, at det var synd for hende. Hun prøver at følge reglerne og beskytte sig selv og andre, men hollænderne gør åbenbart grin med de regler, fordi de tager meget lettere på situationen i Holland.

Danielle Kooremans har en praksis i den belgiske del af Baarle. Hun kan mærke, at byen er splittet på grund af corona. Hollænderne tager situationen mindre alvorligt, mener hun.

Komplicerede regler

I Baarle er der både en belgisk og en hollandsk borgmester.

De medgiver begge, at det kan være svært for borgerne at finde rundt i reglerne.

- Det er indviklet og svært. Normalt lever vi sammen uden problemer, uagtet at grænserne løber på kryds og tværs her, men da de to moderlande fremlagde forskellige foranstaltninger, opstod der forskelle, fortæller Marjon De Hoon-Veelenturf, den hollandske borgmester.

Hun fortæller, at der er opstået mange problemer i området på grund af de forskellige regler.

Landmænd, der ikke kan komme ud på deres marker, fordi der pludselig er grænsekontrol, sygeplejersker, der må ud på store omveje for at komme på arbejde, og folk, der ikke kan se deres familie.

- Det har en kæmpestor påvirkning her, mener hun.

Den belgiske borgmester i Baarle har svært ved forklare borgerne, hvorfor reglerne skal være så forskellige.

Hendes belgiske kollega er enig.

- Folk spørger, hvorfor det er sådan, og det er svært at forklare. Det er en udfordrende tid, men forhåbentligt lærer vi noget af den, fortæller Frans De Bont, den belgiske borgmester, der mener, at det er for tidligt at afgøre, hvilket land der valgte den rigtige strategi.

Det samme mener Marjon De Hoon-Veelenturf, selvom hun dog havde håbet på ens regler.

- Det er da utroligt, at vi i 2020 er ét Europa, men at vi ikke kan blive enige om coronaforanstaltningerne.