Udland

Privat rumfartøj er ankommet til international rumstation

Rumrejsen skal bane vejen for, at rumfart bliver muligt for alle, der ønsker det, siger SpaceX-direktør.

Efter en 19 timer lang rejse er rumfartøjet Crew Dragon landet på Den Internationale Rumstation, ISS. Det skete klokken 16.16 dansk tid.

De to fartøjer blev koblet sammen med en fart på 7,5 kilometer i sekundet.

Inden at fartøjets to astronauter kunne gå ombord, skulle trykket mellem Crew Dragon og rumstationen udlignes i stationens vestibule.

Efter et par timers arbejde kunne astronauterne åbne portene mellem de to rumskibe klokken 19.02 dansk tid. Tyve minutter senere svævede de to astronauter, Robert L. Behnken og Douglas G. Hurley, ind på rumstationen.

- Det har været en ære at være en lille del af denne mission. Vi er virkelig glade for at være ankommet til dette utrolige anlæg, sagde Douglas G. Hurley, kort efter at han kom gennem porten til rumstationen.

Sidste eksamen

Formålet med missionen er at foretage den sidste testflyvning, inden NASA giver grønt lys til sit program for kommercielle rumrejser. Programmet går ud på, at private selskaber fremover skal levere og udvikle fartøjer til NASA's rumrejser.

Crew Dragon-missionen skal sikre, at alle aspekter af flyvningen er sikre. Alt fra rumdragterne til affyringsfartøjet har deres sidste eksamen på turen.

De to astronauter ombord har undervejs mod rumstationen taget manuel kontrol over fartøjet to gange for at teste det, skriver NASA.

Rumvandring og robotarm

Den oprindelige plan var, at de to astronauter skulle opholde sig på rumstationen i to uger.

Men da leveringen af rumkapslen blev forsinket, besluttede NASA sig for at forlænge missionen, som oprindeligt skulle have fundet sted i 2019, skriver New York Times.

Denne historiske mission vil bane vejen, så rumfart bliver muligt for alle de mennesker, der drømmer om det

Gwynne Shotwell, direktør i SpaceX

Årsagen var, at amerikanerne løb tør for pladser på den russiske Soyuz-kapsel, som ellers har bragt USA’s astronauter til Den Internationale Rumstation, siden USA stoppede sine opsendelser i 2011.

Robert L. Behnken og Douglas G. Hurley skal derfor bruge mindst en måned på stationen, hvor de skal arbejde med deres kollega Christopher J. Cassidy, der lige nu befinder sig på ISS med to russiske astronauter, Anatoly Ivanishin og Ivan Vagner.

Mens Behnken er trænet i rumvandringer, er Hurley oplært i at operere rumstationens robotarm. Den Internationale Rumstation er det eneste sted, hvor man kan foretage langvarig forskning i vægtløshed.

Første rejse siden 2011

Rumfartøjet Crew Dragon blev opsendt lørdag aften fra Kennedy Space Center i Florida.

Bag Crew Dragon-missionen står rigmanden Elon Musk, hvis firma SpaceX i 2014 sammen med flyproducenten Boeing vandt et offentligt udbud fra NASA. Her fik de retten til at iværksatte et program, der skal foretage transport- og passagerfart i rummet - baseret på NASA's ekspertise.

SpaceX's mål med rumprogrammet er at bringe turister ud i rummet.

- Denne historiske mission vil bane vejen, så rumfart bliver muligt for alle de mennesker, der drømmer om det, har Gwynne Shotwell, direktør i SpaceX, tidligere sagt.

Det er første gang, at SpaceX har sendt et bemandet rumskib til Den Internationale Rumstation.