Udland

Nu reagerer Danmark på Trumps WHO-udmelding

Donald Trump meddelte fredag, at USA trækker sig fra WHO.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er dybt bekymret over den amerikanske præsident Donald Trumps seneste udmelding om, at han trækker USA fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Det oplyser ministeren i en skriftlig udtalelse til TV 2.

- Her midt i en global pandemi har vi brug for et stærkt, aktivt og effektivt WHO. Det bidrager den nuværende debat desværre ikke til, siger han.

Negative konsekvenser

USA er WHO's største donor, men Donald Trump har længe været utilfreds med organisationens håndtering af coronakrisen og truet med at skære i støtten.

Det kulminerede fredag, da præsidenten meddelte, at USA helt trækker sig fra WHO og vil omdirigere støttemidlerne til andre organisationer.

Men der er brug for et tættere globalt samarbejde, hvis verden skal bekæmpe coronapandemien, siger Jeppe Kofod, og her mener han, at WHO spiller en afgørende rolle.

Derfor håber den danske udenrigsminister også, at USA vil genoptage støtten og forblive medlem af Verdenssundhedsorganisationen:

- Et WHO uden USA vil have negative konsekvenser ikke bare for organisationen, men også for den globale indsats mod covid-19 og andre alvorlige sygdomme som for eksempel polio. Det rammer ikke mindst udviklingslandene, som har hårdt brug for støtte fra WHO.

Fattige lande vil lide

USA har hidtil finansieret omkring 15 procent af WHO. I 2017 og 2018 lød det samlede amerikanske bidrag på 893 millioner dollars, svarende til cirka seks milliarder kroner.

Den pensionerede danske læge Bjørn Melgaard, der har været direktør for WHO's vaccinationsprogram i 11 år, er ikke bekymret for kampen mod coronapandemien, da "de øvrige vestlige lande vil gå ind og dække for USA's manglende rolle".

Men han er enig i, at USA’s udtræden af WHO vil ramme udviklingslandene.

- USA's økonomiske bidrag går blandt andet til de fattigste lande i verden. De vil især lide under det her, og det er helt skævt, har han sagt til TV 2.

Trump: WHO tager Kinas parti

Donald Trumps utilfredshed med WHO blev tydelig i april, mens præsidenten selv var under massiv kritik for at have handlet for sent på coronavirussen i USA.

Præsidenten kritiserede WHO for at have givet forkerte råd under coronakrisen og for at have været for længe om at udråbe udbruddet af coronavirus til en pandemi.

Desuden mente Donald Trump, at WHO tager Kinas parti og er "Kina-centriske". Lignende kritik har lydt fra Japan og herhjemme fra Det Konservative Folkepartis udenrigsordfører, Nasar Khader.

Donald Trumps utilfredshed eskalerede på et pressemøde i Det Hvide Hus 8. april, hvor han luftede ideen om at standse det amerikanske bidrag til WHO.

- Jeg siger ikke, at jeg vil gøre det. Men vi vil se på at afslutte finansieringen, lød det fra præsidenten.

Leverede ikke ønskede reformer

På et nyt pressemøde 15. april gjorde han så alvor af ideen og meddelte, at han ville stoppe bidraget til WHO midlertidigt.

19. maj gik han dog skridtet videre og meddelte WHO i et åbent brev til generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus, at USA ville stoppe støtten permanent, medmindre der skete "markante forbedringer" i løbet af de kommende 30 dage.

- Men der er brug for handling hurtigt. VI har ingen tid at spilde, skrev Donald Trump i brevet.

Der gik da også kun ti dage, så slap præsidentens tålmodighed med op.

WHO havde ikke formået at levere "de ønskede og stærkt nødvendige reformer", lød det fra præsidenten.

- Kina har fuldstændig kontrol over Verdenssundhedsorganisationen, selvom de kun betaler 40 millioner dollars om året sammenholdt med, hvad USA har betalt, hvilket er cirka 450 millioner dollar om året, sagde Trump fredag.