Udland

Trump om demonstranter ved Det Hvide Hus: De ville ikke vide, hvad der ramte dem

Hvis demonstranterne var gået over grænsen, ville de blive irettesat så voldsomt, at "de ikke ville vide, hvad der ramte," skriver Trump i et tweet.

Demonstrationerne, der præger hele USA i disse dage, nåede fredag også området ved præsidentboligen, Det Hvide Hus, i hovedstaden Washington D.C.

Der blev sat ild til amerikanske flag, demonstranter kom med vrede tilråb, og de holdt skilte op med budskaber som ”Retfærdighed for George Floyd” og ”Stop med at slå sorte mænd ihjel”.

Bag dørene til Det Hvide Hus stod blandt andre præsident Donald Trump og hans Secret Service-agenter, der var klar til at sætte ind overfor demonstranter, det måtte lykkes at bevæge sig ind på Det Hvide Hus' område.

- Fantastisk arbejde i går ved det Hvide Hus af Secret Service. Ikke bare var de totalt professionelle, men også meget seje. Jeg var indenfor og fulgte enhver udvikling og kunne ikke have følt mig mere tryg, skriver Donald Trump i en serie af opdateringer på Twitter lørdag morgen lokal tid.

Borgmester ville ikke indsætte politi

Han fortsætter med at skrive, at hvis nogen af demonstranterne blev for sprælske eller gik over grænsen, ville de blive irettesat så voldsomt, at "de ikke ville vide, hvad der ramte dem."

- Hvis nogen brød gennem hegnet (til Det Hvide Hus, red.), ville de blive mødt af de mest bidske hunde og de mest ildevarslende våben, jeg nogensinde har set. På det tidspunkt ville folk være blevet såret meget slemt som minimum, skriver han.

Præsidenten skriver, at borgmesteren i Washington D.C., Muriel Bowser, ikke ville mobilisere politiet i byen til at hjælpe med at dæmpe demonstrationerne.

- Muriel Bowser, der altid leder efter penge og hjælp, ville ikke lade byens politi blive involveret, ikke deres arbejde". Flot, skriver Donald Trump i det sidste af fire tweets.

Ifølge Washington Post var der dog betjente fra D.C.'s politi til stede.

En af flere demonstrationer over hele USA

Stort set hele USA er præget af demonstrationer disse dage efter drabet på den sorte mand George Floyd. Han døde efter at være blevet tilbageholdt af den hvide politibetjent Derek Chauvin i byen Minneapolis mandag.

Betjenten anholdt Floyd, og i forbindelse med anholdelsen holdt han sit knæ på Floyds hals i adskillige minutter. Hele episoden blev filmet. I klippet kan man flere gange høre George Floyd sige, at han ikke kan få luft.

George Floyd blev senere erklæret død.

Det har antændt en række demonstrationer mod systemisk racisme og politivold i USA.

- Den smerte, vi som sort fællesskab føler ved dette mord, og hvad det viser om behandlingen af sorte i USA, er brutalt, og det breder sig nu over gader overalt i USA, lyder det i en udtalelse fra George Floyds familie, ifølge Sky News.

Politibetjenten Derek Chauvin blev anholdt fredag og sigtet for drab af tredje grad og uagtsomt manddrab.