Udland

Trump optrapper krig mod sociale medier med dekret

Præsidenten vil blandt andet fjerne selskabernes beskyttelse mod erstatningsansvar.

USA's præsident Donald Trump har torsdag aften underskrevet et præsidentielt dekret, der griber ind over for virksomheder, der driver sociale medier.

Dekretet siger, at sociale medier som Twitter ikke længere kan fralægge sig ansvaret for, hvad der bliver delt på deres platforme.

Desuden vil præsidenten fjerne selskabernes beskyttelse mod erstatningsansvar.

Nyhedsbureauet AP skriver, at dekretet også giver instanser, som den føderale kommission for kommunikation og den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse (FTC) mulighed for at undersøge, om de kan pålægge nye regler for de sociale medier.

Inden underskriften blev sat, sagde Trump:

- De (virksomhederne, red.) har haft uhindret magt til at censurere, begrænse, redigere, forme, skjule og ændre praktisk talt alle former for kommunikation mellem private borgere eller store offentlige skarer.

- Der er ingen fortilfælde i amerikansk historie for at et så lille antal virksomheder har kunnet kontrollere et så stor felt af menneskelig interaktion.

En reaktion på faktatjek

Dekretet er en reaktion på, at Twitter for to dage siden satte et faktatjek-mærkat på to Trump-tweets.

På grund af coronavirussen ændrede Twitter for nyligt retningslinjer, så tweets med vildledende indhold skal markeres eller fjernes.

I sine tweets påstod Trump, at der vil blive svindlet med brevstemmer til præsidentvalget i november, og at stemmesedler vil blive stjålet fra postkasserne. Det, vurderede Twitter, var vildledende for vælgerne, og derfor tilføjede de altså et faktatjeks-mærkat på præsidentens tweet.

Twitter har inddelt det skadelige indhold i tre forskellige kategorier, der bliver behandlet på forskellige måder:

Twitter retningslinjer - Trump

Trumps tweet lægger sig i den første kolonne øverst i skemaet.

Den amerikanske præsident er kendt for sine kontroversielle udmeldinger, men de to tweets om brevstemmer er første gang, at Twitter har slået ned på hans aktiviteter på det sociale medie.

De to Trump-tweets, der har fået et særligt link til fakta-tjek.

Trump er ellers selv en ivrig bruger af Twitter. Han har over 80 millioner følgere og har i år - ifølge avisen New York Times - tweetet i gennemsnit 29 gange om dagen. Og så er han mest aktiv mellem klokken fem og 10 om morgenen.

Hvad er Twitter?

  • Twitter er et socialt medie til korte opslag - de såkaldte tweets. 
  • Twitter har omkring 330 millioner brugere. 
  • Et tweet kan højest være 480 anslag, men man kan skrive så mange, som man vil. 
  • Man må ikke opfordre til vold, terror, seksuelle krænkelser, hadefuld adfærd, osv. 
  • Hvis man overtræder Twitters regler, kan ens konto blive blokeret. 

Hvad er et præsidentielt dekret?

Helt simpelt fortalt er et dekret i denne her form en beføjelse til den siddende præsident. Den gør det muligt for præsidenten at gå uden om den amerikanske kongres og gennemføre politik på udvalgte områder.

Men et dekret kan ikke tilbagerulle lovgivning vedtaget af Kongressen.

Dekretet er så at sige instrukser fra præsidenten til hans regering om, hvordan den skal arbejde inden for de rammer, der allerede er sat af Kongressen og er inden for forfatningen.