Coronavirus

Norge gør klar til at åbne grænserne, men Sverige er en hovedpine

Den danske regering vil senest komme med en melding om grænseåbning fredag.

- Risikoen for, at du er bærer af virus, er jo meget større, hvis du rejser fra Stockholm end fra Reykjavik. Det kan indebære en mere målrettet testning.

Sådan lyder det fra Frode Forland, der er Norges svar på den danske sundhedsstyrelses direktør, Søren Brostrøm.

Hans melding kommer i et interview med Aftonposten, hvor han forholder sig til, hvordan Norge vil åbne grænserne i løbet af de kommende uger.

De nordiske nabolande ligger umiddelbart først for Norge. Danmark, Finland, Island og så Sverige.

Ligesom i Danmark er grænserne mod Sverige dog lidt af en hovedpine for nordmændene.

Mulig anden løsning for Sverige

For mens antallet af nye smittede seneste 14 dage har ligget på mellem seks og 28 om dagen i Norge, har tallet i Sverige ligget på mellem 234 og 724. Med til den historie er dog, at der bor dobbelt så mange mennesker i Sverige.

Herhjemme har samme tal svinget mellem 27 og 78 nye smittede om dagen.

Hvis Norge vælger at åbne mod Sverige, kan det betyde, at folk, der rejser ind og ud af Sverige, skal testes yderligere, end de for eksempel skal, hvis de rejser via Danmark.

- Det kan indebære en mere målrettet testning. Vi vil sikkert få til opgave at se på det, forklarer Frode Forland, der er fagdirektør i Folkehelseinstituttet.

Tegnell: Åbn grænserne

Torsdag fortalte Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, til TV 2, at han mener, at man sagtens kan åbne grænserne til Sverige.

Forholdt, hvordan han ser en mulig grænseåbning fra Danmark mod Sverige, svarer han:

- Jeg tror ikke, det vil have den store effekt. Det vil nok have den effekt, at den danske befolkning bliver gladere, og det vil være til gavn for økonomien. Men jeg har svært ved at se, at det vil gøre den store forskel for smittespredningen, siger Anders Tegnell.

Så det er en god idé at åbne grænserne?

- Ja. Åbne grænser er altid en god idé, siger han.

Hvornår åbner Danmark?

I Danmark er der stort fokus på, hvordan og hvornår man åbner grænserne.

Regeringen har lovet, at der kommer en udmelding fredag og chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, sidder i disse timer og planlægger, hvordan den danske rejsevejledning til udlandet skal se ud fremadrettet.

- Det bliver en gradvis åbning, hvor der kan blive tale om åbning af hele lande eller regioner, siger han til TV 2.

Allerede for otte dage siden lagde et flertal uden om regeringen stort pres på statsminister Mette Frederiksen (S) for, at grænsekontrollen og de skærpede rejsevejledninger skal lempes ved udgangen af maj.

DF: Åbn for turisme i Jylland

Står det til Radikale Venstre bør grænserne åbne hurtigst muligt – medmindre der er en sundhedsfaglig belæg for andet, lyder det fra retsordfører Kristian Hegaard.

Helt så langt har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl ikke lyst til at gå.

Han ser gerne, at Danmark åbner for norske og tyske turister, så de kan tage til Jylland og Fyn, hvor smittetrykket er lavt og turistbranchen er hårdt ramt, men en svensk åbning er en anden sag.

-Vi er ikke så glade for at åbne op for Sverige. Det bunder også i, at Statens Serum Institut i Jylland og på Fyn er stoppet med at måle smittetryk, fordi det er så lavt, mens det i hovedstadsområdet og på Sjælland er en anden situation. Men hvis vi vil åbne op gradvist og geografisk, kan vi få åbnet hurtigere op, end hvis vi skal åbne det hele på en gang, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.