Udland

Hun væltede Østrigs regering, men hvem er hun?

Bundeskriminalamt, det østrigske politi, har i dag udsendt dette billede af den mystiske kvinde, som man meget gerne vil finde frem til. Handout / Ritzau Scanpix

Den russisktalende kvinde lokkede toppolitiker til at dumme sig foran skjult kamera. Men siden har man ikke kunne finde hende.

Østrigs politi efterlyser nu den mystiske lokkedue, der sidste år kostede den østrigske regering livet.

Den konservative regering måtte træde tilbage, efter tyske medier offentliggjorde skjult kamera-optagelser af den russisktalende kvinde og den daværende østrigske vicekansler Heinz-Christian Strache fra det højreorienterede Frihedsparti (FPÖ).

De to mødtes i et luksussommerhus på Ibiza i Spanien, hvor de over rigeligt med drinks lavede en opsigtsvækkende aftale.

Kvinden, som udgav sig for at være en rig niece til en russisk oligark, tilbød at kaste store pengebeløb efter de højrenationales valgkamp samt overtage en stor østrigsk avis, der kunne give FPÖ bedre presse.

Til gengæld kunne Heinz-Christian Strache og hans højre hånd Joachim Gudenus tilbyde den unge kvinde store stats-kontrakter i Østrig.

Mødet fandt sted i 2017, men optagelserne med skjult kamera blev først offentliggjort i maj 2019 af det tyske magasin Der Spiegel og avisen Süddeutsche Zeitung og førte til, at Strache måtte træde tilbage, og der blev udskrevet nyvalg.

Uddrag af videoen fra Ibiza, taget med skjult kamera.

Tilbage stod flere ubesvarede spørgsmål:

Hvad var formålet med det omfattende svindelnummer, der ifølge østrigsk politi var omhyggeligt forberedt med kameraer indbygget i lyskontakter i villaen på Ibiza?

Og hvem var kvinden?

Oligark er enebarn

I næste uge indleder en parlamentarisk undersøgelseskommission i Østrig deres undersøgelse af hele sagen.

Både Strache og hans daværende tætte medarbejder Joachim Gudenus skal afgive forklaring, men kvinden er det aldrig lykkedes at identificere, fortæller BBC.

Den ukendte kvinde, der næppe hedder Alyona Makarov

På optagelserne siger hun, at hun hedder Alyona Makarov og er niece til den russiske oligark Igor Makarov, der har store interesser i blandt andet olieindustrien.

Igor Makarov er imidlertid enebarn og har oplyst, at han ikke har nogen niece.

Og nu gør Østrigs politi så et nyt forsøg på at identificere kvinden ved at offentliggøre billeder af hende fra de mere end 12 timers videooptagelser fra Ibiza-villaen.

Politik eller penge?

Spørgsmålet, som undersøgelseskommissionen allerhelst vil have svar på, er, hvem der står bag svindelnummeret.

Da optagelserne kom frem, var der mange gæt.

Nogle troede mest på, at det var Rusland, der ønskede at få en klemme på Frihedspartiet.

Andre hældte mest til, at kræfter i landets socialdemokratiske parti ønskede at bringe Frihedspartiet i miskredit.

Andre igen gættede på, at det var et forsøg på simpel, kriminel pengeafpresning.

Heinz-Christian Strache måtte forlade det østrigske Frihedsparti efter skandalen om optagelserne med skjult kamera. Han leder nu en ny bevægelse på Østrigs højrefløj, Die Allianz für Österreich

I dag siger lederen af politiets undersøgelse af sagen, Dieter Csefan, at det er politiets opfattelse, at ”man kan udelukke udenlandsk finansiering eller at efterretningstjenester står bag," skriver BBC.

Men alt det håber man at blive klogere på, hvis det nogensinde lykkes at finde kvinden, der kostede den østrigske vicekansler hans politiske karriere.