Coronavirus

WHO advarer mod en ”anden top”, selvom coronasmitten er på vej ned

Det er eksempelvis lande som Hong Kong, man skal have for øje, når man åbner samfundet op, lyder det fra professor.

Antallet af indlagte med covid-19 har overordnet været nedadgående i Danmark de seneste mange uger.

Samtidig har antallet af dagligt smittede ligget på et stabilt niveau.

Og det er vi ikke ene om. Men det betyder ikke, at vi kan ånde lettet op.

Sådan lyder det fra Mike Ryan, der er chef for WHO’s akutberedskab, mandag aften.

- Når vi normalt taler om en anden bølge, betyder det, at der vil være en første bølge, hvor sygdommen af sig selv når et lavt niveau for så at stige igen måneder senere. Det bliver formentlig virkelighed mange steder.

Men vi er midt i pandemiens første bølge og kan opleve en ”øjeblikkelig stigning” i antallet af smittede, hvis ikke vi passer på:

- Vi ved også, at sygdommen kan springe op i løbet af ingen tid. Vi kan ikke antage, at bare fordi sygdommen er på vej ned nu, så vil den fortsætte nedad, og vi har måneder til at blive klar til anden bølge. Vi kan få en top mere i denne bølge, siger Mike Ryan.

Mange modtagelige

Derfor skal de lande, der i øjeblikket åbner stille og roligt op, fortsætte med de sundhedsmæssige og sociale foranstaltninger – herunder massiv overvågning af sygdommen og en øget teststrategi, lyder det:

- Det skal sikre, at vi fortsætter på en nedadgående bane, og at vi ikke får en øjeblikkelig anden top, siger Mike Ryan.

Og det er eksempler som Hong Kong, man skal have for øje. Det siger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet.

Meldingen fra WHO er simpelthen for at melde ud, at det ikke må gå for stærkt med at åbne op

Jan Pravsgaard Christensen, professor KU

I starten af marts var smitten under kontrol her, og man åbnede samfundet op. Men allerede i slutningen af marts måtte håndbremsen hives og foranstalningerne strammes. Smitten begyndte at stige hurtigt.

- Meldingen fra WHO er simpelthen for at melde ud, at det ikke må gå for stærkt med at åbne op. Hvis man har kontrol med sygdommen, så er der fortsat også mange modtagelige, og så kan alt det gode arbejde hurtigt være spildt, hvis man åbner for hurtigt, siger han.

Statens Serum Institut oplyser til TV 2, at de nøje følger udmeldingerne fra WHO:

- Som vi tidligere har sagt, er det der kommer derfra nogle meget overordnede udmeldinger, hvor vi har et langt mere detaljeret overblik over den danske kontekst. Derfor rykker udmeldingen heller ikke umiddelbart ved den vurdering SSI har af den danske situation, skriver Susan Cowan, sektionsleder - Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, i et skriftligt svar til TV 2.

Minder om den spanske syge

WHO fremhæver, at ”øjeblikkelige stigninger” er sket ved tidligere epidemier – eksempelvis under den spanske syge.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af det nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Og det er netop den spanske syge, der hærgede i 1918-1919 og tog livet af op mod 50 millioner mennesker, man skal sammenligne corona-pandemien med. Det siger Jan Pravsgaard Christensen.

Den kom til Danmark i juli 1918 og virkede som en harmløs influenza-epidemi, bortset fra at den kom om sommeren.

De fleste fik lettere symptomer som lidt feber, snue, ondt i halsen og ømhed i kroppen. Kun et mindre antal af ældre og svagelige borgere blev så syge, at de døde af det. I august klingede det af, men i efteråret ramte den igen. Nu var dødeligheden næsten femdoblet, og denne gang var det fortrinsvis yngre, ellers sunde mænd, det gik ud over.

Der er dog gået godt og vel 100 år siden, og det er til vores fordel:

- Det er jo den bedste sygdom at sammenligne med. Men der var man jo et helt andet sted og troede, at det var overstået. Der er vi markant bedre rustet i dag, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Jan Pravsgaard Christensen vil dog ikke spå om, hvorvidt og hvornår, der vil komme en anden bølge:

- Det handler om, hvordan virussen opfører sig, og hvilke tiltag, man har. Vil den eksempelvis helt dø ud, så den kun bliver importeret?, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Den spanske syge har sit navn, fordi det var spanske aviser, der skrev om den først, men den havde formentlig sit udbrud hos amerikanske soldater under 1. verdenskrig.

Antallet af indlagte med covid-19 i Danmark var mandag 116. Af dem lå 20 på intensive afdelinger. Da antallet af indlagte toppede i Danmark 1. april, var tallet 535.