Coronavirus

Svensk ekspert kalder situationen 'meget alvorlig': - De rapporterede tilfælde er kun toppen af isbjerget

- De rapporterede tilfælde er kun toppen af isbjerget, advarer Folkhälsomyndigheten i Stockholm.

Antallet af registrerede dødsfald blandt coronasmittede i Sverige er tirsdag på 4125. Det er en stigning på 96 siden seneste registrering mandag.

Det oplyser de svenske sundhedsmyndigheder.

Ifølge Folkhälsomyndighetens statistik er i alt 34.440 personer bekræftet smittet siden virusudbruddets start i Sverige.

1987 personer får eller har fået intensiv behandling, fremgår det af en opgørelse fra Folkhälsomyndigheten.

Situationen er fortsat alvorlig

Antallet af nyindlæggelser er gået kraftigt ned siden slutningen af april, men belastningen på sygehusene er stadig meget høj.

Ved tirsdagens pressemøde understregede Karin Tegmark Wisell, der er afdelingschef for mikrobiologi i Folkhälsomyndigheten, at situationen fortsat er meget alvorlig.

- De rapporterede tilfælde er kun toppen af isbjerget, og der er reelt langt flere tilfælde, end statistikken viser, siger hun.

585 personer i Sverige ligger i respirator - heraf er 343 covid-patienter.

- Det er en stigning i forhold til mandag, siger Johanna Sandwall, som er kriseberedskabschef på Socialstyrelsen.

Antallet af indlagte med Covid-19 uden for intensivafdelinger er også øget, siger Sandwall.

- Der er nu omkring 100 flere indlagte. Det totale er nu omkring 1500 personer. Det er et negativt signal. Vi håber, at der er tale om en tilfældig afvigelse fra den faldende tendens, men vi må se, hvordan situationen er i morgen, siger Sandwall.

Epidemiolog modtager dødstrusler

Ifølge Aftonbladet har den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, og hans familie modtaget en række trusler de seneste uger - også dødstrusler.

Den første trussel kom i en mail 19. marts. Svensk politi har i længere tid søgt efter den person, som har fremsat truslerne, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til vedkommende, skriver avisen.

- Det føles ikke godt at modtage sådanne trusler, siger Anders Tegnell ifølge nyhedsbureauet TT.

Han bliver ikke selv urolig, men ser med stor alvor på truslerne, der også er rettet mod hans familie, lyder det.

Som ledende epidemiolog i Folkhälsomyndigheten er Anders Tegnell både blev hyldet og kritiseret for Sveriges håndtering af krisen.