Sort mand død efter brutal anholdelse: - Jeg kan ikke få luft, lad være at slå mig ihjel
Ny sag fra Minneapolis rejser spørgsmål om både race og brugen af unødig politivold.
En politimand, der pacificerer en mand ved at presse knæet så hårdt mod hans hals, at den anholdte dør få timer senere.
Forinden har den anholdte gispende forsøgt at gøre forbipasserende opmærksom på, at den er helt gal:
- Jeg kan ikke få luft, lad være at slå mig ihjel, siger han.
Det er essensen af en sag, som på ny har sat fokus på politiets metoder i forbindelse med en anholdelse.
Det skriver Washington Post.
Anholdelsen blev dokumenteret af en forbipasserende, som overlod billedmaterialet til Washington Post.
Den anholdte er siden identificeret som George Floyd, en mand på cirka 40 år. Floyd døde få timer senere som følge af det, der i rapporten beskrives som en "medicinsk hændelse", lyder det fra Minneapolis Police Department, som var den ene part i episoden.
Fire betjente fyret
Efter episoden er fire politibetjente blevet fyret. Det skriver borgmester i byen Minneapolis, Jacob Frey, på Twitter tirsdag.
- At være sort i USA skal ikke være en dødsstraf. I fem minutter ser vi (ud fra videoklippet, red.) en hvid politimand presse sit knæ mod en sort mands hals. Og når du hører nogen kalde på hjælp, så skal du hjælpe, siger borgmesteren.
George Floyd blev stoppet i sin bil under mistanke for at være påvirket. Han gjorde fysisk modstand efter at være steget ud af bilen, hvorefter han blev udsat for så hårdhændet en behandling, at det kan have været medvirkende årsag til hans død.
- Betjenten lykkedes med at få den mistænkte lagt i håndjern og fandt derefter ud af, at mistænkte var i fare for at omkomme. De tilkaldte en ambulance, og han blev ført til Hennepin County Hospital, hvor han døde få timer senere, siger en talsmand for Minneapolis Police Department.
TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster siger, at sagen har vakt genklang.
- Der er ingen tvivl om, at fortællingen og folkestemningen allerede har rodfæstet sig: betjentene er suspenderet, og ramaskriget har været massivt på de sociale medier. Tilbage står som altid det store spørgsmål, som mange sorte amerikanere vil stille sig selv: var betjentene blevet suspenderet, hvis det tragiske drab ikke var blevet dokumenteret?, siger han.
Senator kalder på retfærdighed
Den demokratiske senator Amy Klobuchar kalder på en tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet.
- De involverede skal holdes ansvarlige for det, der er sket. Retfærdigheden skal ske fyldest for denne mand og hans familie, skriver Klobuchar på Twitter.
En af sagens centrale vidner, Darnella Fraser, står også bag den ti minutter lange mobiloptagelser, der siden er lagt på Twitter.
- Han lå allerede på jorden, da jeg kom forbi. De tvang hans hals mod jorden, selv om han skreg op. De tog det ikke alvorligt, siger Darnella Fraser til avisen.
Anholdelsen i Minneapolis er ikke noget enestående tilfælde i et land, hvor der ifølge FBI's statistikker dagligt foretages over 1000 anholdelser.
Minneapolis Police Department har haft lignende sager med dødelig udgang både i 2015, da en sort mand blev skudt i forbindelse med en anholdelse, og to år senere, da Justine Rusczcyk Damond blev skudt af en politibetjent efter selv at have ringet til alarmcentralen.
Ligner fem år gammel sag fra New York
Derfor har den aktuelle sag fra byen, hvor Prince slog strengene til "Purple Rain", bragt næring til en debat, som aldrig synes at få en ende. Og den retter lyset bagud mod lignende episoder i andre hjørner og kanter af USA.
Så sent som i november 2019 blev der sat punktum i en fem år gammel sag fra New York, der til forveksling ligner den dugfriske fra Minneapolis.
I sagen fra New York var det også en hvid betjent, som under anholdelse af den farvede Eric Garner også brugte kvælertag, som forårsagede den 43-årige familiefar og astmatikers død.
Den anklagede politibetjent, Daniel Pantaleo, blev kendt skyldig og fyret, men ikke yderligere retsforfulgt for sin medvirken til Eric Garners død.
Familien blev efterfølgende tilkendt 45 millioner kroner i erstatning, fordi Garner ikke havde modtaget den fornødne medicinske hjælp.
Eric Garners død er ifølge aktivistbevægelsen Black Lives Matter blevet udpeget som et af mange eksempler på den systemiske racisme, der eksisterer i det amerikanske samfund.