Coronavirus

Kinesisk storby vil overvåge borgernes sundhed permanent med særlig app

Dansk lektor advarer om, at der også sker et "formålsskred" med data i flere europæiske lande - herunder Danmark.

Hvor mange skridt har du taget i dag, og hvor mange cigaretter har du røget?

Forestil dig, at de svar og mange andre vil blive gemt i en app på din telefon - men du bliver ikke den eneste, der kan se svarene. Myndighederne bruger nemlig dataen til at bedømme dig ud fra et pointsystem.

Det kan meget snart blive hverdag for flere en ti millioner indbyggere i den kinesiske by Hangzhou.

Det skriver CNN.

Under coronakrisen har de kinesiske myndigheder brugt et kodesystem til at spore og vurdere smitterisikoen hos den enkelte kineser. En såkaldt QR-kode blev brugt til at kontrollere folks færden i et forsøg på at bremse coronaudbruddet. Farven på QR-koden - rød, orange eller grøn - var afgørende for, om folk kunne forlade deres hjem, bruge offentlig transport og færdes på offentlige steder.

Nu vil bystyret i Hangzhou videreudvikle kodesystemet til en app, så ordningen bliver permanent for storbyens indbyggere.

Personlige data

På baggrund af en række personlige data skal den nye app dagligt bedømme, om indbyggerne i Hangzhou lever sundt.

For eksempel trækker cigaretter og alkohol ned, mens søvn og motion trækker op. Ens samlede sundhedstal vil løbende fremgå af QR-koden, som myndighederne kan scanne.

Forslaget har allerede fået en række brugere på det kinesiske sociale medie Weibo til at advare mod det, de mener, der er en krænkelse af privatlivets fred og yderligere overvågning fra myndighedernes side.

- Ens sygejournal og helbredsundersøgelser hører under privatliv. Hvorfor skal de være synlige for andre i en sundhedskode? Man mister point ved at ryge eller sove for lidt. Betyder det, at vores liv nu vil blive overvåget fuldstændigt, spørger en bruger på Weibo.

- Under epidemien havde vi ikke noget valg, men jeg håber, at vi efter epidemien har ret til at slette appen individuelt, skriver en anden bruger på Weibo.

Ikke kun et problem i Kina

Forslaget har desuden rejst bekymring for, at appen kan misbruges på en række andre områder.

På det sociale medie Zhihu udtrykker flere brugere således bekymring for, om forsikringsselskaber og markedsføringsfirmaer vil misbruge de personfølsomme oplysninger i sundhedsappen. Andre er bekymrede for, om oplysningerne kan føre til forskelsbehandling, så folk med en lavere score har sværere ved at få et job.

Det er endnu uklart, om bystyrets forslag til en permanent sundhedsapp vil blive vedtaget og gjort landsdækkende, som det var tilfældet med den app, der er blevet brugt under coronapandemien.

Øget overvågning er ikke kun et problem i Kina. Også i europæiske lande kan man tale om et såkaldt formålsskred, hvor oplysninger indsamlet til et formål udvides til at kunne bruges til andre formål.

Det mener lektor i sundhedsret ved SDU, Kent Kristensen:

- I Danmark er telemasterne et godt eksempel, hvor indtastningen af masternes placering ikke var tiltænkt som oplysninger, der skulle indgå i straffesager. Det gør de nu og har dermed fået en helt anden betydning end den oprindelige.

Dansk app på vej

Kent Kristensen peger på, at sundhedsappen i Hangzhou er et produkt af en omfattende samkøring af data, hvor den løbende overvågning af sundhedsdata og bevægelsesmønstre underlægger borgerne social kontrol.

- Den meget omfattende behandling af helbredsoplysninger koblet med adfærdsdata udgør en krænkelse af borgernes grundlæggende ret til et privatliv, siger lektoren til TV 2.

Kent Kristensen tilføjer, at en krænkelse af privatlivet kan retfærdiggøres i ekstreme situationer. For eksempel for at undgå spredning af alvorlige, smittefarlige sygdomme - som det har været tilfældet under coronapandemien.

I Danmark har et flertal i Folketinget aftalt at udvikle en corona-app til at opspore smittekæder i Danmark

Appen bliver kaldt "smitte|stop", og det er frivilligt, om man vil bruge den. Vælger en borger at downloade appen, bliver al data herom gemt på borgerens mobiltelefon.