Drab på sort jogger i USA efterforskes nu som hadforbrydelse
Både Donald Trump og Joe Biden har reageret på drabet, som har udløst stor debat i USA.
I USA bliver drabet på den 25-årige Ahmaud Arbery nu efterforsket af FBI som en hadforbrydelse. Det oplyser familiens advokat Lee Martin, skriver The Guardian.
Ifølge advokaten vil FBI blandt andet se på de lokale myndigheders manglende ageren i månederne efter drabet på Ahmaud Arbery, skriver avisen.
- Alle borgere har ret til samme beskyttelse under loven. Denne sag viser tydeligt, at ikke alle sorte borgere i det sydlige Georgia får den beskyttelse, udtalte Lee Martin i en video mandag.
Sagen om drabet på den unge sorte mand fik stor opmærksomhed i begyndelsen af maj, da en video af drabet så dagens lys.
Videoen viste Arbery blive skudt på åben gade, da han løb en tur nær sit hjem i Brunswick, Georgia i februar.
Bag drabet stod en tidligere politibetjent og hans søn, som oplyste, at de troede, at motionsløberen stod bag en række indbrud i nabolaget.
Ifølge dem fulgte de efter Ahmaud Arbery med henblik på at tilbageholde ham. De indrømmer, at de herefter skød Arbery, men hævder, at de gjorde det i nødværge.
Videoen, som kom ud næsten tre måneder efter drabet, viste dog noget andet. Her kunne man se, hvordan den tidligere betjent og hans søn skød den ubevæbnede mand på åben gade. Både far og søn er nu sigtet for mord.
Også den mand, som optog videoen af drabet, blev i sidste uge anholdt for medvirken til drab, men han nægter sig skyldig.
Vrede og demonstrationer
Sagen om drabet på Ahmaud Arbery har udløst flere demonstrationer i USA, og mange amerikanere har udtrykt vrede, efter videooptagelserne blev lagt ud på internettet.
Flere menneskerettighedsaktivister i USA har set hændelsen som endnu et tegn på, at hvide kan slippe ustraffet fra at dræbe en sort person.
Også landets præsident har udtalt sig om sagen.
Donald Trump har kaldt drabet "hjerteskærende", og demokraternes bud på en præsidentkandidat, Joe Biden, har kaldt drabet "koldblodigt".
Undersøges i Washington
I kølvandet på den opmærksomhed, som videoen af drabet har medført, bliver sagen nu behandlet højere oppe i det amerikanske retssystem.
Tidligere på måneden bad justitsminister for Georgia nemlig USA's justitsministerium i Washington D.C. om at undersøge politiets håndtering af drabssagen.
- Familien, lokalsamfundet og staten Georgia fortjener svar, og vi vil samarbejde med politiet på delstats- og føderalt niveau for at finde de svar, udtalte justitsminister Chris Carr i en erklæring.
Lignende sager i USA
Det er ikke den første amerikanske sag om ubevæbnede sorte mænd, der bliver skudt.
Blandt andet i 2015 skabte et skyderi ligeledes massiv debat, da den sorte amerikanske teenager Michael Brown blev skuddræbt i Ferguson, Missouri i USA.
Han var ifølge øjenvidner ubevæbnet, men blev dræbt af mindst seks skud affyret af en hvid betjent, som hævdede, at han skød i selvforsvar.
Der var også voldsomme demonstrationer i USA i 2016, da den 37-årige far til fem Alton Sterling blev dræbt. Han blev skudt af betjente, imens han solgte cd'er foran et supermarked.
Der var intet juridisk efterspil for de to betjente, som efter episoderne henholdsvis fratrådte og blev fyret fra politiet.