Coronavirus

Britiske forskere frygter nu, at corona-smitten forsvinder for hurtigt

Lovende forsøg med en vaccine mod covid-19 kan blive forsinket, hvis der ikke er nok smittede i befolkningen.

Britiske forskere, der håber på at være de første med en vaccine mod covid-19, siger nu, at coronasmitten måske forsvinder så hurtigt, at de ikke kan nå at få testet deres vaccine.

- Vi er i den bizarre situation, at vi håber, covid-19 bliver ved med at være her. I hvert fald et stykke tid, siger professor Adrian Hill fra Jenner Institute på universitetet i Oxford ifølge Sky News.

Jenner Institute er en af de forskningsinstitutioner i verden, der er længst fremme med et bud på en vaccine, og de står over for at skulle teste den mulige vaccine på flere tusinde forsøgspersoner i Storbritannien.

Men ifølge Adrian Hill er den store test i virkeligheden ”et kapløb med en virus, der er ved at forsvinde, og et kapløb med tiden”.

- Vi sagde tidligere på året, at der var 80 procent chance for, at vi kunne have udviklet en effektiv vaccine til september. Men lige i øjeblikket er der 50 procents risiko for, at vi slet ikke når noget resultat, siger han.

Problemet er, at hvis antallet af nye smittede bliver for lavt, så kan man måske ikke påvise, at vaccinen gør en forskel. Så bliver kontrolgruppen, der får placebo (en ikke-virksom vaccine red.), nemlig heller ikke smittet og syge i særligt omfang.

Kan søge andre steder hen

En dansk professor, Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, mener dog, at der stadig vil være masser af steder i verden, hvor de britiske forskere kan teste vaccinen.

- Det vil altid være et problem for en test, hvis der ikke er så megen smitte blandt testpersonerne, som man havde regnet med. Når de havde planlagt deres test i Storbritannien, så betyder det selvfølgelig en forsinkelse, hvis de må opgive den og søge et andet sted hen, siger han.

Han medgiver, at det er uheldigt for udviklingen af vaccinen, men ”trøster” med, at der er mange andre steder i verden, hvor virussen stadig er udbredt.

- Vi anslår, at den vil vare flere år rundt omkring på kloden, siger han.

6.000 i næste fase

Den første fase af Jenner Institutes test har omfattet 160 voksne frivillige, mens den planlagte næste fase skal omfatte op til 6000 personer og også omfatte børn og ældre mennesker.

Jenner Institute er et af verdens største centre for non-profit vaccine-forskning.

Når instituttet netop nu er foran i det internationale kapløb om at udvikle en vaccine mod covid-19, så skyldes det, at det længe har forsket i vacciner mod andre former for coronavirus. Det betød at instituttet havde en vaccine klar, som man vidste var ufarlig for mennesker, og som blot skulle tilpasses den nye virus.

Med en kvart million registrerede coronasmittede og 40.000 dødsfald er Storbritannien et af de lande i verden, der er hårdest ramt af coronakrisen. Men antallet af nye smittetilfælde har været støt faldende, siden kurven toppede i starten af april, viser de officielle tal.