Udland

Kinas udenrigsminister advarer USA om 'en ny kold krig'

Kinas udenrigsminister Wang Yi under en pressekonference i Beijing søndag 24. maj 2020. China Daily / Ritzau Scanpix

Kinas udenrigsminister siger, at kræfter i USA vil skubbe Amerika og Kina ud i en konflikt. Onsdag skrev Trump om kinesiske "tosser" på Twitter.

USA har presset forholdet til Kina så meget, at de to lande er på vej mod "kanten af en ny kold krig".

Nogle politikere har ignoreret de mest basale fakta

Wang Yi, udenrigsminister, Kina

Det sagde Kinas udenrigsminister Wang Yi under et politisk møde søndag, hvor han angreb de politiske kræfter i USA, som på det seneste har udsat kineserne for stærk kritik.

- Vi er blevet opmærksom på, at enkelte poltiske kræfter i USA forsøger at kapre de kinesisk-amerikanske relationer for at skubbe vore to lande mod en såkaldt "ny kold krig", sagde Wang Yi ifølge South China Morning Post, nyhedsbureauet Reuters og en lang række andre medier.

Wang Yi nævnte ikke navnet på USA's præsident, Donald Trump, der har leveret en del af kritikken mod Kina, men han talte i stedet om "en politisk virus", der ifølge kineserne har spredt sig i USA.

- Desværre har der samtidig med udbruddet af coronavirus spredt sig en politisk virus i USA. Denne politiske virus bruger enhver mulighed til at angribe og kritisere Kina. Nogle politikere har ignoreret de mest basale fakta, skabt for mange løgne og udtænkt for mange konspirationsteorier mod Kina, sagde Wang Yi.

Trumps angreb på Twitter

Blandt andet er Kina blevet anklaget for dække over, at den nye coronavirus angiveligt er undsluppet fra et laboratorium, selvom der ikke er fremlagt nogen beviser for, at det er tilfældet.

Og 20. maj skrev USA's præsident, Donald Trump, således på Twitter:

- En eller anden tosse i Kina har netop offentliggjort en erklæring, der skyder skylden på alle andre end Kina, for den virus, som nu har dræbt tusindvis af mennesker. Vær venlig at forklare den sinke, at det var "Kinas inkompetence" og intet andet, der er skyld i dette verdensomspændende massedrab.

Internationalt diplomati har ikke tradition for at foregå med sådan et ordvalg, og den kinesiske udenrigsminister taler da også om USA i et mere afmålt sprog.

Under mødet søndag opfordrede han til, at de to lande respekterer hinandens politiske systemer og finder en fælles vej fremad.

- Ingen vil vinde ved en konfrontation

Tre dage forinden havde Donald Trump anklaget Kina for at støtte hans rival til præsidentposten, Joe Biden, gennem en stor disinformationskampagne.

- Kina er i gang med en massiv disinformationskampagne, fordi de er desperate efter, at søvnige Joe Biden skal vinde præsidentvalget, så de kan fortsætte med at udplyndre USA, som de har gjort i årtier - indtil jeg kom forbi, skrev præsidenten på Twitter.

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, siger søndag, at kineserne ikke blander sig i amerikanske forhold.

- Kina har ingen interesse i at ændre USA og endnu mindre interesse i at erstatte det. USA bør opgive ønsketænkningen om, at det kan ændre Kina, sagde Wang Yi.

Han understregede, at de to lande bør samarbejde frem for at være i strid med hinanden.

- Kina og USA står til at vinde ved samarbejde og til at tabe ved en konfrontation, sagde Wang Yi og påpegede, at hele kloden vil vinde ved en fredelig sameksistens.

- Til gavn for begge folk, såvel som hele menneskehedens fremtid og velbefindende, må og skal Kina og USA finde en vej til fredelig sameksistens på trods af forskelle i systemer og kultur hos de to samfund, sagde Wang Yi.

Han understregede, at Kina ikke søger konfrontation med USA, men at landet vil beskytte sin suverænitet, territoriale integritet og fremtidige udvikling.