Søn tilgiver mænd, der skar far i småstykker - nu kan Saudi-Arabiens kronprins benåde sine agenter
Journalisten Jamal Khashoggi blev myrdet af agenter fra Saudi-Arabien - nu siger hans søn, der bor i landet, at han tilgiver morderne.
Afslutningen på muslimernes hellige fastemåned har netop bragt gode nyheder til styret i Saudi-Araben i almindelighed og kronprins Mohammed bin Salman i særdeleshed.
Eller sådan ser det i hvert fald ud efter Salah Khashoggi, søn af journalisten Jamal Khashoggi, har tilgivet, at styrets agenter myrdede hans far og skar ham i småstykker på landets konsulat i Istanbul.
På ramadanens næstsidste dag - der ifølge islamisk tradition ofte bruges til benådninger - udsendte Salah Khashoggi følgende meddelelse på Twitter:
- På denne velsignede aften i den velsignede måned husker vi Guds ord: Hvis et menneske tilgiver og forsoner sig, belønnes han af Allah. Derfor bekendtgør vi, sønnerne af martyren Jamal Khashoggi, at vi tilgiver dem, der dræbte vores far, mens vi søger belønning fra Allah den almægtige.
Journalisten Jamal Khashoggi var kritisk over for styret i Saudi-Arabien og boede i USA, men under et besøg i Istanbul begav han sig ind på landets konsulat, hvor en gruppe agenter ventede på ham og slog ham ihjel.
Ifølge den tyrkiske efterretningstjenestes oplysninger til BBC blev liget skåret i småstykker og opløst i syre.
Flere vestlige efterretningstjenester er sikre på, at Jamal Khashoggi blev dræbt på direkte ordre fra landets magtfulde kronprins Mohammed bin Salman. Oplysninger, som kongedømmet benægter - herfra lyder det i stedet, at agenterne handlede på egen hånd.
Fem dødsdomme
Fem unavngivne mænd, der ifølge styret i Saudi-Arabien var med til at begå drabet, blev i december 2019 ved en domstol i landet dømt til døden for forbrydelsen. Det uden, at der slap ret mange detaljer ud.
Retssagen blev blandt andet kritiseret af FN's specialudsending i forbindelse med dødsstraf, Agnes Callamard. Hun kaldte retssagen "modsætningen til retfærdighed".
- Myndighederne i Saudi-Arabien udspiller nu, hvad de håber vil blive sidste akt i en parodi på retfærdighed foran et internationalt samfund, der er alt for rede til at blive bedraget, sagde hun i en udtalelse efter dommen.
Salah Khashoggis tilgivelse kan muligvis åbne endnu en akt: en, der kan redde de fem dømte mænd fra sværdet.
Ifølge de islamiske regler, som lovgivningen i Saudi-Arabien bygger på, kan en straf nemlig mildnes, hvis offerets familie tilgiver gerningsmanden. Det er dog endnu uvist, om det vil ske i dette tilfælde, skriver mediet Al Jazeera.
Salah Khashoggi bor i Saudi-Arabien, og familien har ifølge Washington Post modtaget ejendomme og store summer penge som kompensation for drabet.
Han har mødt kronprinsen og kritiseret "modstandere og fjender" af styret, som han påstår vil undnytte faderens død til at underminere kongemagten.
'Ingen ret til at benåde morderne'
Det har ikke været muligt at finde ud af, om Salah Khashoggis tilgivelse er sket under pres fra styret, men Jamal Khashoggis forlovede, Hatice Cengiz, deler ikke betragtningerne fra Salah Khashoggi.
Fredag skrev hun på Twitter, at Jamal Khashoggi er blevet "et internationalt symbol, større end nogen af os, beundret og elsket", og at "ingen har ret til at benåde hans mordere".
Om de fem mænd, der nu måske slipper for at få hugget hovedet af, var involveret i drabet er i sagens natur svært at afgøre, da man ikke ved, hvem de er.
Ved retssagen var to af kronprinsens øverste rådgivere også tiltalt, men de slap for straf.
Kronprinsen benægter stadig enhver involvering i drabet, men han siger, at han tager "det fulde ansvar" som en af lederne i Saudi-Arabien, især da drabet blev begået af individer, der arbejdede for Saudi-Arabiens regering.