Coronavirus

Boris Johnsons toprådgiver kræves fyret efter familiebesøg

Er det OK at køre næsten 400 kilometer og besøge sine forældre, mens man sandsynligvis er smittet med coronavirus? Det synes flere britiske ministre.

Et ikke helt almindeligt familiebesøg har bragt en af Storbritanniens mest magtfulde mænd i så store vanskeligheder, at han nu opfordres til at gå af.

Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige

Dominic Cummings, rådgiver for den britiske premierminister

Det drejer sig om Dominic Cummings, der er rådgiver for den britiske premierminister Boris Johnson og en af strategerne bag Storbritanniens nuværende politiske kurs.

- Dominic Cummings’ stilling er fuldstændig uholdbar - han skal sige op eller fyres, siger Ian Blackford, der er leder af parlamentsmedlemmerne for Scottish National Party til avisen The Guardian.

Næstformanden i partiet Labour, Tulip Siddiq, siger til avisen, at beskyldningerne er meget alvorlige.

- Det britiske folk forventer ikke, at der er én slags regler for dem og en anden slags regler for Dominic Cummings, siger han.

Krav om konsekvenser

De to er langt fra de eneste, der kræver konsekvenser, efter det er kommet frem, at toprådgiveren har set stort på karantænereglerne, og er kørt gennem Storbritannien for at besøge sine forældre, mens han selv havde symptomer på covid-19.

Herunder er det parlamentsmedlem Ed Davey fra Liberaldemokraterne, der kræver rådgiverens afgang.

Og her er det den konservative kommentator Piers Morgan.

Beskyldningerne mod Dominic Cummings kom fra personer i den britiske by Durham næsten 400 kilometer fra London, og britiske journalister har et stykke tid forsøgt at få dem bekræftet.

Rådgiverens forældre bor i byen, og fredag sagde politiet i byen, at de for noget tid siden har talt med Dominic Cummings om sagen, skriver aviserne The Guardian og Daily Mirror.

- Tirsdag 31. marts blev vores betjente gjort opmærksom på forlydender om, at en person var rejst fra London til Durham og var til stede på en adresse i byen. Betjentene tog kontakt til ejerne af adressen, der bekræftede, at personen var til stede og havde isoleret sig selv i en del af deres hus, hedder det i en udtalelse fra politiet i Durham.

På det tidspunkt havde Dominic Cummings symptomer på covid-19, og hans chef, premierminister Boris Johnson, var så alvorligt syg af coronasmitte, at han blev indlagt kort efter.

Toprådgiveren er en af arkitekterne bag Storbritanniens nedlukning i forbindelse med udbruddet af coronavirus, og derfor kan han ikke have undgået at vide, at han brød reglerne.

Da folk i Durham så ham, blev de forargede.

To slags regler

En indbygger i byen siger til The Guardian, at han så Dominic Cummings sammen med et barn foran lågen til forældrenes hjem 5. april tidligt om morgenen - altså fem dage efter politiet havde modtaget første klage og på et tidspunkt, hvor Dominic Cummings ifølge sin hustru "lå i fosterstilling med feberkramper".

- Jeg blev virkelig irriteret. Jeg tænkte: "Det er åbenbart OK for dig at køre hele vejen til Durham og slippe ud af London". Jeg har sympati for, at han ønskede at gøre det, men andre mennesker må ikke. Det er én slags regler for Dominic Cummings og en anden slags regler for os andre, siger indbyggeren, der ikke vil have sit navn frem.

Plakat i et vindue uden for London den 23. maj 2020.

Den britiske premierminister Boris Johnson lukkede samfundet ned 18 marts, og allerede dengang blev briterne indtrængende bedt om ikke at rejse.

- Alle skal følge anvisningerne for at beskytte dem selv og deres familier, men også - og mere vigtigt - for at beskytte den bredere offentlighed. Så bliv hjemme i syv dage, hvis du tror, du har symptomer.

Premierministeren kom også med anvisninger til børnefamilierne.

- Børn bør ikke efterlades hos ældre bedsteforældre, der kan være sårbare, sagde Boris Johnson.

Det barn, som Dominic Cummings blev set med ved sine forældres hus 5. april, er ifølge flere britiske medier hans fireårige søn.

På køretur med familien

Dominic Cummings selv blev syg næsten samtidig som premierminister Boris Johnson.

Boris Johnson blev testet positiv for coronavirus 27. marts, og dagen efter udviklede Dominic Cummings symptomer.

(Boris Johnson 6. april, mens han var syg med coronavirus.

30. marts meddelte Boris Johnsons kontor, at toprådgiveren havde valgt at isolere sig selv derhjemme på grund af symptomerne, der blev beskrevet som "milde".

Men i stedet for at tage hjem kørte den 48-årige Dominic Cummings altså de næsten 400 kilometer til Durham for at isolere sig i forældrenes hus.

Jeg opførte mig fornuftigt og lovligt

Dominic Cummings, rådgiver for den britiske premierminister

Premierminister Boris Johnsons kontor oplyser, at rådgiveren var nær "sin udvidede familie" i karantæneperioden. Ifølge meddelelsen fra premierministerens kontor, har Dominic Cummings heller ikke været i kontakt med politiet.

- På grund, af at hans hustru kunne blive smittet med den formodede coronavirus og den store sandsynlighed for, at han selv ville få det dårligt, var det vigtigt for Dominic Cummings at sikre sig, at nogle kunne tage sig ordentligt af hans lille barn, skriver Boris Johnsons kontor i en meddelelse.

- Hans søster og niecer meldte sig frivilligt til at hjælpe, så han tog til et hus i nærheden - men adskilt fra familien - i tilfælde af, at han ville få brug for hjælp. Hans søster handlede ind for familien og stillede alt udenfor. På intet tidspunkt talte han eller hans familie med politiet, som der rapporteres. Hans handlinger var i tråd med retningslinjerne for coronavirus. Hr. Cummings mener, at han har handlet fornuftigt og lovligt, hedder det i meddelelsen.

Avisen Daily Mirror citerer dog unavngivne kilder i Downing Street for at sige, at Dominic Cummings ikke brød reglerne, fordi både han og hustruen risikerede at blive syge, og de ekstraordinære omstændigheder betød, at bedsteforældrene måtte passe deres søn.

Feberkramperne

Dominic Cummings hustru, Mary Wakefield, der er redaktør på magasinet The Spectator har i øvrigt beskrevet sygdomsforløbet i sit blad.

- Dom (Dominic Cummings, red.) kunne ikke stå ud af sengen. Dag ud og dag ind i ti dage i streg lå han i fosterstilling med høj feber og spasmer, der fik musklerne til at strammes og benene til at spjætte. Han kunne trække vejret, men på en begrænset stakåndet måde, skrev hun.

Dominic Cummings og Mary Wakefield den 23. maj 2020.

Hun skriver også, at hun var bange.

- Nedkæmpede Dom sygdommen, eller var han på vej i respirator? Hvem kunne vide det? Jeg sad ved hans seng og stirrede på hans brystkasse, mens jeg forsøgte at tælle, hvor mange åndedrag han tog i minuttet, skriver Mary Wakefield.

Han var dog tilsyneladende ikke mere syg, end at han kunne gå rundt udendørs 5. april, hvor vidnet beskriver, at de så ham i en tyk frakke med halstørklæde uden for forældrenes hus.

Støtte fra ministrene

Lignende besøg har tidligere kostet folk jobbet under coronakrisen i Storbritannien.

For eksempel måtte en af de epidemiologer, der var med til at rådgive regeringen, sige op, da det kom frem, at han havde brudt reglerne om social afstand, da han fik besøg af sin kæreste.

En af cheferne i Skotlands sundhedsvæsen blev også tvunget til at sige op, fordi hun så stort på reglerne og tog i sommerhus.

Boris Johnson læser breve, han modtog fra børn under sin indlæggelse.

Alligevel er der dog fremtrædende briter, der forsvarer Dominic Cummings.

For eksempel støtter den britiske udenrigsminister Dominic Raab rådgiveren og siger, at sagen handler om to forældre, der ville beskytte deres barn.

Det samme mener den britiske sundhedsminister Matt Hancock.

- Jeg ved, hvor syg man bliver af coronavirus. Det var fuldstændig rigtigt af Dominic Cummings at finde pasning til sit lille barn, når både han selv om hans hustru blev syge.

Også den britiske miljøminister Michael Gove støtter op om Boris Johnsons toprådgiver på Twitter:

- Det er ikke en forbrydelse at tage sig af sin kone og sit barn, skriver han.

Blandt svarene på Michael Goves tweet er der dog flere der undrer sig over, at der intet stod om det i regeringens retningslinjer.

- Hvad er det ved din egen regerings retningslinjer, du finder forvirrende, Michael? Hvordan kan du på nogen måde retfærdiggøre, at han bevidst handlede på en måde, der udsatte andre for livsfare, svarer en af brugerne til Michael Gove med et billede af den tekst, hvor myndighederne opfordrer folk til at blive hjemme.

Dominic Cummings har også selv kommenteret sagen.

Han erkender, at han tog turen til Durham og siger ifølge nyhedsbureauet AP, at han ønskede at tage sig af sin syge hustru og sit barn.

- Jeg opførte mig fornuftigt og lovligt, siger han.

- Hvem bekymrer sig om, hvad der ser godt ud. Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige, ikke hvad I synes, sagde han henvendt til de fremmødte journalister.

Da britiske journalister kontaktede Dominic Cummings 23. maj, var han meget opmærksom på, at alle sted med behørig afstand.