Trump har ret: Michael Flynn fik ikke fair behandling af FBI

16x9
Donald Trump og Michael Flynn. Foto: Jim Tanner / Scanpix Denmark

FBI's efterforskning af Trumps tidligere toprådgiver var som udgangspunkt usædvanlig, potentielt problematisk og ultimativt måske også ulovlig.

Der lød et ramaskrig i den ene del af det politiske ekkokammer i USA, da det amerikanske justitsministerium 7. maj annoncerede, at anklagerne mod den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn burde frafalde.

En beskyldning som ”bananrepublik” blev ytret mod Trump-administrationen og justitsministeriet af en demokratisk politiker. Kritikere hæftede sig især ved, at Flynn to gange havde indrømmet at have løjet om indholdet af samtaler med den russiske ambassadør i overgangsperioden mellem Trumps valgsejr i november 2016 og hans indsættelse som USA's 45. præsident i januar 2017.

Dykker man ned i detaljerne omkring FBI’s efterforskning - som er blevet kortlagt i en 20 sider lang redegørelse af det amerikanske justitsministerium - må man dog konkludere, at efterforskningen som minimum forløb usædvanligt, potentielt problematisk, og ultimativt måske også ulovligt.

Flynns fyring

Flynn blev i februar 2017 fyret af Trump, fordi han havde løjet overfor vicepræsident Mike Pence.

Præsidenten har dog lige siden fastholdt, at Flynn er ”en god mand”, der ikke gjorde noget ulovligt. Trump bad også daværende FBI-chef James Comey om at droppe retsforfølgelsen af Flynn af samme årsag.

Dengang var der blandt præsidentens kritikere meget snak om, at præsidenten sandsynligvis havde blandet sig i en igangværende undersøgelse og burde afsættes.

Tre år senere står man tilbage med et forløb, hvor der bør stilles skarpt på forbundspolitiets håndtering og især James Comey. For her er, hvad vi nu ved.

Operation Crossfire Razor

FBI havde efterforsket Flynn i mere end fire måneder for et muligt samarbejde med russerne. Efterforskningen gik under kodenavnet 'Crossfire Razor'. I december 2016 var FBI nået til den konklusion, at der ikke var beviser for et samarbejde eller nye informationer, der berettigede til at fortsætte efterforskningen.

Flynn talte dog igen med den russiske ambassadør, Sergey Kislyak, i slutningen december 2016, og det blev vendepunktet, der kickstartede den ellers afsluttede efterforskning.

Hvorfor?

Fordi Flynn muligvis havde overtrådt en lov fra 1799 – The Logan Act – som ingen nogensinde er blevet dømt for i USA. Siden 1852 har man heller ikke tiltalt nogen for at have overtrådt The Logan Act, som forbyder privatpersoner at føre udenrigspolitik på USA's vegne.

At USA's kommende nationale sikkerhedsrådgiver som den allerførste skulle blive dømt for at passe sit arbejde, forekommer mildest talt usandsynligt.

Men det afholdt altså ikke FBI fra at forfølge det spor – godt ansporet af præsident Obamas rådgivere.

Den omstridte samtale

FBI havde udskrifterne af telefonsamtalerne mellem Flynn og Kislyak i forvejen og havde konkluderet, at der ikke var ”nogen indikationer” på, at Flynn havde delt fortrolige oplysninger.

Ligeledes var der bred enighed om, at der ikke var noget i samtalerne, der indikerede en sammensværgelse med russerne.

FBI-boss Comey mente dog, at antallet af samtaler var ”usædvanligt”.

Her må man spørge sig selv:

Er det ”usædvanligt”, at en kommende national sikkerhedsrådgiver taler meget med russerne en måned før et regeringsskifte og i en situation, hvor den siddende præsident lige har udvist 35 russiske diplomater som straf for russernes indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp?

Ikke spor. Særligt ikke hvis man tænker på, at Donald Trump havde ført valgkamp på at forbedre forholdet til Rusland.

Tværtimod var det ”logisk”, som en højtstående medarbejder i justitsministeriet formulerede det dengang.

Her er til gengæld noget, der faktisk er ulovligt: At lække fortrolige informationer om Flynns samtale med Kislyak til medierne, hvilket tilfældigvis skete i ugen op til Trumps indsættelse.

Uheldigt, men ikke tilfældigt

Her er ligeledes noget, der faktisk er usædvanligt.

Efterforskningen forsatte, men James Comey ville ikke dele forbundspolitiets informationer med hverken justitsministeriet eller den nye Trump-administration.

Den stedfortrædende justitsminister Sally Yates hørte om den fortsatte efterforskning af Flynn og samtalerne med den russiske ambassadør første gang under et møde i Det Hvide Hus 5. januar og var ”paf”.

Tre uger senere fik Yates nok og ringede til Comey 24. januar – Trump var på det tidspunkt blevet indsat som ny præsident – for at kræve, at FBI-chefen orienterede den nye præsident og hans administration.

Det opkald vendte Comey dog først tilbage på, efter at han allerede havde sendt forbundspolitiet af sted for at afhøre Flynn.

Det lyder uheldigt, men var faktisk ikke spor tilfældigt.

Et bureaukratisk bagholdsangreb

Som det fremgår af justitsministeriets redegørelse, havde Comey dagen inden besluttet, at FBI skulle afhøre Flynn, og at hverken Trumps Hvide Hus eller justitsministeriet skulle orienteres.

Reaktionen i justitsministeriet – som FBI normalt koordinerer sådan en fremgangsmåde tæt med – varierede ifølge justitsministeriets redegørelse fra ”lamslået” til ”rasende”.

Under interviewet blev Flynn ikke på noget tidspunkt præsenteret for udskriften af samtalen med den russiske ambassadør. En samtale som den russiske ambassadør i øvrigt havde anmodet om dagen før i kølvandet på Obamas sanktioner.

Da Flynn heller ikke blev anbefalet at have en advokat til stede og heller ikke på noget tidspunkt under interviewet blev gjort opmærksom på, at en løgn om samtalernes indhold ville udgøre en kriminel handling, betragtede Flynn tilsyneladende FBI-agenterne som ”allierede”, som det fremgår af justitsministeriets redegørelse.

I stedet for blev Flynn efter alt at dømme udsat for et bureaukratisk bagholdsangreb.

Omdiskuterede usandheder

Under interviewet kom Flynn med en række uklare svar, og forbundspolitiets udsendte agenter var usikre på, hvorvidt Flynn faktisk havde løjet under samtalen.

Også Comey var i tvivl og vidnede efterfølgende gentagne gange under ed foran Kongressen, at det ikke var efterforskernes indtryk, at Flynn havde løjet overfor dem.

Alligevel var det dét, som den særlige anklager Robert Mueller 30. november 2017 tiltalte Flynn for: To falske udsagn til FBI om indholdet af samtalerne med den russiske ambassadør.

Michael Flynn erklærede sig skyldig, men trak skyldserklæringen tilbage 24. januar 2020. På det tidspunkt havde Flynn ifølge medierapporter oparbejdet omkring fem millioner dollar i advokatgæld og havde sat sit hus til salg.

Flynn forklarede kovendingen med det pres, som han og hans familie var blevet sat under af Robert Mueller. Den særlige anklager havde blandt andet truet Flynn med at sigte hans søn i en anden sammenhæng, hvis han ikke samarbejdede med den særlige anklager.

Et farceagtigt forløb

Bundlinjen er, at hvis Michael Flynn ikke havde talt usandt, havde der ikke været nogen sag.

Man skal dog ikke tro på Trumps konspiration om ”Obamagate" (at forgængeren ville have ham ned med nakken) , den angiveligt største politiske forbrydelse nogensinde, som ikke engang Trumps justitsminister ønsker at blive associeret med.

Det er dog åbenlyst, at forbundspolitiets efterforskning af Michael Flynn ikke er foregået efter bogen, men har været en farce.

Det gav man faktisk tydeligt udtryk for i Barack Obamas justitsministerium – og mon ikke man havde delt den opfattelse i Donald Trumps Hvide Hus, hvis man faktisk var blevet orienteret af FBI undervejs?

Langt fra slut

Flynn-sagaen langt fra afsluttet.

Hverken i domstolene, som skal forholde sig til, hvorvidt anklagerne mod Flynn rent faktisk frafalder.

Eller i den politiske arena, hvor præsidenten med statsgaranti vil italesætte, hvad der unægtelig ligner en unfair behandling af Michael Flynn fra FBI, og om nødvendigt nok vil benåde Flynn, hvis den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver mod forventning ender med at blive dømt alligevel.