Udland

Nye demonstrationer i Hongkong - regering vil indføre omstridt lov

Den politiske leder i Hongkong, Carrie Lam, støtter den kinesiske regerings forslag om ny sikkerhedslov.

Hongkongs regering er klar til "så hurtigt som muligt" at indføre en ny sikkerhedslov, der er blevet foreslået af den kinesiske regering.

Det siger Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hun understreger, at loven ikke vil påvirke Hongkongs uafhængighed eller dets retssystem.

Udkastet til den nye lov har dog fået mange til at fare i flint. Prodemokratiske kræfter frygter, at den vil underminere Hongkongs frihedsrettigheder og position som internationalt finanscentrum.

Da myndighederne i 2003 forsøgte at indføre en lignende lovgivning, blev det mødt med protester fra flere hundredetusinde mennesker. Og der er da også allerede demonstranter på gaden fredag.

I Hongkong siger den prodemokratiske politiker Tanya Chan, at Kina "viser nul respekt for borgerne i Hongkong" ved at forsøge at få loven igennem uden at have konsulteret med dem.

Magten går til Kina

Ifølge et udkast til sikkerhedsloven, som Reuters er kommet i besiddelse af, så vil kineserne give magten til at lave den lovgivning for Hongkong, som skal forebygge og straffe det, loven udpeger som terrorisme, separatisme og indblanding fra udenlandske magter "eller enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed".

I det samme udkast kan man læse, at den skal implementeres hurtigst muligt under Hongkongs "mini-forfatning", den såkaldte Basic Law.

Det var under Basic Law, at Hongkong i 1997 overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig administrativ region i Kina.

Ventes godkendt med et gummistempel

Sikkerhedsloven ventes at blive fremlagt under den årlige samling for den kinesiske folkekongres (NPC), som gik i gang natten til fredag dansk tid.

NPC er ifølge forfatningen fra 1982 Kinas mest magtfulde organ. Ulig den traditionelle opfattelse af et parlament er NPC ikke direkte folkevalgt.

I realiteten fungerer den ofte som et gummistempel for beslutninger truffet af dens stående udvalg, partiets centralkomité og præsidenten.

Størsteparten af de 2970 delegerede i Den Nationale Folkekongres er medlemmer af det kinesiske kommunistparti. De er udpeget af regionale folkekongresser rundt om i landet samt af de væbnede styrker.