USA valg 2020

Biden i modvind efter kommentar om sorte

Man må håbe, at hans rådgivere bliver godt betalt, for der er godt nok meget at rydde op efter, siger USA-analytiker.

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kom fredag i modvind efter et interview med den afroamerikanske radiovært Charlamagne Tha God.

Mod slutningen af interviewet brød en af Bidens assistenter ind og sagde, at de var nødt til at runde af, og Charlamagne bad præsidentkandidaten komme til New York for at svare på yderligere spørgsmål.

Til det svarede Joe Biden, at hvis han havde flere spørgsmål, så var svaret følgende:

- Hvis man har et problem med at finde ud af, hvorvidt man støtter mig eller Trump, så er man ikke sort.

Ved valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump stemte 1,3 millioner sorte vælgere på sidstnævnte, fortæller TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster. Derfor burde Joe Biden overveje at klappe i:

- Man må håbe, at hans rådgivere bliver godt betalt, for der er godt nok meget at rydde op efter. Ligeledes gør man næppe Joe Biden fortræd ved at pointere, at jo mere han går i flyverskjul i den kælder i Delaware, jo bedre er det nok for hans muligheder for at slå Trump, siger analytikeren med henvisning til, at Biden under coronaepidemien har udsendt videoer fra sit hjem.

Har undskyldt for udtalelse

Joe Biden har siden sin udtalelse fredag morgen amerikansk tid sagt undskyld, skriver nyhedsbureauet AP.

Det skete under en samtale med den afroamerikanske interesseorganisation U.S. Black Chamber of Commerce.

Her sagde præsidentkandidaten, at han ikke skulle have været så tankeløs.

- Ingen skal stemme på noget som helst parti på grund af race, religion eller baggrund, sagde han.

Joe Biden skal passe meget på med sine udtalelser, hvis han vil fastholde sin parole om, at han er det stærke lederalternativ til Trump, mener Mirco Reimer-Elster:

- For en mand, der slår sig op på sine kompetencer og på at være en sikker styrmand i tumultariske tider, er det selvsagt mildest talt paradoksalt og potentielt problematisk, hvis man vrøvler så meget, som Joe Biden gør.

Lyn-analyse

Det er værd at huske, at Biden optræder i et talkshow, som særligt bliver set af unge med minoritetsbaggrund. Det var næppe tilfældigt, fordi det er lige præcis det segment af de demokratiske kernevælgere, som Biden havde så svært ved at mobilisere i primærvalgene. Bidens bedste kort er, at han ikke er en lige så polariserende og upopulær skikkelse som Hillary Clinton, og at Biden modsat Clinton i 2016 for nuværende vinder den afgørende del af vælgerkorpset, der hverken kan lide ham eller Trump. Men når alt det er sagt, så er det selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at vi har en valgkamp mellem to politikere i Trump og Biden, hvor begge lejre i bund og grund godt ved, at de burde holde sig til det gamle ordsprog om, at tale er sølv, men tavshed er guld.

Afroamerikansk senator er rasende

Senator fra delstaten South Carolina Tim Scott repræsenterer Det Republikanske Parti. Han er også afroamerikaner – den eneste sorte republikanske senator – og føler sig mildest talt stødt over Joe Bidens kommentarer.

I et interview med den Trump-venlige tv-kanal Fox News siger han, at Joe Bidens kommentar er det mest arrogante og nedladende, han har hørt i lang tid.

På Twitter skriver han ligeledes, at han mener præsidentkandidatens kommentar er udtryk for, at demokraterne i virkeligheden er ligeglade USA’s afroamerikanske minoritetssamfund.

Også vælgergruppen Black Voices for Trump, der arbejder for Trumps genvalgskampagne, har udtalt, at Joe Biden ikke fortjener sorte vælgeres stemmer.

- I dag har han endnu engang bevist, hvad et stigende antal sorte amerikanere altid har vidst: Joe Biden fortjener ikke vores stemmer.

Flere medier, herunder AP, har pointeret, at det er hyklerisk, at republikanere bliver vrede over udtalelsen, når Donald Trump har lavet lignende udtalelser i hobetal.

Han har blandt andet sagt til nogle sorte demokratiske senatorer, at de kan ”tage hjem, hvor de kommer fra”, og at han ikke vil have så mange migranter fra "lortelande".

Ser man på målingerne, er Joe Biden ikke meget mere populær end Donald Trump. Men han står trods alt stadig stærkt - hvilket dog ikke nødvendigvis er hans egen fortjeneste, mener Mirco Reimer-Elster.

- Bidens stærkeste kort er fortsat, at han ikke er Trump, siger han.