Udland

Forskere trawlede Atlanterhavet med fintmasket net, og deres fund var foruroligende

De britiske forskere brugte meget fintmaskede ned til at undersøge mængden af mikroskopiske stykker plastik i havet. Plymouth Marine Laboratory

I flere af verdens have kan der være mere mikroplastik end levende dyreplankton i vandet, viser ny forskning.

Bittesmå plastikfibre fra vores tøj, tekstiler og tovværk flyder rundt i verdenshavene i så store mængder, at der flere steder er mere mikroplastik i havet, end der er dyreplankton - som er en af de talrigeste arter på kloden.

Det viser et videnskabeligt studie, der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Environmental Pollution.

Den anslåede koncentration af mikroplastik i havet kan i øjeblikket være voldsomt undervurderet

Pennie Lindeque, professor i marinebiologi

Studiet er gennemført af marinelaboratoriet i den britiske by Plymouth, hvor et hold forskere har brugt net til at finde mikroplastik i havvanddet.

I modsætning til tidligere undersøgelser har videnskabsfolkene brugt meget fintmaskede net, hvor hullerne kun var 0,1 millimeter store.

Deres fund var nedslående. Koncentrationen af mikroplastik overgår 3.700 partikler per kubikmeter.

- Det er langt mere end antallet af zooplankton, man ville finde, siger Pennie Lindeque, der er professor i marinebiologi ved Plymouth Marine Laboratory, i en presssemeddelelse.

Zooplankton - eller dyreplankton - er mikroskopiske smådyr som vandlopper og lyskrebs, der lever i alle verdenshavene. Der er normalt mellem 1.000 og 10.000 af dem i en kubikmeter havvand, alt efter hvilket havområde der er tale om.

Så meget kan der være

Pennie Lindeque og hendes kolleger har søgt efter mikroplastik i havet ud for Plymouth i det sydvestlige England og ud for den amerikanske stat Maine.

Forskerne fra Storbritannien anslår, at de to havområder er repræsentative for have langs befolkede kyster, og derfor er fundet af de store mængder plastik ekstra deprimerende.

- Den anslåede koncentration af mikroplastik i havet kan i øjeblikket være voldsomt undervurderet, siger Pennie Lindeque til den britiske avis The Guardian.

Hidtil har forskerne anslået, at der er mellem fem og 50 billioner stykker mikroplastik i havene, men hvis Plymouth-forskerne har ret, er der mellem 12,5 og 125 billioner stykker.

De små tråde nedbrydes ikke - eller kun meget langsomt - i havet.

Og Pennie Lindeque frygter, at der er endnu mindre partikler og fibre, der er sluppet igennem hendes net, så mængden af mikroplastik i havet kan være endnu større end hendes fund.

Derfor er det til fare

De bittesmå stykker plastik udgør en fare for miljøet, fordi de skader forplantningsevnen, væksten og overlevelsesmulighederne hos de små zooplankton, der udgør bunden af fødekæden i havet.

Zooplankton kan finde på at spise plastikstykkerne, og fordi de andre dyr lever af plankton, kommer der plastik ind i kroppene på dem også.

De britiske forskere har også beskrevet, hvilken slags plastik det så er, der flyder rundt i havet.

I Den Engelske Kanal var 22 procent af det plastik, forskerne fandt, biopolymerer - altså biologisk nedbrydeligt plastik.

På trods af det miljøvenlige navn nedbrydes bioplastik ikke i havet - det sker kun under kontrollerede forhold, men det lader til, at biopolymerer går i mikroskopiske stykker i vandet.

Ud for den amerikanske kyst var en tredjedel plastikstykkerne lavet af biopolymerer.

Derudover fandt forskerne rester af bildæk, polyesterfibre fra tekstiler, viskose fra tekstiler, polyetylen fra blandt andet plastflasker og polypropylen, der bruges til at lave reb og fiskenet af.