Bill Gates forsøgte at hjælpe verden - i stedet blev han superskurk på nettet

Rigmanden Bill Gates har brugt 341 milliarder kroner på velgørenhed, men på de sociale medier sammenlignes han med Hitler. Hvordan kom det dertil?

Det begyndte i svin.

Dyrene så sunde ud, men den nye coronavirus spredte sig i svinestierne, og til sidst fandt den vej ned i bøndernes lunger.

I årtier har Gates arbejdet med planer for affolkning og diktatorisk kontrol

Sara Cunial, parlamentsmedlem (løsgænger), Italien

Nogle af dem havde kun lette symptomer, andre fik svær lungebetændelse og døde.

Virussen fortsatte med at sprede sig fra gårde i Brasilien. Fly blev aflyst, og samfund lukkede ned, men lige lidt hjalp det, og på bare få måneder havde sygdommen ramt hele verden med 65 millioner dødsfald til følge.

I teorien altså. For det var bare en simulation, der skulle teste, hvordan en pandemi ville ramme verden.

Simulationen, Event 201, blev gennemført på et universitet i New York den 17. oktober 2019, inden nogen anede, hvad 2020 ville bringe.

Arrangementet var til dels finansieret af rigmanden Bill Gates, der har brugt milliarder af dollars på at forebygge sygdomme og flere gange advaret mod, at verden stod foran en pandemi.

- Hvad angår biologiske trusler, så bliver det ikke taget alvorligt. Verden må forberede sig på pandemier på samme alvorlige måde, som man forbereder sig på krig, sagde Bill Gates for eksempel under en paneldebat i 2018.

Men Event 201 og alle advarslerne har ikke kun ført til hyldest af Bill Gates som en forudseende filantrop.

Tværtimod.

500.000 underskrifter

Lad os skrue tiden frem til den 14. maj 2020.

På talerstolen i det italienske parlament afleverede politikeren Sara Cunial et budskab til sine landsmænd midt i coronakrisen.

- I årtier har Gates arbejdet med planer for affolkning og diktatorisk kontrol over global politik med det sigte at få førsteret over landbrug, teknologi og energi, sagde det italienske parlamentsmedlem.

- Kære præsident Conte, næste gang du modtager et telefonopkald fra velgøreren Bill Gates, så stil det direkte videre til den internationale domstol for forbrydelser mod menneskeheden, fortsatte Sara Cunial.

En måned tidligere var der blevet oprettet et borgerforslag hos de amerikanske myndigheder.

Vi kræver en efterforskning af Bill og Melinda Gates Fond

Borgerforslag med 500.000 underskrifter på Det Hvide Hus' hjemmeside

Forslaget, der stadig findes på Det Hvide Hus' hjemmeside, lyder således:

- Vi kræver en efterforskning af Bill og Melinda Gates Fond for medicinsk fejlbehandling og forbrydelser mod menneskeheden.

Den 10. maj havde forslaget samlet de 500.000 underskrifter, der er nødvendige for, at Det Hvide Hus skal reagere.

Hvad skete der?

Hvordan kan den mand, der forudså pandemien, og som har brugt, hvad der svarer til mindst 341 milliarder danske kroner på at fremme sundhed i verden, pludselig være en superskurk i så mange menneskers øjne?

Bill Gates er nok mest kendt for sin tid som chef for softwaregiganten Microsoft, der skabte hans formue, som i dag tæller, hvad der svarer til cirka 725 milliarder danske kroner.

I dag ejer han kun én procent af selskabet, og i april 2020 forlod han bestyrelsen i Microsoft for at bruge al sin tid på at arbejde for velgørenhed.

Modstanden går langt tilbage

Nu kunne man måske tro, at det er svært at have noget imod velgørende arbejde, men sådan er det ikke, når det udføres af Bill Gates.

Vi må gøre dette til vaccinationernes årti

Bill Gates i 2010

Modstanden begyndte allerede i 2010, hvor rigmanden via sin fond donerede 10 milliarder dollars til Verdenssundhedsorganisationen WHO.

- Vi må gøre dette til vaccinationernes årti, sagde Bill Gates, da han offentliggjorde donationen under et besøg hos Verdens Økonomiske Forum i den schweiziske alpeby Davos.

I den pressemeddelelse, der ledsagede pengene, stod der, at de skulle bruges til at vaccinere børn i udviklingslande.

- Vores model viser, at vi kan forebygge dødsfald for cirka 7,6 millioner børn under fem år fra 2010 til 2019, stod der i pressemeddelelsen.

Og så gik Bill og Melinda Gates fond ellers i gang med at udføre vaccinationsprogrammer i lande som Sydafrika, Nigeria, Zambia og Kenya.

I 2017 skrev avisen The Guardian, at vaccinationsprogrammerne på det tidspunkt havde været med til at redde 122 millioner liv.

Projektet kørte af sporet

Men Afrika kan være en kompliceret affære - også for en af verdens rigeste mænd.

Et af de første projekter, som Bill Gates støttede allerede 00'erne, var nemlig indsprøjtning af præventionsmidlet Depo-Provera til fattige kvinder, som dermed kunne undgå uønskede graviditeter.

Det var et videnskabeligt eksperiment, der skulle reducere befolkningen

Kwame Fosu, advokat

Depo-Provera virker groft sagt på samme måde som p-piller, men man kan nøjes med en indsprøjtning hver tredje måned.

Prævention er et kontroversielt emne i flere afrikanske lande, og Bill Gates' projekt løb ind i vanskeligheder i den afsides Navrongo-region i Ghana.

Det var i 2010, da en af de ansatte ved præventionsprogrammet, en kvinde ved navn Yaa Bosumtwi, pludselig kom med den overraskende beskyldning, at områdets kvinder fik injektioner med Depo-Provera uden at vide det, og at det skete som del af et eksperiment mod overbefolkning.

Yaa Bosumtwi havde tidligere været på kant med sin arbejdsgiver og sagsøgt præventionsprogrammet for 50 millioner dollars, fordi hendes kontrakt ikke var blevet fornyet, så hun havde et klart motiv til at gå til angreb.

Fyringen kom efter længere tids uenighed mellem Yaa Bosumtwi og hendes chef, James Phillips, der er professor i demografi, skriver magasinet Pacific Standard, som har talt med sagens hovedpersoner.

Sagsanlægget på de 50 millioner dollars blev afvist, ligesom de lokale myndigheder og sundhedspersonalet i regionen afviste beskyldningerne, men historien om et muligt eksperiment mod overbefolkning var for god til, at aviserne i Ghana kunne lade den ligge.

Eksperimentet der ikke fandt sted

Den medieskabte skandale var så stor, at medarbejderne i præventionsprogrammet måtte flygte til nabolandet Burkina Faso, og James Phillips fortæller til Pacific Standard, at han blev ringet op af en person, der affyrede et skydevåben, da telefonen blev taget.

Men ikke nok med det.

Den fyrede Yaa Bosumtwi havde uddannet sig i USA og fået et barn med en advokat, der kom hende til undsætning.

Advokaten, Kwame Fosu, var med i ledelsen hos den kristne organisation Rebecca Project, der blandt andet fører kampagner mod abort, og i 2011 var han pennefører på en rapport, der satte Bill Gates i forbindelse med forbrydelser mod menneskeheden.

- I Navrongo-eksperimentet gav forskere angiveligt tusindvis af uuddannede og fattige ghanesiske kvinder Pfizers præventionsmiddel Depo-Provera og uddelte andre uidentificerede orale præventionsmidler ved et videnskabeligt eksperiment, der skulle reducere befolkningen og modificere sundhedssystemet, skrev Kwame Fosu.

Han sammenlignede desuden projektet med nazisternes eksperimenter i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig.

Da den øvrige ledelse hos Rebecca Project fandt ud af, at Kwame Fosu havde personlige interesser i sagen, forsøgte de først at få ham til at skrive rapporten om. Da han nægtede, forlod en stor del af medlemmerne organisationen i protest, skriver Pacific Standard.

Og så kunne Kwame Fosu fortsætte med at sprede udokumenterede historier om forsøg på mennesker i Afrika og Bill Gates' angivelige finansiering af dem.

I konflkt med Kennedy

Men tilbuddet om billig prævention til afrikanske kvinder var ikke det eneste af Bill Gates projekter, der skulle vise sig at møde uventet modstand.

De vaccinationer, der formentlig har reddet millioner af liv, er nemlig også kontroversielle i visse kredse.

Blandt andet hos Robert F. Kennedy, der er nevø til den myrdede præsident John F. Kennedy (1917-1963).

Han hævder for eksempel, at vaccine mod mæslinger kan medføre autisme hos børn, selvom både de amerikanske myndigheder og et enormt dansk studie af 657.461 børn konkluderer, at det ikke er sandt.

Resten af Kennedy-familien tager i øvrigt også offentligt afstand til Robert F. Kennedys holdninger.

Alligevel har hans påstande fundet vej til USA's præsident Donald Trump.

Før han blev præsident, tweetede Trump faktisk en hel del om vacciner og autisme.

Og efter han blev præsident, har Donald Trump holdt møder med Robert F. Kennedy Jr. og diskuteret vacciner og autisme i Det Hvide Hus, selvom hele den etablerede videnskab altså afviser, at der er en sammenhæng mellem de to ting.

Vildfarelsen omkring autisme og vacciner stammer fra en artikel i lægetidsskriftet The Lancet i 1998, hvor en forsker undersøgte 12 børn og mente at se en sammenhæng mellem MFR-vaccine og autisme.

Men tidsskriftet valgte at række artiklen tilbage, da det viste sig, at forskeren havde udvalgt børnene, så de kunne understøtte hans konklusioner, og den britiske lægeforening stemplede ham som "uærlig, uansvarlig og ligeglad med børns smerter og lidelser".

496.000 lammede børn, som ingen har set

Robert F. Kennedy accepterer dog ikke videnskabens forklaringer.

Han er imod så godt som alle vacciner og ønsker at vinde andre for sin sag. For eksempel var han den person i verden, der brugte flest penge på Facebook-reklamer mod vacciner i 2019 - ifølge en opgørelse fra mediet Ars Technica.

Og det er her Bill Gates kommer ind i billedet. Robert F. Kennedy kan nemlig ikke lide hans vaccinationsprogrammer.

- For Bill Gates er vacciner strategisk velgørenhed, der nærer hans mange vaccine-relaterede forretninger, og giver ham diktatorisk kontrol over den globale sundhedspolitik, skriver Robert F. Kennedy for eksempel på sociale medier.

Han beskylder blandt andet Bill Gates for at have forårsaget lammelser hos 496.000 børn i Indien, fordi rigmanden betalte for deres poliovacciner.

Det er sandt, at poliovaccine i sjældne tilfælde kan give lammelser, og Verdenssundhedsorganisationen WHO holder også styr på, hvor ofte det sker. Ifølge WHO var der 17 tilfælde af vaccinerelaterede lammelser i Indien mellem 2000 og 2017.

Citat florer stadig

En anden beskyldning mod Bill Gates, der deles af Robert F. Kennedys tilhængere, går ud på, at rigmanden under et foredrag i 2010 skulle have argumenteret for at sænke befolkningstallet på jorden med vacciner.

- I dag er der 6,8 milliarder mennesker i verden. Det er på vej mod ni milliarder. Hvis vi nu gør et rigtig godt stykke arbejde med nye vacciner, sundhedspleje og omsorg i forhold til reproduktion, kan vi måske sænke det med 10 til 15 procent, sagde Bill Gates under foredraget.

Hvis man hører citatet ude af sammenhæng, lyder det som om, at Bill Gates mente, antallet af mennesker på kloden skulle sænkes med 10 til 15 procent.

Men bruger man tid på at få hele sammenhængen med, viser det sig, at Bill Gates ønskede at reducere befolkningstilvæksten - ikke befolkningstallet her og nu.

I et interview med Forbes Magazine har han for eksempel beskrevet, hvordan han håber, at en lavere børnedødelighed vil få fødselsraten i de fattigste lande til at falde.

- De fleste forældre vælger ikke at få otte børn, fordi de vil have store familier. Det viser sig, at de gør det, fordi de ved, at mange af deres børn vil dø, sagde han til magasinet.

Det fordrejede citat om befolkningsreduktionen florerer dog stadig.

Striden om vacciner har stået på i årevis, men angrebene på Bill Gates er dog taget voldsomt til i styrke i løbet af de seneste måneder.

Konflikten med Trump

Især midt i april, hvor en opgørelse i New York Times fandt frem til, at negative opslag om Bill Gates var den mest udbredte form for misinformation under corona-pandemien.

Opgørelsen fandt mere end 16.000 opslag om Bill Gates og coronavirus, og opslagene havde fået næsten 900.000 likes. Det var den 17. april.

To dage forinden havde Bill Gates offentligt kritiseret Donald Trump på Twitter.

Præsidenten truede med at trække USA ud af WHO, og det mente rigmanden var en rigtig dårlig idé midt under en pandemi.

Han havde også tidligere været kritisk og påtalt den amerikanske regerings langsommelige indsats mod sygdommen.

- Der er ingen tvivl om, at USA missede muligheden for at komme foran i forhold til den nye coronavirus, skrev Bill Gates i Washington Post den 31. marts.

Og så blev han mål for den amerikanske højrefløj.

Her bliver han for eksempel kritiseret af Laura Ingraham, der vært på tv-kanalen Fox News.

Her sammenligner en gruppe Trump-tilhængere Bill Gates med Hitler.

Og det blev ikke bedre af, at russerne blandede sig.

En hilsen fra Moskva

Ifølge en rapport fra den amerikanske efterretningstjeneste, som Washington Post har set, var russerne allerede i gang med at sprede forskellige konspirationsteorier i begyndelsen af marts - blandet andet én om, at coronavirus var skabt af Bill Gates.

Den russiske indsats på to millioner tweets var, ifølge Lea Gabrielle fra USA's udenrigsministerium, sat værk for at “drage fordel af en sundhedskrise, hvor folk er skræmte over hele verden, så russerne kan fremme deres egen agenda".

En rapport fra EU kom til samme konklusion.

Bill Gates blev også dæmoniseret på russisk stats-tv.

For eksempel i en udsendelse den 24. april, hvor han blev beskyldt for at stå bag pandemien, fordi han ifølge russerne vil reducere befolkningstallet på planeten.

Moskvas engelsksprogede tv-kanal, RT, rapporterede også flittigt om det italienske parlamentsmedlem Sara Cunial, der vil have Bill Gates anholdt.

Her hører det med til historien, at Sara Cunial er blevet suspenderet fra sit parti, Femstjernebevægelsen, fordi hun sammenligner vaccination og folkemord. Hun repræsenterer kun sig selv i det italienske parlament.

En helt forkert forudsigelse

Bill Gates selv har ikke gjort ret meget for at forsvare sig mod angrebene.

I stedet har han fokuseret sit arbejde på at bekæmpe den pandemi, han forsøgte at forberede verden på ved Event 201 i efteråret 2019.

Selv om Bill Gates i grove træk forudså corona-pandemien, har han dog ikke altid ramt rigtigt med sine bud på fremtiden.

I 1995 blev han for eksempel spurgt, om opdigtede nyheder ikke kunne blive et problem på internettet.

- Ikke ret længe, lød svaret.