Coronavirus

Anerkendt valgmodel spår historisk nederlag til Trump - analytiker er stærkt tvivlende

(Arkiv) Donald Trump sammen med tidligere præsident Barack Obama og vicepræsident Joe Biden.  Paul J. Richards / Ritzau Scanpix

Men TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, mener dog ikke, at der er en jordisk chance for, valgmodellen får ret.

USA står i den største økonomiske krise siden Depressionen i 1930’erne.

Og det kommer til at koste Donald Trump valget i november mod demokraten Joe Biden, viser en anerkendt valgmodel fra Oxford Economics, der ikke har taget fejl siden 1976. Det skriver flere store amerikanske medier som CNN og NBC.

Faktisk ser Trump ud til at få en decideret vælgerlussing og står ifølge modellen kun til 35 procent af det samlede antal stemmer.

Skeptisk ekspert, meget skeptisk

TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, er dog langt fra overbevist.

- Man skal spise meget brød til den her model. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at den ikke er fem potter pis værd til at forstå slagets gang i 2020.

Jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Donald Trump får mere end 35 procent af stemmerne på landsplan

Mirco Reimer-Elster

Historisk har økonomien været en afgørende faktor i amerikanske valg, hvilket er dårligt nyt for Donald Trump. Men valget i år handler om meget mere end penge, siger Mirco Reimer-Elster.

- Hvis man udelukkende bygger en prognose på økonomiske faktorer, ignorerer man den måske vigtigste faktor, som er den afgrundsdybe polarisering, der definerer amerikansk politik i disse år.

Næsten 39 millioner arbejdsløse

Detailhandlen kollapsede i april, og hver uge melder millioner af amerikanere sig fortsat ledige – senest lød antallet af nye arbejdsløse på 2,4 millioner.

Det samlede antal af arbejdsløse er nu på 38,6 millioner personer – næsten en fjerdedel af hele USA’s arbejdsstyrke.

Og det er uomtvisteligt en kæmpe udfordring for den siddende præsident at være den mest populære kandidat i en sådan situation. Men at præsidenten kun skulle få 35 procent af stemmerne er ifølge Mirco Reimer-Elster slet ikke en mulighed.

- Jeg vil vædde nærmest hvad som helst på, at Donald Trump får mere end 35 procent af stemmerne på landsplan, siger han og fortsætter:

- Du skal tilbage til præsidentvalget i 1992 (George H.W. Bush, red.) for at finde et præsidentvalg, hvor en siddende præsident fik under 40 procent opbakning på landsplan og 100 år tilbage til præsidentvalget i 1920 (James Cox, red.) for at finde en præsidentkandidat, der fik under 35 procent af stemmerne.

Oxford Economics har dog også selv taget højde for usikkerheden i årets valgmodel, da man aldrig før har lavet en lignende model under en pandemi af denne størrelse.