Coronavirus

Trump truer med permanent at trække støtte til WHO

WHO skal forbedre sig inden for 30 dage, lyder det fra USA's præsident.

USA's præsident, Donald Trump, truer med permanent at stoppe den amerikanske finansiering af Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det sker, medmindre der bliver foretaget "markante forbedringer" i løbet af de kommende 30 dage.

Det skriver Trump på Twitter.

Præsidenten har på det sociale medie udgivet brevet, som han har sendt til WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

- Det er tydeligt, at de gentagne fejltagelser fra dig og din organisation i forhold til at reagere på pandemien har været ekstremt dyre for verden. Den eneste vej frem for Verdenssundhedsorganisationen er, hvis den rent faktisk kan demonstrere uafhængighed fra Kina, lyder det blandt andet fra Trump.

Præsidenten tilføjer, at hans regering allerede har indledt diskussioner med WHO om, hvordan organisationen kan reformeres.

- Men der er brug for handling hurtigt. VI har ingen tid at spilde, skriver Trump.

USA's præsident, Donald Trump, truer med permanent at stoppe den amerikanske finansiering af Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det sker, medmindre der bliver foretaget "markante forbedringer" i løbet af de kommende 30 dage.

USA passerer halvanden million coronasmittede

Beskeden fra USA kommer samme dag, som antallet af coronarelaterede dødsfald i landet har passeret 90.000, og antallet af smittetilfælde når 1,5 millioner. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University. Det sker præcis tre uger efter, at USA havde registreret én million smittetilfælde.

Allerede i april trak Trump midlertidigt den amerikanske støtte til WHO. I den forbindelse sagde præsidenten, at USA årligt bidrager med 400 til 500 millioner dollars til WHO - og at Kinas bidrag lyder på omkring 40 millioner dollars.

USA er ikke alene om at kritisere WHO. Japans vicepremierminister, Taro Aso, har tidligere været fremme med kritik af organisationen.

- Hvis ikke WHO i starten havde insisteret på, at der ikke var tale om en epidemi af lungebetændelse i Kina, så kunne hele verden have taget sine forholdsregler, sagde han ifølge magasinet New Statesman.

Den seneste tilgængelige overførsel viser ifølge nyhedsbureauet NTB, at USA giver 116 millioner dollar til WHO i perioden fra 2020 til 2021. Dertil kommer støtte til forskellige projekter for mellem 100 millioner og 400 millioner dollar om året.