Coronavirus

Merkel og Macron klar med 500 milliarder euro til hårdt ramte lande

EU-Kommissionens formand bifalder et forslag fra Tyskland og Frankrig.

Tyskland og Frankring foreslår nu en genopretningsfond på 500 milliarder euro for at kunne give tilskud til de lande og områder i EU, der er hårdest ramt af coronapandemien.

Det oplyser den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron, efter et videomøde mandag aften.

Fonden skal delvist finansieres gennem lån, som EU-Kommissionen optager, hvis medlemslandene accepterer det. Pengene gives ikke som lån, men skal betales tilbage gennem EU's budget.

- Det er helt sikkert, at disse 500 milliarder euro ikke skal betales tilbage af modtagerne, siger Emmanuel Macron ifølge Ritzau på et pressemøde.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, byder "det konstruktive forslag" velkommen.

- Det anerkender omfanget og størrelsen af den økonomiske udfordring, Europa står over for, siger hun i en skriftlig udtalelse.

Kommissionen arbejder på sin egen plan, som den ventes at præsentere 27. maj.

- Det her går i samme retning som det forslag, kommissionen arbejder på, og som også vil tage alle medlemslandenes og Europa-Parlamentets synspunkter i betragtning, siger Ursula von der Leyen.