Coronavirus

Borgmester i Brasiliens største by advarer: Hospitaler nærmer sig et kollaps

Jair Bolsonaro løfter en lille pige op i Brasilia søndag. Joédson Alves / Ritzau Scanpix

Brasilien er nu det land i verden med fjerdeflest corona-smittede. Imens fortsætter præsident Bolsonaro med at trodse reglerne om social afstand.

Sundhedssystemet i Brasiliens største by, São Paulo, risikerer at kollapse, hvis udviklingen af coronasmitte fortsætter med at vokse med den nuværende hast.

Sådan lyder advarslen nu fra borgmesteren i byen, Bruno Covas, skriver BBC.

Ifølge borgmesteren har byens offentlige hospitaler nået 90 procent af kapaciteten og vil løbe tør for plads indenfor de næste to uger.

São Paulos guvernør Joao Doria (tv.) og borgmester Bruno Covas (th.) på besøg på et felthospital på Pacaembu Stadion 27. marts.

Opråbet fra Bruno Covas kom søndag - dagen efter, at Brasilien overtog den triste placering som det land i verden med fjerdeflest antal smittede. Over 241.000 er registreret smittet med coronavirus i Sydamerikas største nation. Heraf er 7938 nye tilfælde registreret inden for de sidste 24 timer - 485 er døde med covid-19 indenfor det seneste døgn.

Det samlede dødstal i landet er 16.118, hvilket placerer Brasilien på en sjetteplads over nationer med flest dødsfald ifølge Johns Hopkins University.

Coronapatienter på et felthospital i Guarulhos, Sao Paulo 12. maj.

- Vil vi teste grænserne?

Samtidig advarer sundhedseksperter i Brasilien imod, at antallet af smittede kan være langt højere på grund af manglende testkapacitet. I sidste uge estimerede et videnskabeligt studie, at smittetallet kan være 15 gange højere end de officielle tal.

Millionbyen São Paulo er en af de hårdest ramte områder i landet - op mod 3000 personer er ifølge BBC døde med virussen, og ifølge CNN er der registreret 38.605 tilfælde, hvilket betyder, at São Paulo står for omkring 16 procent af landets smittetilfælde.

Protester mod coronarestriktioner og støtte til præsident Jair Bolsonaro i São Paulo søndag.

- Vi er nødt til at beslutte, om vi vil teste grænserne, eller om vi vil være forsigtige og opretholde social isolering i den tid, det kræver, så sundhedssystemet ikke kollapser. Vi er tættere på, end vi ønsker at være, advarer borgmesteren ifølge CNN.

Han opfordrer derfor borgerne til at overholde den sociale afstand, som kan forhindre yderligere smitte.

Kirkegården Vila Formosa i São Paulo 13. maj, hvor der gøres klar til flere døde.

Færre overholde karantæneregler

Byen såvel som delstaten São Paulo, som samlet har omkring 22 millioner indbyggere, har siden marts forsøgt at inddæmme smitten ved karantæne.

Skoler, butikker og offentlige områder blev lukket ned. Således har over 60 procent af delstatens indbyggere holdt sig hjemme, hvilket fik smittekurven til at aftage.

Men indenfor de sidste par uger er antallet af indbyggere, som har overholdt karantænen, faldet, og antallet af smittede er steget.

Bruno Covas er nu i dialog med delstatens guvernør om at indføre en strengere nedlukning i et forsøg på at inddæmme smitten, før São Paulos hospitaler bliver overbelastet.

Guvernøren kontrollerer delstatens politistyrker, og det er derfor afgørende, at guvernøren bakker op om borgmesterens linje, hvis en stramning af reglerne skal håndhæves.

Brasiliens præsident løfter et barn iført militærkostume op under en demonstration søndag.

Præsident poserer med vælgere

I mellemtiden har Brasiliens præsident Jair Bolsonaro tiltrukket sig international opmærksomhed - og kritik - for hans håndtering af pandemien.

Præsidenten har omtalt covid-19 som ”en lille forkølelse” og fordømt "hysteriet" omkring den. I april fyrede han sundhedsminister Luis Henrique Mandetta efter uenighed om, hvordan coronakrisen skulle tackles.

Lørdag trådte Mandettas efterfølger Nelson Teich også tilbage fra posten, efter han åben havde kritiseret Jair Bolsonaros håndtering af coronakrisen.

Dertil kommer, at Bolsonaro flere gange har deltaget i demonstrationer, der vil have sat en stopper for karantæne og social afstand.

Søndag trodsede han ligeledes de globale sundhedsråd om social afstand, da han poserede for fotografer sammen med både støtter og børn i den brasilianske hovedstad, Brasília.