Coronavirus

Betal dig fra coronakarantæne - lufthavn sælger tests til rejsende

Wien lufthavn tilbyder coronatest til rejsende for 1400 kroner. TV 2

Både ind- og udrejsende i Wien Lufthavn kan betale for at blive testet for covid-19 og få svar inden for tre timer.

Vil du betale 1400 kroner for at kunne slippe for 14 dages karantæne?

Det tilbud får folk, der rejser med fly til Østrig via Wien Lufthavn.

Det er første gang, jeg gør brug af det, så jeg er spændt på, hvordan det fungerer

Herbert Erts, rejsende

Østrig er et af de lande i Europa, der har indført lovpligtig karantæne, hvis du rejser ind i landet.

Medmindre man kan vise en negativ coronatest, der ikke er mere end fire dage gammel, bliver man ved ankomsten i Wien Lufthavn ført direkte i karantæne.

Men som den eneste lufthavn i Europa tilbyder de nu, at man kan købe sig til at blive testet ved ankomst.

- Det er en god idé. Vi kan få denne test, og så kan folk komme fra hele verden, siger japanske Makiko Kageyama til TV 2, mens hun står i køen til testningen.

Køen til at blive testet er mellem to og tre timer lang - selv hvis man har bestilt tid.

Stor efterspørgsel

Makiko Kageyama er netop vendt hjem til Østrig, hvor hun bor, efter at have været til sin mors begravelse i Japan.

Hun havde, som lufthavnen anbefaler, før afrejse bestilt en tid til at blive testet. Alligevel var hun nødt til at vente i kø i knap tre timer.

Wien Lufthavn har normalt over 100.000 rejsende om dagen. Men på grund af coronakrisens aftryk på flytrafikken har de nu kun omkring 800.

Alligevel er det langtfra alle, der kan blive testet samme dag.

Da den første test blev udbudt 4. maj, kunne lufthavnen teste 100 personer om dagen. Nu er kapaciteten øget til omkring 150.

Har den rejsende ikke booket en tid før ankomst, kommer vedkommende bagerst i køen. Vil man ikke vente, begynder 14 dages karantæne.

Tager til lufthavnen for at blive testet

Det er også muligt at blive testet andre steder i Østrig, men her er ventetiden meget lang.

Derfor har østrigske Herbert Ertl valgt at tage til Wien Lufthavn, så han har en test at vise, når han skal på forretningsrejse i udlandet om få dage.

Testen kan også tages, hvis man rejser til et land, hvor man ligesom Østrig skal fremvise en negativ test for ikke at komme i karantæne.

- Det er første gang, jeg gør brug af det, så jeg er spændt på, hvordan det fungerer, siger han.

Han er ikke nervøs for, at testen er positiv, når han får svar cirka tre timer efter testen.

Herbert Ertl bliver podet i munden på Wien lufthavns private sundhedsklinik 100 meter fra ankomsthallen

Skulle den dog være det, vil de østrigske myndigheder blive underrettet, og så skal han i karantæne i 14 dage i sit hjem. Eller indtil han kan vise en negativ test.

Testen tager under et minut, og så er der svar cirka tre timer senere.

Karantæne på lufthavnshotel

Det er dog ikke tilfældet for hollandske Ted og Erik Zwart, der også venter på at blive testet.

Skulle de ende med en positiv test, ryger de - ligesom udlændinge uden østrigsk bopæl, der ikke vil vente i kø - i karantæne på et hotel ved siden af lufthavnens sundhedsklinik.

På hotelværelset vil de blive testet løbende, indtil de er testet negativ.

Lufthavnens sundhedsklinikken samarbejder med et laboratorie i Wien.

Og sådan en test kan der være flere dages ventetid på.

De to hollændere føler sig dog sunde og raske og er ikke nervøse for udfaldet:

- Jeg er ret sikker på, jeg ikke er smittet. Hvorfor skulle jeg være det? Jeg har ingen symptomer, siger Ted Zwart.

Tiltænkt forretningsrejsende

Østrig blev lukket ned 16. marts. Siden er detailbranchen og serveringssteder genåbnet, mens hoteller åbner igen 29. maj.

Men Østrigs grænser er dog stadig stort set lukkede, og forretningsrejsende er begyndt at vende tilbage med fly til Wien.

Derfor begyndte lufthavnen at tilbyde testene.

- Vi har fået mange henvendelser, så nu har vi fået et eksternt firma til at udføre testene, siger kommunikationschef Peter Kleemann.

Ikke en holdbar løsning

Han kan dog ikke sige, hvor længe tilbuddet står.

Grænsen til Tyskland er åbnet for arbejds- og familierelaterede rejser. Og 15. juni åbnes den efter planen helt.

Dertil arbejder den østrigske regering intensivt på at oprette turistkorridorer til og fra lande med lavt smittetryk, heriblandt Danmark.

Og når lufthavnen igen begynder at få flere rejsende, vil testcentret ikke kunne følge med, fortæller Kleemann.