Udland

13 minearbejdere reddet efter stort jordskælv i Sverige: - Det ser man ikke hver dag, siger forsker

Arkivbillede af minen i Kiruna, som blev ramt af skælvet. Staff / Scanpix Denmark

Skælvet blev målt som det kraftigste menneskeskabte i Skandinavien nogensinde, siger forskningsdirektør.

Klokken 03.12 blev den store mine i Kiruna, der udvinder jernmalm i det nordlige Sverige, ramt af et kraftigt jordskælv.

Der befandt sig ifølge Aftonbladet 13 personer i minen, og de slap alle uskadt ud af minen.

Det blev i første omgang målt til en styrke på 4,8 på richterskalaen, men siden sat ned til 4,1 ifølge nyhedsbureauet TT.

- Det er et stort jordskælv. Det her ser man ikke hver dag i Sverige. Det er med års mellemrum. Og det her er det største minejordskælv, der nogensinde er målt i Sverige, siger seniorforsker ved Geus, Trine Dahl-Jensen, til TV 2.

Geus står for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Arbejdet har stået stille hele dagen i minen, hvor der brydes jernmalm. Det statslige mineselskab LKAB regner tidligst med, at arbejdet kan genoptages tirsdag.

Største skælv menneskeskabte i Skandinavien nogensinde

I Norge har forskningsinstituttet Norsar ifølge nyhedsbureauet NTB målt skælvet til 4,9.

Vi kunne også måle det på vores målestation på Bornholm

Trine Dahl-Jensen, seniorforsker, Geus

- Som vi ser det lige nu, er det det kraftigste skælv, som nogensinde er målt i Skandinavien, hvor årsagen skal findes i den menneskelige aktivitet, siger Norsars direktør, Anne Strømmen Lycke.

Ifølge Trine Dahl-Jensen er der mange forskellige måder at opgøre skælv på, og hun forstår godt, hvis man er forvirret over de mange meldinger. Men hun læner sig op af sine svenske kollegaer, der måler skælvet til 4,1.

- Det er helt klart noget, man er blevet overrasket over. Både som forskere, minearbejdere og beboere i Kiruna. Vi kunne også måle det på vores målestation på Bornholm, siger Trine Dahl-Jensen.

Skælvet fandt sted klokken 03.12 og kunne måles på Bornholm, oplyser Geus.

Jordskælvet er formentlig udløst af mange års aktivitet i minen. Der opstår sprækker og spændinger i undergrunden, der til sidst kan udløse et jordskælv.

- Man er allerede i gang med at undersøge, hvad der præcist har udløst det. Men mine svenske kollegaer skriver klart og tydeligt, at det er knyttet til arbejdet i minen, siger Trine Dahl-Jensen.

- Trillede ned fra sofaen

Elektrikeren Jonny Kumpula var nede i minen under jordskælvet. Han fortæller ifølge nyhedsbureauet Ritzau til Sveriges Radio, at han og en kollega befandt sig i et tekøkken i 814 meters dybde.

- Jeg trillede ned fra sofaen. Det lød som en bombe, der eksploderede, eller et tordenvejr. Billeder faldt ned fra væggen, og det hvirvlede med støv.

- Min kollega og jeg kiggede på hinanden og sagde, at "nu smutter vi". Vi fik vores sikkerhedshjelme på, og så kørte vi.

Jernmalmen, der udvindes i Kiruna, udskibes i den norske havneby Narvik cirka 170 kilometer fra minebyen.

Jernmalmen brydes ned i over 1000 meters dybde. Minen gennemkrydses fra jordoverfladen til bunden af korridorer, hvor malmen udvindes, og hvor mange hundrede kilometer vej i undergrunden sikrer transport af minearbejdere og jernmalm.