Trump fyrer folk på stribe - det minder om ulovlig gengældelse, siger demokrat
I løbet af knap seks uger har præsident Trump fyret fire embedsmænd.
USA’s præsident, Donald Trump, har fyret en inspektør i det amerikanske udenrigsministerium, efter inspektøren har indledt en undersøgelse af udenrigsminister Mike Pompeo.
Det skriver CNN.
Den uafhængige inspektør, Steve Linick, havde til opgave at kontrollere arbejdsgangene i ministeriet og var i gang med at undersøge klager over, at Mike Pompeo og hans kone formentlig har fået embedsfolk til at udføre personlige tjenester for dem.
CNN kunne sidste år fortælle, at en whistleblower havde klaget over, at sikkerhedsvagter, der bevogter USA's ambassader og udenrigsministeriet, var blevet sat til at hente parrets hund og til at hente takeaway-mad.
- Ulovlig gengældelse
Mike Pompeo, der kommer fra den yderste højrefløj i Det Republikanske parti og var en del af den såkaldte Tea Party-bevægelse, har været en af Trumps mest loyale ministre.
I et brev til Repræsentanternes Hus skriver præsident Trump, at han ikke længere har fuld tiltro til inspektøren Steve Linick.
Demokraten Eliot Engel, der leder Repræsentanternes Hus' udenrigsudvalg, bekræfter, at Linick havde indledt en undersøgelse mod Pompeo.
- Linicks fyring, midt under en sådan undersøgelse, synes at pege på, at det er en ulovlig form for gengældelse, siger Eliot Engel i en pressemeddelelse.
Udenrigsministeriet i Washington bekræfter, at Linick er blevet afskediget. Men det vil ikke kommentere årsagen.
Trump fyrer folk på stribe
Inspektøren Steve Linick er blot den seneste i en række embedsmænd, der pludseligt og uventet er afskediget af præsidenten.
Disse tre embedsmænd er også blevet fyret inden for de seneste seks uger.