Officielt: Italien genåbner for turister 3. juni
TV 2 korrespondent siger, at der er områder, hvor det vil være uansvarligt at lade turister komme.
Italienerne vil få lov at rejse til andre EU-lande fra 3. juni, og der vil ikke længere være en karantæneperiode for folk, der rejser ind i Italien.
Det siger premierminister Giuseppe Conte lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Hans regering er også klar til at lade de italienske fitnesscentre, svømmehaller og sportscentre genåbne den 25. maj.
Dog skal de følge visse sikkerhedsforanstaltninger, tilføjer han. Biografer og teatre må vente til 15. juni.
TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl fortæller, at Italien stadig har problemer at slås med.
- Der er nogle områder i Italien, hvor der fortsat er store problemer med coronavirus - og hvor det ville være uansvarligt at lade turister komme, siger hun.
Afhængig af turistindtægter
Genåbningen af Italien har været undervejs et stykke tid, selv om landet har været det hårdest ramte land i Europa under coronakrisen.
Nedlukningen af landet satte en brat stopper for ferierejser til Italien, der er dybt afhængig af indtægterne fra turisterne.
Italien har under nedlukningen ikke lukket sine grænser fuldstændig i. Personer, der har arbejde i et naboland eller skulle udenlands af helbredsårsager, har fået lov at rejse ud af landet.
Men turisme har været bandlyst, og indrejsende skulle to uger i karantæne.
Bedring trods 153 dødsfald det seneste døgn
Omkring tre måneder efter, at udbruddet begyndte i Italien, er der bedring i landet.
Tidligere lørdag meddelte sundhedsmyndighederne i Italien, at der er registreret 153 dødsfald blandt coronasmittede personer i det seneste døgn.
Det er det laveste daglige dødstal for coronapatienter i Italien siden 9. marts.
Også åbent i Lombardiet
4. maj genåbnede fabrikker og parker, og 18. maj vil butikker, restauranter med mere også genåbne - det gælder blandt andet i Lombardiet, der har været den hårdest ramte region i Italien.
Indtil videre har Italien registreret over 31.000 coronarelaterede dødsfald og mere end 220.000 bekræftede smittetilfælde.