Coronavirus

Kitzlochs fløjter kan have spredt coronavirus - til vinter blæser de måske igen

Hvis næste skisæson ikke bliver hæmmet af Ischgls blakkede ry, og gæsterne vælter ind, vil Kitzlochs bartendere fløjte igen.

For to måneder siden osede Ischgl i den tyrolske Paznaun-dal af liv.

Turister, mange fra Skandinavien, susede ned af pisterne og flokkedes om byens måske mest populære attraktion; Aprés ski.

I bagklogskabens lys er det let at sige, hvad vi skulle have gjort anderledes

Bernhard Zangerl, ejer af Kitzloch

Et af de velbesøgte steder var afterski-baren Kitzloch. Her blev der fra klokken 14 tilbudt litervis af øl og shots samt fællessang til gamle danske klassikere som ’Re-Sepp-Ten’ og ’Volvo B18’ til langt ud på natten.

Men midt i maj, hvor barens ejer inviterer TV 2 indenfor, er byen stort set øde.

Berømt og berygtet

25-årige Bernhard Zangerl fortæller, at de normalt får besøg af store grupper danske turister, der fester og klatrer rundt i loftsbjælkerne.

Men nu er baren mørk, tom og helt stille. Alt er stolet op eller pakket væk.

Baren her er normalt ikke til at se for festende gæster.

Vintersæsonen slutter i begyndelsen af maj, men dette år var den allerede ovre halvanden måned tidligere

Stort set alt er lukket ned i Ischgl, når skisæsonen er ovre.

- Det er naturligvis sørgeligt at se, at der ikke kunne komme flere gæster i de sidste uger af marts og april, siger Bernhard Zangerl.

Det var hans første sæson i spidsen for baren. Og den skulle vise sig at gøre Kitzloch verdensberømt og berygtet.

Bernhards Zangerls familie ejer blandt andet to barer, en restaurant og et hotel i byen.

'Kalenderugen', som sæsonens travleste uge kaldes, stod for døren, da der pludselig blev slået alarm fra de islandske sundhedsmyndigheder.

15 islændinge, der var vendt hjem fra Ischgl, blev 5. marts testet positiv for covid-19, og Island erklærede byen og området for risikozone på niveau med virussens epicenter, byen Wuhan i Kina.

- Vi er ikke alene om skylden

Men det gjorde Østrigs og Tyrols myndigheder ikke. Jetset-ugen så altså ud til stadig at kunne udfolde sig, som den plejede.

Kitzlochs få kvadratmeter blev stadig pakket med dansende og syngende turister. Og bartenderne fortsatte med at blæse i deres velkendte fløjter, når de skulle skaffe sig passage mellem gæsterne med en bakke fyldt med forfriskninger.

Sommetider gav en gæst den også et pust.

Det er svært at sige, om der kommer ligeså mange mennesker næste sæson, at vi bliver nødt til at bruge fløjten

Bernhard Zangerl, ejer af Kitzloch

Den 7. marts skete det, man i dag nok vil kalde det uundgåelige. Ischgls patient 0 blev konstateret. En bartender på Kitzloch, der havde smittet 15 i sin omgangskreds.

Den unge barejer reagerede ved at sende bartenderne hjem og afspritte stedet. Derefter indkaldte han et nyt hold bartendere fra baren Kuhstall, der også er ejet af Zangerl-familien.

Festlighederne og fløjtene fortsatte. Først to dage senere lukkede myndighederne baren.

- Vi er ikke alene om at bære skylden, siger Bernhard Zangerl og understreger, at han måtte rette sig efter myndighederne, der burde vide bedst.

- Naturligvis skulle vi - som jeg allerede har sagt – have lukket 7. marts, hvor det blev bekendtgjort, at vores kollega var testet positiv. Men i bagklogskabens lys er det let at sige, hvad vi skulle have gjort anderledes.

Turisme presset af søgsmål

Det er svært at sige, om det var fløjterne, der bredte smitten. Det har han ikke noget belæg for, siger han.

Men hvis der kommer lige så mange mennesker, som der plejer, til vinter, så vil bartenderne fløjte igen.

- Det er svært at sige, om der kommer ligeså mange mennesker næste sæson, at vi bliver nødt til at bruge fløjten.

Bernhard Zangerl ved ikke, om fløjterne bærer skylden, men vil ikke afskrive at bruge dem igen.

Den kommende sæson kan vise sig at blive hæmmet af et massesøgsmål, som den østrigske forbrugerbeskyttelsesforening, VSV, har igangsat.

5380 mennesker, heraf 82 danskere, er en del af søgsmålet, som retter sig mod 12 mennesker og flere instanser i Østrig.

VSV mener, at man har forværret smitten i området ved at vente med at lukke ned til 13. marts – fem dage inde i 'Kalenderugen', sæsonens travleste uge. Resten af Østrig blev lukket ned 16. marts.

Myndighederne i Tyrol kritiseres for at have holdt stedet åben for at sikre den sidste indtjening til Ischgls hoteller og barer.

Syndebuk

De lokale forretningsdrivende er ærgerlige over det blakkede ry, byen nu har fået:

- Ischgl bliver helt sikkert gjort til syndebuk, siger den lokale hotelejer Patrik Aloys, der er meget aktiv i byens foreningsliv.

Patrik Aloys håber, at gæsterne kommer tilbage til Pavnaun-dalen til vinter.

- Det er en skam, at vi skal trækkes igennem det her snavs, siger David Winkler, som ejer et af de få serveringssteder, der fredag åbnede for de lokale i byen.

Men måske kan skisportsstedet lære af situationen, håber han og foreslår, at barerne næste sæson kun holder afterski fra klokken 14 til 17 for at mindske trykket i stedet for til langt ud på natten.