Coronavirus

Familiefars film om coronavirus deles igen og igen - og slettes igen med samme hast

Judy Mikovits i filmen 'Plandemic'. TV 2

En video med falske påstande om coronavirus har hurtigt spredt sig på nettet.

Hvem er Judy Mikovits?

Virologen med det skulderlange grå hår og det faste blik bag brillerne har i løbet af de seneste uger kigget ud gennem flere millioner store og små skærme og spredt konspirationsteorier om coronavirus.

Vi arbejder lige nu meget hårdt på at validere hovedparten af påstandene

Mikki Willis, filmskaber

Hvis du ikke kender kvindens navn, har du måske hørt om den film, hun medvirker i.

Filmen hedder 'Plandemic', og klip fra den bliver ved med at dukke op på YouTube, Facebook og Twitter, selv om de bliver slettet, så snart moderatorerne finder dem.

'Plandemic' er nemlig en af den slags film, der spreder misinformation, hvilket kan være farlig under en pandemi, hvor adfærd kan betyde forskellen på liv og død for de svageste i samfundet.

Virologen Judy Mikovits fremstår faktisk troværdig, når hun sidder foran kameraet og siger, at der er coronavirus i influenzavaccine, at man bliver syg af at lade sig vaccinere, og at det er farligt at gå med mundbind.

Men der er en grund til, at Judy Mikovits ikke længere kan få job som virolog.

Judy Mikovits efter anholdelsen i 2011. Hun blev pågrebet efter en ameldelse om tyveri fra sin arbejdsplads, men ikke dømt.

TV 2 har set filmen, og den ligner en velproduceret dokumentarudsendelse på tv.

I modsætning til en dokumentarfilm bliver der kun brugt én kilde, og filmen her er lavet af en amerikansk filmproducer og familiefar i byen Ojai nord for Los Angeles.

Han hedder Mikki Willis og har sin egen YouTube-kanal samt 161.000 følgere på Facebook.

De mest sindssyge ting kan være virkelige

Mikki Willis er tidligere model og skuespiller. Han opnåede en kort viral berømmelse i 2015, da han producerede en video med sin søn, der havde byttet et stykke drengelegetøj til Disneys lille havfrue Ariel i 2015.

Mikki Willis første virale film.

Optagelsen fik over fire millioner visninger på YouTube, 240.000 delinger på Facebook og et indslag i de lokale nyheder.

Da covid-19 ramte USA, arbejdede Mikki Willis med at lave en film om præsidentkandidaten Bernie Sanders, men kandidaten droppede ud, og Mikki Willis gav sig i stedet til at tænke over udbruddet af coronavirus.

14. marts 2020 sagde han på en af sine videoer:

- Nogle gange viser de mest sindssyge ting sig at være virkelige.

- Jeg er ikke i tvivl om, at virussen blev spredt med vilje, fortsatte han.

Og så gik han i gang med at lave en ny dokumentarfilm.

Mikki Willis vidste endda, hvem der kunne hjælpe ham.

Judy Mikovits og Mikki Willis i filmen.

Han fortæller til Los Angeles Times, at han havde mødt virologen Judy Mikovits i 2019 gennem fælles bekendte, og at hun havde imponeret ham.

Og fordi han følte, at der var mange ting ved virusudbruddet, der ikke passede sammen, ringede han til hende for at få hendes videnskabelige vurdering.

Frygt for farlig medicin

De ting, Judy Mikovits kunne fortælle, var oprørende, og Mikki Willis spurgte, om hun ville være med i filmen.

Han siger til Los Angeles Times, at han besluttede at betale hele projektet af egen lomme.

- Der var nul finansiering, siger han til avisen.

- Jeg betalte for en kameramand og en researcher, der skulle finde nogle af de videoer, der underbygger hendes historie, og så satte jeg det sammen selv, siger han.

Ifølge Mikki Willis kostede det hele cirka 2.000 dollars - eller hvad der svarer til cirka 14.000 danske kroner.

Motivationen til at lave filmen var hans egne bekymringer omkring medicinalindustrien.

Han fortæller til Los Angeles Times, at hans bror døde af AIDS, og hans mor af kræft efter "skadelige medicinske behandlinger".

Billede fra en af Mikki Willis' videoer på Facebook.

Mikki Willis var bekymret for, at medicinalindustrien udnyttede virusudbruddet, så folk bliver tilbudt en farlig vaccine, der ikke virker.

Og han havde fundet en virolog, der støttede hans teori.

Håb om et gennembrud

Men hvad var det egentlig for en ekspert, Mikki Willis havde fundet?

I 'Plandemic' bruger han lang tid på at præsentere Judy Mikovits som en tidligere topforsker, der blev forfulgt, fordi hun ikke ville holde sandheden hemmelig længere.

Det samme gør flere af hendes følgere på Twitter.

Men virkeligheden ser noget anderledes ud.

Det er sandt nok, at Judy Mikovits er virolog. Hun begyndte sin karriere som laboratorietekniker ved USA's nationale institut for kræftsygdomme i 1988. Tre år senere tog hun en Ph.D. i biokemi og molekylærbiologi ved George Washington University, og i årene derefter fik hun job ved et privat forskningscenter i Nevada.

Her fik hun en chefstilling, og i 2009 var hun sammen med 12 andre videnskabsfolk medforfatter på en videnskabelig artikel i det ansete tidsskrift Science.

Science har mistet tilliden til artiklen og validiteten af dens konklusioner

Bruce Alberts, chefredaktør for Science

Artiklen handlede om sygdommen kronisk træthedssyndrom, som videnskaben endnu ikke har fundet årsagen til.

Men det hævdede Judy Mikovits og hendes medforfattere, at de havde.

En temmelig stor fejl

Ifølge artiklen i Science blev sygdommen fremkaldt af en mystisk virus ved navn xenotropisk murin leukæmi-virus - eller bare XMRV.

Derfor kunne træthedssyndromet ifølge Judy Mikovits artikel behandles med medicin mod virus.

Judy Mikovits i 2011, mens hun stadig var en del af forskningsmiljøet.

Men da andre videnskabsfolk begyndte at arbejde med forskningsresultaterne fra artiklen i Science, kunne de ikke nå frem til samme resultat.

Efter to års detektivarbejde fandt et forskerhold - ifølge en ny artikel i Science - så ud af, at XMRV-virussen var blevet skabt ved et uheld med de mus, der blev brugt til forsøgsdyr i Judy Mikovits' laboratorium, og at den aldrig havde smittet mennesker.

Derefter valgte redaktionen hos Science at trække hele artiklen tilbage, hvilket er meget usædvanligt.

Den slags sker i gennemsnit kun for to ud af 10.000 videnskabelige artikler.

- Science har mistet tilliden til artiklen og validiteten af dens konklusioner, skrev tidsskriftets chefredaktør Bruce Alberts i en kommentar.

Judy Mikovits nægtede at anerkende fejlen.

Da Science bad hende om at underskrive en officiel erklæring, om at artiklen var trukket tilbage, sagde hun nej.

Kort efter blev hun fyret fra sit job i Nevada.

Fra videnskab til udokumenterede påstande

Efter fyringen blev Judy Mikovits meldt til politiet af sin arbejdsgiver, anklaget for at have stjålet notesbøger i laboratoriet og gemt firmaets data på sin egen computer, egne usb-stik og egen email-konto.

Hun blev anholdt og fængslet i nogle dage, men tiltalen mod hende frafaldt i juni 2012.

Sagens dommer var inhabil, fordi han havde modtaget kampagnemidler fra Judy Mikovits' arbejdsgiver, og så valgte anklagemyndigheden at droppe sagen.

Siden har Judy Mikovits ikke publiceret én eneste videnskabelig artikel.

Til gengæld er hun blevet aktiv på hjemmesider som Natural News, Collective Evolution og Real Pharmacy.

Her kommer Jucy Mikovits så med teorier om, at det er farligt at lade sig vaccinere mod sygdomme.

Hun arbejder blandt andet sammen med den amerikanske politiker Robert F. Kennedy, Jr., der i årevis har promoveret udokumenterede teorier om, at vaccinationer kan give autisme.

I Mikki Willis film taler hun også om vaccinationer.

- Influenzavaccine øger risikoen for at få covid-19 med 36 procent, siger hun.

Ingen andre forskere er kommet frem til det resultat.

Hun siger også, at medicinalindustrien vil "dræbe millioner, som de allerede har gjort med deres vacciner".

- Der er ingen vacciner, der virker mod RNA-virus, siger hun.

De forkerte påstande

Efter Mikki Willis lagde filmen ud på internettet, er de historier, Judy Mikovits fortæller, blevet efterprøvet og afsløret som usande i en lang række medier.

Og Mikki Willis fortæller til Los Angeles Times, at han har fået rigtig mange henvendelser om, at påstandene er forkerte.

Han siger til avisen, at han nu planlægger en film mere for at "nuancere" synspunkterne.

- Vi arbejder lige nu meget hårdt på at validere hovedparten af påstandene, siger han.

- I stedet for bare at forsvare sig mod alle modstanderne derude, synes jeg, det er bedre at række ud med mere valid information, siger han og fortæller, at han vil ringe til de læger, der er uenige i Judy Mikovits' påstande og tale med dem.

Over for Los Angeles Times insisterer Mikki Willis på, at han ikke selv er en del af det fællesskab i Hollywood, der påstår, at vacciner er farlige.

- Jeg har en dybfølt kærlighed og respekt for læger, uanset hvor mange læger der er vrede på mig nu, siger han til avisen.

Et bittert Facebook-opslag på 10.000 ord

Han siger, at det hele tiden var meningen, at filmen skulle gå viralt, og at han er glad for, at den gjorde det.

Og Judy Mikovits er også glad.

I tweetet herunder fra 14. maj fejrer hun, at hun med en ny bog er kommet på New York Times bestsellerliste.

I skrivende stund ligger bogen 'Plague of Corruption' nummer ti på listen, og tidligere på måneden lå den nummer syv.

Ifølge Rolling Stone Magazine's anmelder, der har læst den, minder bogen mere om "et bittert Facebook-opslag på 10.000 ord" end en reel bog.

- Med en skræmt befolkning, der er oversvømmet med misinformation, og som nærer mistro mod myndighederne, er det alt for nemt for dårlige idéer at få fremdrift, hedder det i anmeldelsen.

TV 2 har forsøgt at fremlægge kritikken af Judy Mikovits for hende, men har ikke fået svar.

Da det videnskabelige tidsskrift Science henvendte sig til Judy Mikovits for at høre hendes reaktion på kritikken, svarede hun med en tom email vedhæftet en kopi af sin nye bog.