Coronavirus

Europa er desperat for at få gang i turismen, men det er en gordisk knude

Det er en svær balancegang, og derfor præsenterer EU onsdag en pakke med retningslinjer og ikke krav, fortæller Lotte Mejlhede.

Lige nu er sommerferien sydpå i fare for mange danskere, men onsdag præsenterer EU en pakke med løsninger på, hvordan noget af sommerturismen kan reddes i år.

Turismen har været en af de hårdest ramte brancher under coronakrisen, og særligt de sydeuropæiske lande er afhængige af indtægterne fra de udenlandske turister.

Indtægterne fra turisme udgør cirka 10 procent af EU's samlede bruttonationalproduktet (BNP).

På dagen for EU's præsentation af retningslinjer oplyser den østrigske minister for turisme, at grænsen mellem Tyskland og Østrig vil blive genåbnet 15. juni. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Grænseåbninger er afgørende

Og netop grænsekontrollen bliver noget af det vigtigste i forhandlingerne i EU. Det siger Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa.

- Man skal forvente en pakke med en række tiltag. Noget af det vigtigste er selvfølgelig grænsekontrollen. Vil det igen være muligt at rejse over grænserne, ellers kan det jo være lige meget med de økonomiske tiltag, der også kommer til at ligge i pakken, siger Lykke Friis.

Ifølge TV 2s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede, sukker EU-landene efter retningslinjer, så man igen kan få gang i turismen.

- Men det er nærmest en gordisk knude. Man ved godt, at hvis man åbner for turismen og dermed også grænserne, så øger man risikoen for at smitte spreder sig. Så det er virkelig en svær balancegang, og derfor er det også kun retningslinjer og ikke krav, der kommer i dag fra EU’s side, sige Lotte Mejlhede.

- Det er katastrofalt

Et af de lande, der venter spændt på EU-forhandlingerne er Frankrig, hvor turisterhvervet er hårdt ramt af coronakrisen. Det forklarer TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen fra Cannes i Sydfrankrig.

- Det er katastrofalt, hvad der foregår i øjeblikket. I går skulle filmfestivalen i Cannes være skudt i gang, og normalt er alle hoteller totalt udsolgt, og der er proppet med mennesker. I øjeblikket er der absolut ingen turister hernede. Der er kun de indfødte og sådan nogle som mig, der bor her fast, siger hun.

Italien var epicenter for det europæiske udbrud og har derfor været lukket ned, siden coronavirussen for alvor brød ud i landet i februar og marts.

Her længes man også efter at få gang i turismen igen.

- Der har ikke været skyggen af en turist i flere måneder, og udsigterne er heller ikke ligefrem rosenrøde. Hele turistbranchen skriger på hjælp og er desperate, fordi de ikke kan se et formål med at åbne, når der ikke er mennesker, fortæller TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

4. maj lempede Italien for første gang på de skrappe coronarestriktioner, som landets borgere har været pålagt. Lempelserne betyder blandt andet, at italienerne får lov til at rejse til andre regioner i Italien, men kun hvis de kan bevise, at de har en god grund til det.

Lokomotivet holder stille

I Spanien udgør turismen 14 procent af BNP. Så her er regeringen også meget interesseret i at få åbnet grænserne, så turisterne igen kan spytte nogle penge i statskassen.

Men samtidig er Spanien i et meget tidligt stadie af genåbningen, og man ønsker ikke at sætte sikkerheden over styr med en ny smittebølge. Det fortæller TV 2s korrespondent i Spanien, Jeppe Krogager:

- Det er meget, meget alvorligt. Allerede nu er tallene blodrøde. Så det er et lokomotiv, der holder stille for tiden. Der er måske tre-fire millioner mennesker, der er blevet påvirket af det, fordi de arbejder med turisme. Så der er et kæmpe tab allerede nu, fordi hele forårssæsonen er tabt.

EU forventes at præsentere sine retningslinjer på turistområdet omkring klokken 12 onsdag.