Udland

Tysk minister: Beslutning om dansk grænse i denne uge

Det bliver formentlig snart muligt for danskerne at køre til Tyskland igen. Derimod er det meget usikkert, hvornår grænsen åbnes i den anden retning. Morris Mac Matzen / Ritzau Scanpix

Meget tyder på, at vi danskere snart kan få lov at tage et smut til Tyskland igen.

Det har skortet på de klare udmeldinger fra tyskerne om, hvornår de åbner grænsen til Danmark igen. Og den eneste klare udmelding blev trukket tilbage.

Men nu lover det tyske indenrigsministerium, at der snart kommer en afklaring.

- Nye retningslinjer for den foreløbige grænsekontrol vil blive besluttet af indenrigsministeren i samråd med nabolandene og de berørte delstater i løbet af ugen, lyder det i en mail til Jydske Vestkysten.

Trak i land om åbningsdato

I over en uge har det lydt, at en beslutning var lige om hjørnet. Mandag i sidste uge sagde Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther, at en åbning af grænsen kunne ske trinvis fra 15. maj, altså nu på fredag.

På det tidspunkt blev der holdt igen med de kontante udmeldinger, men for nylig lød det så fra Günther, at 15. maj lå fast. Det blev dog trukket tilbage igen, da han åbenbart havde lovet lidt mere, end den tyske forbundsregering var klar til at stå inde for.

Dermed er det altså stadig uvist om, og i hvilket omfang, danskerne kan køre over grænsen fra på fredag. Tidligere har det været nævnt som en mulighed, at kun dem med familie på den anden side af grænsen ville få lov at krydse i første omgang.

Men ifølge mailen fra indenrigsministeriet er de nye retningslinjer altså slet ikke besluttet endnu, så foreløbig må både handlende, pendlere og andre håbefulde grænsekrydsere væbne sig med lidt mere tålmodighed.

Ingen danske udmeldinger

Mens den tyske plan for genåbning synes at tage to skridt frem og halvandet skridt tilbage, har den danske tilsyneladende slet ikke taget nogen endnu.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt pressemøde om samfundets genåbning tirsdag formiddag, men der var intet nyt om grænserne til stor frustration for borgere i grænseområdet, der håber på snart at kunne se tyske turistkonvojer strømme nordpå.

- Igen ikke et ord om åbning af grænsen. Atter bliver vi svigtet og ladt i stikken af den danske regering med udsigt til store økonomiske tab uden udmeldinger om, hvornår grænsen kan genåbnes, siger Allan Svendsen, der ejer en campingplads på Rømø, til TV SYD.

I den store bølge af nyheder, der kom ud i sidste uge om åbningen af Danmark, var grænserne nærmest det eneste, der ikke blev hægtet en konkret dato på - der blev blot sagt, at regeringen inden 1. juni vil melde noget ud.

- Vi kommer ikke i morgen til at sætte en dato for grænsespørgsmålet. Det, mener jeg, er for tidligt, lød det i onsdags fra statsministeren.

Kritik af regeringens strategi

Det sker, på trods af at turisterhvervene er desperate efter en afklaring, fordi sommeren nærmer sig. Så hvis der skal reddes nogle af mange tabte turistkroner, skal der snart træffes en beslutning.

- Statsministeren har endegyldigt tabt grænsespørgsmålet på gulvet. I alle andre henseender har hun været håndfast, men når det kommer til grænsen, vil hun ikke, lyder dommen fra Jørgen Møllekær, der er chefredaktør for Flensborg Avis, i en leder tirsdag.

Tirsdagens pressemøde handlede primært om en ny teststrategi, ikke om grænserne.

Også flere af Mette Frederiksens kolleger på Christiansborg presser regeringen for en mere konkret udmelding, netop af hensyn til turisterhvervene.

- De folk, der arbejder med sommerhuse eller på andre måder i turistbranchen, er dybt afhængige af det her. Vi kan ikke være bekendt ikke at give dem et svar, lød det i sidste uge fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Grænsehandelen er klar til at starte igen

Blandt de erhverv, der lider under grænselukningen, er butikkerne lige ovre på den tyske side af grænsen, hvor man kan købe ind til tyske discountpriser. Heldigvis for grænsehandelen er en åbning af den tyske grænse det vigtigste, da kunderne typisk kommer fra Danmark.

- Vi er klar til at åbne op igen, og vi har en forventning om, at hvis Tyskland åbner grænsen, så vil der formentlig komme kunder igen, siger Lars Mose Iversen, der er direktør for Fleggaard- og Calle-butikkerne syd for grænsen, til Jydske Vestkysten.

Butikkerne har været lukket under krisen, og der er da heller ikke truffet en beslutning for genåbning endnu, da man afventer en klar udmelding fra de tyske myndigheder.

Og den skulle altså gerne komme på et tidspunkt i denne uge. De danske grænser har været lukket siden 14. marts, de tyske siden 16. marts.

Måske bliver det atter snart muligt at tage et smut over grænsen for at hente billige dåsebajere og sodavand.