Coronavirus

Europa gør klar til en ny hverdag - her er landene, der åbner i dag

Flere europæiske lande lemper fra mandag restriktionerne ovenpå coronakrisen.

Danmark er ikke eneste europæiske land, der gradvist er begyndt at lempe på de restriktioner, der har været indført for at begrænse coronasmitten.

Og helt som i Danmark åbner landene også i faser.

- Man ikke kan åbne alt, så man må træffe nogle valg. Det er en svær afvejning, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) søndag.

I Danmark er faserne blandt andet baseret på, at det skal gavne samfundet og være sundhedsmæssigt forsvarligt.

Herunder kan du få et overblik over, hvordan situationen ser ud lige nu hos en række af vores europæiske naboer.

Frankrig

Frankrig lemper mandag på de hårde restriktioner, der har holdt folk indendørs siden midten af marts.

Siden Frankrig lukkede ned, har borgerne kun haft mulighed for at komme udenfor, hvis de skulle arbejde eller havde nødvendige ærinder.

Samtidigt var det var også tilladt at motionere udendørs en time om dagen.

Men nu åbner butikker og markeder igen, ligesom børnehaver og skolernes yngste klassetrin også slår dørene op igen.

Spanien

Også Spanien påbegynder en gradvis åbning af landet mandag. Her vil omkring halvdelen af landet så småt åbne op.

Det sker efter, at landets regering har ført flere af landets regioner over i den første fase af genåbningen.

Fase et betyder, at indbyggerne må mødes med familie og venner i grupper på op til ti personer, og må være til stede under begravelser. Samtidig må flere mindre butikker og restauranter også åbne i et vist omfang.

Genåbningen gælder dog ikke flere af landets hårdest ramte regioner. Det betyder blandt andet, at landets to største byer Madrid og Barcelona fortsat vil være lukkede.

Belgien

Fra mandag kan Belgiens butikker åbne under såkaldt forsvarlige omstændigheder.

Belgien er det land i verden, der har flest dødsfald per indbygger. Flere end 8500 personer er omkommet som følge af covid-19.

Derfor må restauranter og caféer vente med at åbne igen fortæller landets premierminister, Sophie Wilmés.

Belgiens regering har desuden indført en regel om, at folk i landet må få besøg af op til fire personer - men de samme fire personer må så til gengæld ikke besøge andre.

Perspektiv

Tyskland og Italien er i gang

Allerede for en uge siden begyndte flere lande i Europa at åbne en smule op.

I Tyskland fik butikkerne lov til at åbne igen, og der blev også blevet slækket på forsamlingsforbuddet, så personer fra to forskellige husstande igen kunne mødes.

I Italien er millioner af folk igen begyndt at arbejde, og derudover kan italienerne også gå i butikker og køre i offentlig transport igen - hvis de er iført mundbind.

Italienerne har også fået lov til at købe take-away fra barer og restauranter og besøge parker.

Storbritanien fortsat lukket

Selvom det går den rigtige vej med smitten i Storbritannien, er tiden endnu ikke inde til en større genåbning af landet. Det sagde premierminister Boris Johnson søndag aften i en tale til nationen.

I stedet indfører Storbritannien et alarmsystem på fem niveauer, der indikerer, hvor tæt landet er på en genåbning.

Storbritannien er lige nu på niveau fire, og først når briterne er på niveau et, bliver der lukket helt op for det britiske samfund.

Boris Johnson takkede i den tv-transmitterede tale briterne for at have efterlevet myndighedernes restriktioner og dermed nedbragt smittetallet.