Coronavirus

- Pandemien har udstillet USA som et u-land, siger Steinmetz - hvert tredje smittetilfælde er registreret i landet

En gruppe amerikanere protesterer mod coronavirustiltag som nedlukning af butikker og forbud mod forsamlinger. Kamil Krzaczynski / Ritzau Scanpix

USA's indsats mod coronapandemien har været for sløv, mener USA-eksperter.

USA har på verdensplan flest registrerede coronasmittede og flest registrerede dødsfald med coronavirus.

Det viser tal fra Worldometer.

USA har 1.347.300 bekræftet syge med covid-19 ifølge Worldometer. 80.040 er døde, mens de var syge. Tallene er ud af et globalt antal smittede på fire millioner mennesker og dødstal på 280.450 personer.

Dermed er hvert tredje bekræftede smittetilfælde i hele verden blevet registreret i USA. For dødsfald er det mere end hvert fjerde, der er registreret i landet.

Forklaringen skal ifølge TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, findes ved blandt andet at kigge tilbage til pandemiens begyndelse.

- USA kom alt for sent i gang med at forebygge smitte, og det har fået lov til at sprede sig, fordi man fra Det Hvide Hus ikke anerkendte problemet i flere måneder, forklarer han og fortsætter:

- De er på førstepladsen på mange områder, men håndteringen af pandemien har udstillet USA som et u-land.

Massetestning er ikke forklaringen

Selvom USA har flest bekræftede smittetilfælde og døde, har de også testet allerflest mennesker. Sammenligner man tests per en million indbygger, ligger USA dog langt bag lande som Danmark.

Spørgsmålet er, om USA har flere smittede og døde, fordi de har testet flere mennesker, eller fordi de er hårdere ramt.

- Smitten har ramt hårdere, og den opbremsning, vi har haft i Danmark og Europa, er slet ikke kommet til i USA. Sygdommen har spredt sig mere voldsomt, siger Lars Thorup Larsen, der er lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i USA’s håndtering af coronavirus.

Derudover har USA generelt haft problemer med at få testkapaciteten op, og mange steder har man manglet det rigtige testudstyr, hvilket stadig er et problem i dag, forklarer Jesper Steinmetz.

- Den dag i dag er der stadig flere steder, hvor det slet ikke er muligt at blive testet. Der er heller ikke bred mulighed for antistoftests, siger han.

Tidlig genåbning vil give flere dødsfald

Mange amerikanske stater er ved at åbne på trods af, at coronakrisen ikke har toppet endnu. Lukkepåbud og skærpede forbud mod forsamlinger ser ud til at blive ophævet i en del stater, ligesom man vil genstarte produktionen på flere områder.

Men det kan i sidste ende forværre landets situation, mener Jesper Steinmetz.

- Helt grundlæggende er der ikke styr på krisen. Nu begynder flere stater at genåbne tidligt, og jeg tror helt klart, man kan forvente, at antallet af smittede og døde vil stige i de områder.

Specielt urbane områder vil blive særligt hårdt ramt, hvis ikke de tager strikse forbehold i forhold til at dæmme for smittespredning med coronavirus. Det er New York et godt eksempel på – her er over 340.000 bekræftet smittede og 26.749 døde.

- Man har ikke været god nok til at håndhæve coronatiltag i USA, og jeg tror, at det vil gøre det sværere i de tætbefolkede områder, siger Lars Thorup Larsen.

Sammenlignet med resten af USA er New Yorks dødstal per en million indbygger også markant højere. Som helhed er USA's antal af døde per en million indbyggere ikke voldsomt højt endnu sammenlignet med nogle af de lande i verden, hvor tallet er allerhøjest.

Men dødstallet er ikke nødvendigvis et problem for alle i forhold til den økonomiske gevinst, man kan opnå ved at genåbne samfundet, forklarer Jesper Steinmetz.

- Jeg mødte en vælger til en demonstration i Pennsylvania, der sagde, at 80-årige på plejehjem bør vide, at der er en udløbsdato. Og han sagde nok det, mange tænker.