Coronavirus

Coronavirussen muterer, men forskere er i tvivl om konsekvenserne

Forskere har endnu ikke nok data til at konkludere, hvad ændringerne i virussens arvemasse vil betyde.

Forskere i USA og Storbritannien har identificeret hundredvis af mutationer af den nye coronavirus, der fører til sygdommen covid-19.

Det er fortsat uvist, hvad disse mutationer betyder for virussens smitteevne, og hvor effektiv en vaccine vil være, når den engang kommer.

Overvågning af små ændringer i virussens struktur er vigtig for at forstå udviklingen af vacciner. For eksempel muterer den normale influenzavirus så hurtigt, at vaccinen skal justeres hvert år for at håndtere den specifikke type, der er i omløb.

Det skriver tidsskriftet Science Alert.

Der er ikke noget specielt i, at en virus muterer – det er, hvad virus gør.

Spørgsmålet er, hvilke af disse mutationer, der reelt har en effekt på sygdommens smittefare og sygdommens grad af alvor.

En dominerende mutation

Den foreløbige forskning fra USA tyder på, at én bestemt mutation, D614G, er ved at blive dominerende, og den kan gøre covid-19 mere smitsom. Resultaterne er imidlertid ikke efterprøvet af andre forskere og formelt offentliggjort.

Forskerne fra Los Alamos National Laboratory i New Mexico har sporet ændringer i virussens karakteristiske piggeform. Studiet viste, at der var noget ved D614G-mutationen, der fik den til at vokse hurtigere, men de reelle konsekvenser af dette kendes endnu ikke.

Undersøgelserne viste, at personer med D614G-mutationen så ud til at have en større mængde virus i deres prøver. Men forskerne fandt ikke bevis for, at disse patienter blev mere syge eller opholdt sig længere tid på hospitalet.

- Mutationen D614G er et presserende problem; den begyndte at sprede sig i Europa i begyndelsen af februar, og når den dukkede op i nye områder, blev den hurtigt den dominerende mutation, skriver forskningsteamet fra Los Alamos i sin forundersøgelse.

- Mutationer ikke en dårlig ting

Et andet studie fra University College London (UCL) har identificeret i alt 198 tilbagevendende mutationer af den nye coronavirus.

En af studiets forfattere, professor Francois Balloux, siger til BBC:

- Mutationer i sig selv er ikke en dårlig ting, og der er intet, der tyder på, at covid-19 muterer hurtigere eller langsommere end forventet. Indtil videre kan vi ikke sige, om covid-19 udvikler sig mere eller mindre dødbringende og smitsom.

Mange af de covid-19-vacciner, der i øjeblikket er under udvikling, er målrettet coronavirussens markante pigge.

Tanken er, at hvis din krop kan genkende et unikt element i piggen, så vil kroppen kunne bekæmpe hele virussen. Men hvis denne pig så muterer, kan den målrettede vaccine blive mindre effektiv.

I øjeblikket er alt dette teoretisk. Forskere har endnu ikke nok data til at konkludere, hvad ændringerne i virussens arvemasse vil betyde.