Coronavirus

Min hjemrejse gennem et mennesketomt Europa

BLOG: Coronakrisen vendte op og ned på hjemrejsen for TV2s London-korrespondent, Divya Das.

Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle retur til Danmark i foråret 2020. Men min afsked med London, der i næsten tre år har været mit hjem, blev noget anderledes end ventet.

Coronakrisen vendte op og ned på alt.

Jeg havde tonsvis af tv-udstyr, der skulle sendes til Kvægtorvet. Det samme har min kæreste, der arbejder for DR. Indbo, som skulle pakkes og fragtes retur, og flybilletter, der skulle bestilles.

Alt sammen noget, der i slutningen af februar, hvor vi gik i gang med planlægningen, ikke lod til at blive et problem. For vi skulle jo først tilbage til Danmark med udgangen af april. Men i løbet af ganske kort tid forandrede situationen sig dramatisk.

Coronavirussen fik tag i Europa.

Europa lukkede ned

Antallet af smittede steg og steg og flere lande i Europa lukkede ned.

Én efter én besluttede europæiske regeringer at iværksætte strikse foranstaltninger for at komme smitten til livs.

11. marts kom meldingen, at Danmark ville gøre det samme. Også de danske grænser ville blive lukket. Jeg fulgte interesseret med i de danske pressemøder og overvejede, om det mon ville have en indvirkning på min hjemrejse, men på daværende tidspunkt så det stadig uproblematisk ud at flyve til Kastrup.

Der gik dog ikke lang tid, før det ændrede sig. Tolv dage efter den danske beslutning kom meldingen fra den britiske premierminister, Boris Johnson, at Storbritannien ville følge trop. Landet skulle i lockdown.

Butikker, pubber og restauranter lukkede. Virksomheder sendte deres ansatte hjem. Alle skulle blive inden døre. Kun lægebesøg, indkøb af dagligvarer eller motion var acceptable grunde for at gå ud. Politi patruljerede i gaderne. Den livlige og evigt vågne by, jeg boede i, gik i stå.

Og det gjorde flytrafikken også stille og roligt.

Tv-udstyr og yogamåtte

Desuden droslede flyttefirmaerne også ned på deres aktiviteter. Nogle ville slet ikke arbejde mere, og andre fik ekstra travlt.

Så for at undgå at ende med ikke at få mit indbo med ud af Storbritannien, traf vi nogle hurtige beslutninger i slutningen af marts. På halvanden dag fik vi pakket og sendt læsset til Danmark. Men der var jo lige det med, at vi stadig skulle kunne bo og arbejde i London en måned mere.

Så vi prioriterede at beholde tilstrækkeligt med tv-udstyr, lidt tøj, en smule køkkengrej og en yogamåtte.

Det var "minimalistisk på den skandinaviske måde", råbte genboen grinende fra den anden side af gaden. Planen var stadig, at vi ville flyve hjem i slutningen af april.

Plan A og Plan B røg i vasken

Men i løbet af få dage stod det dog klart, at det ikke ville blive helt nemt.

Først stoppede de direkte flyvninger til København (plan A) og dernæst også til Stockholm.

Sverige havde været plan B, fordi der både var mulighed for at flyve og tage toget til Danmark. Så spørgsmålet var, hvordan vi skulle få os selv og de sidste seks propfyldte kufferter med ud af Storbritannien.

Vi besluttede os for plan C: Vi ville køre i bil!

Plan C

Det tog en hel del lange telefonsamtaler med biludlejningsfirmaer, før et af dem indvilligede i at lade os aflevere en britisk lejebil i Danmark.

Udover køretøjet skulle vi også involvere den danske ambassade i London. De var behjælpelige med at udstede et transitdokument, hvorpå de bekræftede, at vi var dansk statsborgere på vej til Danmark.

Når man kører fra Storbritannien til Danmark, krydser man en del grænser. Først fra England til Frankrig. Derfra videre til Belgien og gennem Holland, inden de tyske Autobahns skulle føre os den sidste vej mod færgen til Danmark. En tur på cirka 15 timer.

For en sikkerheds skyld fik vi også et rejsebrev med fra vores respektive arbejdspladser på fransk, hvis nu de belgiske og franske myndigheder skulle bede om at se dokumenter på andet end engelsk.

Praktikken til bilturen havde vi også taget højde for. For at undgå at skulle stoppe for ofte var der smurt madpakke og indkøbt drikkevarer. Og så havde vi pakket godt med håndsprit, engangshandsker og mundbind.

I London bar de fleste efterhånden både maske og handsker, når de befandt sig i det offentlige rum, og min forventning var, at det nok også var tilfældet på fastlandet.

Så en tidlig morgen i slutningen af april pakkede vi bilen og kørte ud af London. Vi anede ikke, om det ville være besværligt at komme ud af England og gennem Europa, men kursen var sat. Første stop var Folkestone i Sydengland.

Divya Das' hjemrejse fra London blev noget anderledes, end hun havde regnet med. Video: David Buch

Jeg forlod et øde London

Jeg har kørt en del rundt i London i de år, jeg har boet derovre. En ting, der altid er stensikkert, er, at man skal indregne ekstra rejsetid på grund af trafik.

Uanset hvor man er på vej hen og på hvilket tidspunkt af døgnet, er der masser af biler på vejene. I en by med næsten ni millioner indbyggere er alt andet også en umulighed.

Men denne morgen var der ikke et øje. Så vi susede igennem byen. For første gang viste GPS’en en vej ud af byen, som jeg aldrig havde taget før. Måske har det altid været den korteste rute, men også den trafikalt mest besværlige. Men ikke den dag.

Vi strøg forbi de gabende tomme turistattraktioner i den britiske hovedstad, hen over Themsen og drønede sydpå mod kanalen. Jeg burde have lavet lidt kaffe til turen. For alle de engelske tankstationer, vi passerede, havde opsat store skilte, hvor der stod, at kaffeautomaterne var lukkede på grund af coronavirussen.

For at køre fra England til Frankrig skal man med biltog fra den engelske havneby Folkestone til den franske havneby Calais. Toget fragter én de 50 kilometer under Den Engelske Kanal via Eurotunnelen til det europæiske fastland.

Billetten var booket på forhånd, men vi ankom i så god tid, at vi kunne nå en tidligere afgang.

Turen fra London og sydpå havde taget over en halv time mindre end beregnet, fordi der var helt og aldeles tomt på vejene. Ikke bare i London, men også på den sekssporede motorvej til Folkestone, der normalt er pakket med trafik. Udover lastbiler var der stort set ikke andre på vejene.

Have a nice trip

Da vi ankom til Folkestone, skulle vi igennem de to første pastjek. Først hen til en luge og tale med en britisk betjent. Få meter derfra var der en ny luge, hvor der sad en fransk betjent.

Jeg havde på forhånd registreret bilen og os selv på Eurotunnelens hjemmeside. Her blev jeg gjort tydeligt opmærksom på, at de franske myndigheder ville afvise én, medmindre man havde en virkelig god grund til at rejse ind i Frankrig.

Men til min store overraskelse var der ingen, der stillede et eneste spørgsmål. Betjentene ved begge luger kiggede knapt nok i mit danske pas, før de sagde: "Have a nice trip".

Biltoget var ikke i nærheden af at være fyldt, så det tog ingen tid at køre ombord. Der blev budt velkommen over højttaleren på både engelsk og fransk og mindet om, at toiletterne ikke ville være åbne under overfarten på grund af virussen.

Toget satte i gang, og vi trillede ud af England, og en halv time senere var vi ankommet til Frankrig. Da de franske myndigheder havde gennemført et pastjek på den britiske side, kørte vi direkte ud af toget og satte kurs mod Belgien.

Turen fra Frankrig til Belgien var mindst lige så smidig som den tur, vi netop havde kørt fra London til Folkestone. Stort set ingen personbiler udover de få, der havde været med biltoget fra England. Og så naturligvis lastbilerne.

Divya Das' hjemrejse fra London blev noget anderledes, end hun havde regnet med. Video: David Buch

De tomme tyske autobahns

Sådan fortsatte det gennem Belgien og Holland og derefter ind i Tyskland. Der var næsten ingen trafik, og vejene var øde.

Vi passerede et politi-checkpoint i Belgien og et i Tyskland. I begge tilfælde kiggede betjentene på den britiske nummerplade på min udlejningsbil og lod os passere med det samme. Ingen spørgsmål og ingen stop.

Det var en meget speciel oplevelse at køre igennem Europa midt under coronakrisen. Mest af alt fordi der var helt og aldeles mennesketomt på motorvejene. Det var næsten spøgelsesagtigt.

Selv da vi rundede et par af de store tyske byer i myldretiden, var der ekstraordinært lidt trafik. Ikke på et eneste tidspunkt så vi en lystavle med det tyske ord for kø: ”STAU”. Det virkede meget usædvanligt.

Divya Das' hjemrejse fra London blev noget anderledes, end hun havde regnet med. Video: David Buch

Ingen andre bar mundbind og gummihandsker

Undervejs i Tyskland var det blevet tid til at tanke. Iført handsker og mundbind gik jeg ind for at betale for benzinen.

Det kom noget bag på mig, at ingen andre var iført samme mundering. Det føltes som en verden til forskel fra det England, jeg tidligere på dagen havde forladt, hvor alle pakkede deres hænder og ansigt ind, når de befandt sig i det offentlige rum.

Tyskerne havde en anden tilgang og andre regler.

Man kunne sagtens købe kaffe på tankstationerne. De ansatte betjente folk bag en glasplade, og der blev naturligvis holdt god plads mellem kunderne. Og på toiletterne var der udførlige anvisninger på flere forskellige sprog i, hvordan og hvor længe man skulle vaske hænder

Fiskefilet på tom færge

Da betalingen og håndvasken var klaret, gik turen videre mod Puttgarten, hvorfra vi skulle med færge til Rødby.

Jeg ringede til færgeselskabet for at sikre mig, at de sejlede som normalt. Det gjorde de, var beskeden, og nej, det var ikke noget problem at få plads, sagde de venligt, da jeg spurgte.

Det var vist en underdrivelse. Ved færgelejet fik vianvist bane syv. Der holdt én anden, og der ikke kom flere personbiler, der skulle med til Danmark. Sammen med en gruppe lastbiler kørte vi og den anden bil ombord.

Divya Das' hjemrejse fra London blev noget anderledes, end hun havde regnet med.

Mens lastbilchaufførerne blev i deres førerhus under overfarten, valgte vi at strække benene og kigge os omkring. Det eneste, der var åbent, var cafeteriet.

Kokken så lykkelig ud, da vi bestilte en portion fiskefilet med pommes frites og en solid mængde remoulade. Som om det var det første, han havde lavet den dag. Der kom kun én anden kunde i cafeteriet på overfarten, så det var ikke noget problem at holde den påkrævede afstand.

Mødet med dansk politi og militær

Hen over fiskefileten fik vi tænkt over det bizarre roadtrip, vi lige nu var på.

Udover de mennesketomme veje havde vi fået forbavsende få spørgsmål om, hvorfor vi var ude at køre.

Faktisk havde ingen landes myndigheder spurgt til noget som helst. Lige indtil vi kom til Danmark. Her var det første syn, vi blev mødt af, da vi trillede af færgen, dansk militær og politi.

Vi blev bedt om at vise pas og åbne vinduerne, så de kunne tjekke, hvad der var på bagsædet.

London Calling

Efter de par minutter det tog, kørte vi videre nordpå mod Sjælland. Jeg tændte for radioen, der havde gang i et musikprogram, hvor man kunne sende lytterønsker.

Det havde jeg ikke gjort før, så jeg greb mobilen og afgav et musikønske og tænkte, at det næppe ville blive spillet.

Da vi langt om længe var ved at nå min slutdestination og kørte ind ad indkørslen, fortalte radioværten, at det næste nummer var ønsket af en person, som var på vej i bil fra London til Danmark.

Vi åbnede bildøren, skruede op for radioen og trådte ud på græsplænen til lyden af 'London Calling' med The Clash. Sikke en tur.