KOMMENTAR: Så vigtigt er Joe Bidens valg af en vicepræsidentkandidat
Valget af en vicepræsidentkandidat rykker sjældent ved udfaldet af præsidentvalget. Men i 2020 er der lidt mere på spil for den aldrende Joe Biden.
Lad os starte med et af præsidentvalgkampens store paradokser:
Valget af vicepræsidentkandidater er et sjovt spektakel, der dækkes intensivt af medierne, men det får typisk meget lille betydning for præsidentvalgets udfald.
Faktisk ved mange amerikanere ikke, hvem vicepræsidentkandidaterne er, før de skal stemme. Ved det seneste præsidentvalg i 2016 kunne mere end 40 procent af amerikanerne ikke nævne navnet på hverken den demokratiske eller republikanske vicepræsidentkandidat med en måned til valgdagen (afsløring: Tim Kaine og Mike Pence).
Derfor skal man heller ikke overvurdere betydningen af Joe Bidens bud på en medkandidat.
Den første kvinde?
Den tidligere vicepræsident har allerede meldt ud, at hans demokratiske vicepræsidentkandidat kommer til at blive en kvinde. Det bliver dermed kun tredje gang i amerikansk historie, at en kvinde får den rolle for et af de to store partier i USA. Den første kvinde var det demokratiske kongresmedlem Geraldine Ferraro i 1984. Den anden var republikaneren Sarah Palin i 2008.
Hverken Ferraro eller Palin endte i Det Hvide Hus, hvor vicepræsidenten også har kontor. Faktisk var de begge to langt fra og led store valgnederlag.
Man kan vist roligt sige, at chancen for, at USA får sin første kvindelige vicepræsident, aldrig har været større end i år.
Mange ønsker
Det skorter ikke på analytikere, der prædiker, at Biden skal gå efter en meget specifik profil til vicepræsidentposten: en kvindelig kandidat med minoritetsbaggrund, der signalerer en håndsrækning til venstrefløjen, appellerer til højtuddannede kvinder i forstæderne, kan mobilisere vælgerbasen og samle partiet i kampen mod præsident Trump.
Ønskerne er med andre ord mange.
Bidens udfordring er samtidig til at få øje på. Normalt vælger præsidentkandidaten sin vicepræsidentkandidat med vægt på, at vedkommende ikke selv har præsidentambitioner (længere). Det var blandt andet derfor - ironisk nok - at Barack Obama valgte Joe Biden frem for eksempelvis Hillary Clinton i 2008.
Man skal heller ikke underkende, at den moderne vicepræsidentpost er blevet et mere magtfuldt embede med en stor stab og et større ansvarsområde. Vi har bevæget os meget langt fra embedets spæde start, hvor nationens første vicepræsident, John Adams, beskrev vicepræsidentposten som "det mest ubetydelige embede, som menneskets opfindsomhed nogensinde har udtænkt, og som hans forestillingsevne har ført til".
Kan tippe en svingstat
I mediedækningen er der ofte meget fokus på, hvorvidt valget af en vicepræsidentkandidat kan ”vinde en delstat” for præsidentkandidaten. Geografi spiller med andre ord en stor rolle, når potentielle kandidater skal bedømmes i offentligheden.
Men forskningen dokumenterer ikke entydigt en sådan effekt – medmindre der er tale om en meget kendt og rutineret vicepræsidentkandidat fra en forholdsvis lille delstat - og afviser også, at vicepræsidentkandidaten markant kan øge stemmeprocenten eller på anden måde styrke valgkampen i en given stat i form af flere frivillige eller donationer.
Nogle forskere anslår dog, at en vicepræsidentkandidat fra en svingstat teoretisk set vil kunne hjælpe med at tippe et tæt valg, hvorfor kommentatorkorpset i år ofte favoriserer potentielle kandidater fra "rustbæltet", hvor det store slag nok skal stå til november. Det er for eksempel Michigans guvernør Gretchen Whitmer eller senator Tammy Baldwin fra Wisconsin.
Man skal dog ikke forvente, at en vicepræsidentkandidat ender med at blive en billetsælger på landsplan.
Det værste, der kan ske for en præsidentkandidat, er at havne i samme situation som George McGovern. Han var demokraternes præsidentkandidat i 1972 og valgte partifællen og senatoren Thomas Eagleton som vicepræsidentkandidat. Problemet var bare, at McGoverns folk ikke havde gjort deres forarbejde grundigt nok, og Eagleton ikke havde været ærlig under baggrundstjekket. Det var først nogle dage efter den officielle annoncering, at McGoverns folk fandt ud af, at Eagleton havde været indlagt adskillige gange og havde fået elektrochokbehandling mod depression. Dermed gik jagten på en vicepræsidentkandidat på ny, hvilket fik McGovern-kampagnen til at fremstå inkompetent og med dårlig dømmekraft.
De bedste eksempler
Det mest hensigtsmæssige er at finde en kandidat, der målrettet appellerer til bestemte vælgersegmenter, der skal mobiliseres, eller som kan agere som et balancerende element i forsøget på at samle partiet.
Et eksempel på en succesfuld vicepræsidentkandidat er John F. Kennedys valg af Lyndon B. Johnson i 1960.
Man kan også pege på Jimmy Carters valg af Walter Mondale som vicepræsidentkandidat i 1976, Ronald Reagans valg af George Herbert Walker Bush i 1980 og ikke mindst Donald Trumps valg af Mike Pence i 2016 som eksempler på en intern magtbalancering, der gav pote.
Netop den interne magtbalance i Det Demokratiske Parti skal Joe Biden prioritere højt i sit valg af vicepræsidentkandidat, hvis han ikke vil miste Bernie Sanders' vælgere i svinget - eller måske snarere på sofaen - på valgdagen. Det mener mange analytikere.
Bill Clintons valg af Al Gore som vicepræsidentkandidat i 1992 var ret ukonventionelt. Den unge Clinton gik ikke efter at balancere sit bud ved at vælge en ældre, mere erfaren vicepræsidentkandidat – sådan som George W. Bush gjorde det otte år senere med valget af Dick Cheney – mod den driftssikre præsident George Herbert Walker Bush, men gik med valget af Gore all in på budskabet om forandring med en ny politiker-generation i spidsen.
Det foretagende lykkedes som bekendt, men det er dog svært at forestille sig, at den 77-årige Biden går samme vej.
Opskriften for Biden
Den primære pointe, som man skal have in mente, når man tænker over Joe Bidens vicepræsidentkandidatvalg i de kommende uger og måneder, er nok, at det kommer til at forme vælgernes syn på hans dømmekraft.
I bedste tilfælde finder Biden en vicepræsidentkandidat, der opfylder disse kriterier:
- Kandidaten overstråler ham ikke
- Biden har en god personlig kemi med vedkommende
- Kandidaten kan træde ind i embedet øjeblikkeligt om nødvendigt
- Vedkommende er god til at indsamle valgdonationer
- Kandidaten er dygtig til at tage sig af det beskidte arbejde under valgkampen
- Vedkommende kan målrettet styrke Bidens mobilisering af bestemte vælgersegmenter
I virkeligheden bliver det nok svært at finde kandidaten, der opfylder alle de ovennævnte kriterier. Det vil tiden vise.
Bookmakernes og de politiske kommentatorers klare favorit er senatoren fra Californien, Kamala Harris, efterfulgt af senatorerne Amy Klobuchar fra Minnesota og Elizabeth Warren fra Massachusetts. Alle tre kvinder forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat, men var ikke i nærheden af at vinde nomineringen. Tværtimod endte Harris og Warren faktisk med at skuffe fælt.
Joe Biden har et valg, han skal træffe.