Udland

KOMMENTAR: Læren fra fortiden: Et bud på USA's vigtigste og værste vicepræsidenter

Valgmulighederne er store, og valgene selvfølgelig subjektive.

Lad os starte med et forbehold og en forklaring. For man kan selvfølgelig diskutere, hvordan man bedst opgør de ”vigtigste” og de ”værste” amerikanske vicepræsidenter i historien.

Formuleringen ”de vigtigste” dækker her over et væld af faktorer som:

  • Spillede vicepræsidenten en afgørende rolle i at vinde præsidentvalget?
  • Kunne vicepræsidenten tage over med kort varsel, hvis det blev nødvendigt?
  • Fik vicepræsidenten stor indflydelse på den førte politik?

Det samme gør sig gældende med hensyn til valget af de to ”værste” vicepræsidenter. Der er mange om buddet, men de to udvalgte herrer trak det korteste strå, fordi den ene ikke var opgaven voksen, da han skulle træde i karakter, mens den anden vitterligt myrdede oppositionslederen.

Hermed følger en stærkt subjektiv topfem over USA's vigtigste vicepræsidenter gennem tiderne - og de to værste.

De fem vigtigste

  1. George Herbert Walker Bush (1981-1989)

    Kamppilot under Anden Verdenskrig, medlem af Repræsentanternes Hus, FN-ambassadør, udsending til Kina, direktør for efterretningstjenesten CIA. Det er et imponerende cv for enhver vicepræsident. Men hvor velkvalificeret Bush egentlig var, viste sig ikke mindst under afslutningen af Den Kolde Krig. Her spillede Bush en hovedrolle - først som vicepræsident fra 1981-1989 og dernæst som præsident fra 1989-1993.

    Fun fact: At gå direkte til præsidentposten var en bedrift, som man på daværende tidspunkt ikke havde set i USA i mere end 150 år.

    Bush blev ofte kritiseret for at mangle ”the vision thing”, og han var da heller ikke synderligt visionær, men mest af alt loyal, effektiv og pragmatisk. Med andre ord nok præcis det, som der var brug for i kølvandet på de historiske omvæltninger i 1980erne, hvor ikke bare USA, men Vesteuropa og verden generelt, var godt tjent med George Herbert Walker Bush i rollen som andenviolin i Det Hvide Hus.

  2. Harry S. Truman (1944)

    82 dage sin efter indsættelse som vicepræsident i januar 1945 blev manden fra Missouri sat på den helt store prøve, da præsident Franklin Delano Roosevelt (FDR) døde. Truman blev pludselig præsident, og USA fik fire år uden vicepræsident. ”Jeg havde det, som om månen, stjernerne og alle planeterne var faldet ned på mig”, formulerede Truman det.

    Den nye præsident - der som en af de få moderne amerikanske præsidenter ikke havde en universitetsuddannelse - havde kun haft begrænset kontakt med FDR, men nu skulle ”tilfældighedernes vicepræsident” forsøge at afslutte Anden Verdenskrig på Potsdamkonferencen. Fire måneder senere faldt atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Et våben, hvis udvikling Truman ikke var blevet bekendtgjort med i sin tid som vicepræsident

    Under Den Kolde Krig fastlagde Truman en udenrigspolitisk strategi, der blev amerikanske præsidenters pejlemærke under hele konflikten og gik over i historien som Truman-doktrinen. Ikke dårligt gået af Harry S. Truman - s'et stod i øvrigt ikke for noget –der også bare kunne være gået over i historien som ejer af en herreekviperingsforretning.

  3. John Tyler (1841)

    Indrømmet, det kan være bizart at inkludere en vicepræsident, der kun sad på posten i en måned og af sine kritikere blev omtalt som ”Hans Tilfældighed”. Men John Tyler var en vigtig vicepræsident, fordi han endte med at tage over, da præsident William Harrison afgik ved døden. Det var der bestemt ikke bred enighed om, at han skulle, men Tyler satte sig igennem og cementerede dermed, at vicepræsidenten automatisk skulle træde i præsidentens fodspor, skulle dette blive nødvendigt.

    Som USA's 10. præsident var Tyler med til at ændre amerikanernes opfattelse af vicepræsidentembedet, som gik fra at være en ceremoniel rolle til et embede, hvor man  kunne blive sat i spidsen for en hel nation med et øjebliks varsel. At Tyler til gengæld ikke slap særlig godt fra opgaven som præsident, er så en anden sag, som vi gemmer til en anden gang.

  4. Lyndon B. Johnson (1961-1963)

    Det er svært ikke at inkludere bombastiske "LBJ". Valget af titanen fra Texas som vicepræsidentkandidat hjalp nok John F. Kennedy med at vinde det tætte præsidentvalg i 1960. Johnson var med sin mangeårige erfaring fra Kongressen også et vigtigt bindeled til lovgivningsarbejdet samt en håndsrækning til partiets konservative fløj, selvom forholdet mellem Kennedy og Johnson ikke var særlig prangende.

    Efter mordet på Kennedy i november 1963 blev Johnson USA's 36. præsident og fik vedtaget nogle af de største reformer i nyere amerikansk historie. Håndteringen og eskalationen af Vietnamkrigen må selvsagt trække ned i det samlede regnskab og var da også afgørende for, at Johnson ganske opsigtsvækkende endte med at trække sig tidligt i primærvalgkampen i 1968. At Johnson i januar 1973 døde næsten samtidig med, at hans efterfølger, Richard Nixon, annoncerede en våbenhvile i Vietnam, er nok en af præsidenthistoriens største ironier.

    På bundlinjen vil få sætte spørgsmålstegn ved, at Lyndon B. Johnson var ”en fejlbehæftet gigant”, som historikeren Robert Dallek har formuleret det, der viste sig at være en god vicepræsident for Kennedy og sidenhen en indflydelsesrig præsident i sin egen ret.

  5. John Adams (1789-97)

    USA's første vicepræsident skal selvfølgelig også inkluderes her. John Adams spillede en vigtig rolle i Uafhængighedskrigen og var en central aktør i formuleringen af uafhængighedserklæringen. Adams var ydermere loyal over for nationens første præsident, George Washington, og med til at sikre signifikante resultater i Senatet.

    Alligevel blev han som vicepræsident sjældent taget med på råd af Washington. Det frustrerede Adams, der omtalte vicepræsidentembedet som ”det mest ubetydelige embede, som menneskets opfindsomhed nogensinde har udtænkt, og som hans forestillingsevne har ført til".

    Men Adams endte nu med at få søsat en glimrende politisk karriere i sidste ende, blandt andet som USA's anden præsident. Så selvom eftertiden ikke husker Adams i samme grad som George Washington eller Thomas Jefferson – som man også kunne have inkluderet på listen her – så kommer man heller ikke udenom USA's første vicepræsident.

De to værste

  1. Andrew Johnson (1865)

    Det er én ting, at man som vicepræsident til sin indsættelse tilsyneladende er så beruset, at det stjæler overskrifterne.

    Men den tvivlsomme topplacering ”fortjener” Andrew Johnson især, fordi han viste sig at være skrækeksemplet på en vicepræsident, der ikke var opgaven voksen, da han skulle træde i karakter. Johnson havde ellers som den eneste senator fra sydstaterne tilsluttet sig Abraham Lincoln under borgerkrigen, hvilket var medvirkende til, at den tidligere brigadegeneral og militærguvernør blev Lincolns vicepræsident. Efter bare fem uger på vicepræsidentposten blev Johnson så USA's 17. præsident efter drabet på Lincoln i april 1865.

    "Jeg føler mig inkompetent til at udføre opgaver så vigtige og ansvarsfulde som dem, som så uventet er blevet kastet over mig", sagde Johnson i sin første tale som præsident, hvilket viste sig at være en meget rammende beskrivelse.

    Johnsons genopbygningspolitik efter borgerkrigen stod i stærk kontrast til det, Lincolns republikanske partifæller ønskede, og Johnson fik den tvivlsomme ære at blive stillet foran en rigsret som den første amerikanske præsident nogensinde.

    I dag rangerer Andrew Johnson konsekvent som en af de dårligste præsidenter nogensinde, så lad os bare stilfærdigt antyde, at Abraham Lincoln nok kunne have truffet et bedre vicepræsidentsvalg i sin tid.

  2. Aaron Burr (1801-1805)

    Når man skyder en af USA's største politiske begavelser, kan man nok ikke undgå at blive husket som lidt af en fiasko. Aaron Burr dræbte sin politiske rival Alexander Hamilton i en duel i 1804, hvilket i sig selv berettiger til en topplacering. At Burr samtidig ikke rigtigt var involveret i beslutningsprocessen under præsident Thomas Jefferson, det trækker ydermere ned. Til gengæld satte Burr barren lavt for sine efterfølgere, som nu bare kunne fokusere på at lade være med at skyde oppositionslederen, hvilket alle amerikanske vicepræsidenter har mestret sidenhen.