KOMMENTAR: Fem kvindelige bud på Bidens partner - hvad taler for og imod?

Det er svært at komme udenom den tidligere præsidentkandidat. Kamela Harris er favorit og ifølge avisen New York Times en af to kandidater, som Bidens inderkreds bliver ved med at vende tilbage til.

Det taler for:
Senatoren fra Californien er på papiret et af de mest venstreorienterede bud, har et godt donornetværk og burde have tilstrækkelig appel til minoritetsvælgere.

Det taler imod:
Harris blev under primærvalget hypet til skyerne, men endte med at skuffe stort, da det blev alvor. Det faktum kan alt andet lige være med til at understrege, at senatoren måske ikke er klar til den helt store scene, men det er værd at hæfte sig ved, at Joe Biden offentligt har insisteret på det modsatte.

Senatoren har heller ikke særlig meget erfaring på føderalt niveau, og Harris' kyniske angreb på Joe Biden under en tv-debat sidste sommer vil være guf for oppositionen.

Det samme er tilfældet for senatorens kovending på spørgsmålet om en offentligt finansieret sygesikring – Medicare-for-all – som Harris oprindeligt var fortaler for sammen med Bernie Sanders, men nu ikke længere lader til at støtte.

Ifølge New York Times er Klobuchar en anden favorit til at ledsage Biden i kampen mod præsident Trump. Man kan da bestemt heller ikke udelukke, at Biden ender med at vælge en vicepræsidentkandidat, der især skal appellere til såkaldte midtervælgere og svingvælgere, som Hillary Clinton gjorde for fire år siden med valget af senator Tim Kaine. Går Biden samme vej, vil Amy Klobuchar nok være det bedste bud.

Det taler for:
Senatoren er valgt i "Rustbæltet" og har tilpas meget politisk erfaring på føderalt niveau.

Klobuchar er ideologisk set også tættere på midten end mange af hendes konkurrenter – nok endda tættere end Biden, om end Klobuchars stemmeafgivelser tilsyneladende er tilpas progressive og har et ry for at søge det tværpolitiske samarbejde.

Det taler imod:
Det er dog heller ikke svært at se ulempen ved kombinationen af Biden og Klobuchar: Ingen minoritetsrepræsentation, ingen håndsrækning til venstrefløjen og ingen åbenlys appel til yngre vælgere. 

I værste tilfælde er Biden-Klobuchar den nye udgave af Clinton-Kaine - godt nok med omvendte kønsfortegn, men potentielt med samme katastrofale udfald for demokraterne.

Der er kun få fremtrædende kvindelige latino-kandidater i amerikansk politik, men senatoren fra Nevada er bookmakernes bedste bud på en vicepræsidentkandidat med den baggrund. 

Det taler for:
Cortez Masto har to ting kørende for sig, som man ikke skal undervurdere.

For det første er hun tilsyneladende den indflydelsesrige demokrat Harry Reids foretrukne vicepræsidentkandidat. Det kommer næppe som en stor overraskelse, da Cortez Masto har overtaget den tidligere demokratiske flertalsleders sæde i Senatet. 

Og for det andet Biden har tilsyneladende tilkendegivet, at Cortez Masto er i hans foreløbige top tre over mulige vicepræsidentkandidater, hvilket selvsagt også må resultere i en plads på podiet her.

Det taler imod:
Ulemperne er dog stadig enorme: Hun er muligvis ikke progressiv nok til partiets venstreorienterede fløj, hun har grænset politisk erfaring på føderalt niveau og er næppe en kandidat, der får donorerne til at sende de store checks afsted.

Og så er Catherine Cortez Masto ikke mindst et ubeskrevet blad - mere end halvdelen af respondenterne i en meningsmåling havde aldrig hørt om hende før.

Præsident Trumps nedladende omtale af Michigans guvernør Gretchen Whitmer som ”kvinden fra Michigan” har katapulteret hende langt frem i køen. Men der er dog også en del ulemper ved dette valg.

Det taler for:
Gretchen Whitmers navn er blevet varmere under coronakrisen, hvor hun har fået en del opmærksomhed - endda fra præsidenten. Derudover har Biden selv sagt, at Whitmer er en seriøs kandidat til at blive hans vicepræsidentkandidat, så guvernøren bliver også inkluderet her på denne liste. For hvem ved?

Det taler imod:
Demokratiske præsidentkandidater har ikke kutyme for at vælge en siddende guvernør som deres vicepræsidentkandidat, og man kan sagtens se problematikken i at vælge en, der skal turnere landet rundt og føre valgkamp, mens lokummet brænder på hjemmebane på grund af coronakrisen.

Man kan mene, at netop coronakrisen nødvendiggør, at Joe Biden vælger en vicepræsidentkandidat med ledererfaring på topniveau, der kan hjælpe – og om nødvendigt også træde til – fra dag ét i Det Hvide Hus. Hvorvidt Gretchen Whitmer er kvalificeret til at gøre det, er mildest talt op til debat, da guvernørens erfaring på føderalt niveau er ikke-eksisterende. 

Derudover giver hendes navn heller ikke den store genklang hos vælgerne - mere end halvdelen af respondenterne i en ny måling tilkendegav, at de ”aldrig havde hørt om” Gretchen Whitmer.

Og så har Whitmer kategorisk afvist, at hun bliver ”Bidens Biden”.

Hvis man abonnerer på teorien om, at amerikanske valg i polariseringens tidsalder handler om at mobilisere basen i endnu højere grad, burde Joe Biden gå efter en kandidat, der kan hjælpe med at nå ud til yngre vælgere, højtuddannede kvinder i forstæderne, minoriteter og venstrefløjen.

Det taler for:
Det er svært at få øje på den perfekte vicepræsidentkandidat, der opfylder alle de nævnte kriterier, men den demokratiske politiker Stacey Abrams må være det bedste bud på nuværende tidspunkt.

Det taler imod:
Ulemperne er dog alligevel til at få øje på, særligt her under coronakrisen. Abrams har godt nok politisk erfaring, men kun på delstatsniveau. Joe Bidens centrale argument om at vælge en vicepræsidentkandidat, der har erfaringen til at træde ind i verdens mest magtfulde embede med øjeblikkelig virkning, vil unægteligt lide et kolossalt knæk, hvis Abrams blev hans running mate.

Det vil det i bund og grund med alle kandidater i denne topfem, hvis man skal være lidt penibel. Men valget af en på landsplan relativ ukendt 46-årig politiker, hvis største politiske bedrift groft sagt er at have tabt et guvernørvalg i den konservative delstat Georgia med et mulehår for to år siden, er nok alligevel lige lovlig risikabelt.