Udland

Franske hospitaler finder coronavirus i prøve fra sidste år

En laboratorietekniker i Paris. To af byens hospitaler har undersøgt gamle prøver for spor af coronavirus. Thomas Samson / Ritzau Scanpix

To franske hospitaler gav sig til at analysere gamle prøver for lungebetændelse. De fandt coronavirus i en prøve fra Paris i 2019.

Samtidig med at udbruddet af coronavirus spredte sig på et marked i den kinesiske storby Wuhan, kan sygdommen have smittet mennesker på et helt andet marked i en helt anden verdensdel.

Nemlig i fiskeafdelingen i et supermarked i en forstad til Paris.

Virussen cirkulerede formentlig allerede i december

Yves Cohen, læge og afdelingschef for to hospitaler

Det fortæller læge Yves Cohen, der er chef for intensivafdelingerne på to hospitaler i byen til tv-kanalen BFMTV.

Inden epidemien brød ud, havde de to hospitaler, Avicenne og Jean Verdier, testet en række franskmænd for lungebetændelse og influenza, og for nylig bad Yves Cohen så sine ansatte om at gennemgå de gamle prøver og teste dem for coronavirus.

Prøverne var af den type, der foretages med vatpind fra slimhinderne i halsen, og alle de prøver, hvor patienterne havde haft enten influenza eller normal lungebetændelse blev sorteret fra.

Samtidig kiggede lægerne på, hvilke symptomer patienterne havde haft, og koncentrerede sig kun om dem, der kunne ligne coronavirus.

Patienten kunne ikke forstå det

Og så stod lægerne tilbage med 24 prøver, hvor sygdommen ikke umiddelbart kunne forklares.

- Ud af de 24 patienter, havde vi en prøve, der var positiv for covid-19 den 27. december, da han blev indlagt hos os på Jean Verdier, siger Yves Cohen til BFMTV.

På det tidspunkt havde myndighederne i Kina ikke slået alarm om den nye virus endnu, og markedet i Wuhan, hvor sygdommen ifølge kineserne havde sit udspring, var endnu ikke lukket. Det skete først 1. januar.

- Vi gennemførte testen to gange for at være sikker på, at der ikke var nogen fejl, og begge gange var den positiv, siger Yves Cohen til Franceinfo.

Efter den store opdagelse ringede hospitalet til den tidligere patient, som for længst var blevet rask igen efter sin mystiske sygdom.

- Han var overrasket, og han forstod ikke, hvordan han var blevet smittet, siger Yves Cohen.

Manden havde ikke været ude at rejse og havde mest haft kontakt til sin kone og børn.

- Han var syg i 15 dage og smittede sine to børn, men ikke hustruen, der arbejder i fiskeafdelingen i et supermarked. Vi tænkte om der mon var kinesiske fisk, men de har kun franske produkter, siger Yves Cohen til den franske tv-kanal.

Supermarkedet

Men mistanken rettede sig alligevel mod patientens hustru.

- Ved et tilfælde fandt vi ud af, at hun arbejder nær et sted, hvor der sælges sushi, og hvor der kommer folk af kinesisk oprindelse, siger Yves Cohen.

Kunne hun have været rask smittebærer?

Den franske læge kan ikke sige det med sikkerhed, men ser det som en mulighed.

- Jeg mener, at det er op til andre institutioner at gennemføre efterforskningen, siger han.

Han siger ikke, hvilket supermarked der er tale om, men coronavirus har krævet to menneskeliv blandt de ansatte ved Carrefour i Seine-Saint-Denis.

Du kan se et af dødsfaldene omtalt i tweetet herunder.

Præcis hvornår sygdommen er dukket op der, er endnu uklart, men inkubationstiden for coronavirus er mellem to og 12 dage, så hvis Yves Cohen har ret i sine formodninger, har virussen formentlig cirkuleret i Frankrig allerede inden jul.

Hidtil har franskmændene troet, at smittet ført kom til landet 24. januar, så den nye opdagelse rykker altså dagen for den første infektion en måned frem.

- Han kan være patient nul, men måske er der andre i andre regioner. Alle negative tests for lungebetændelse bør testes igen. Virussen cirkulerede formentlig allerede, siger Yves Cohen til BFMTV.

Flere mistanker om smitte

Ifølge en læge og ekspert i smittespredning, som tv-kanalen har talt med, kan opdagelsen være med til at forklare, hvorfor sygdomsudbruddet blev så voldsomt i Seine-Saint-Denis, hvor den første patient altså med sikkerhed var smittet 27. december.

- Det er meget spændende, når man skal rekonstruere historien. Vi vidste allerede, at sygdommen cirkulerede i Seine-Saint-Denis, hvor Roissy-lufthavnen ikke ligger ret langt væk. Der var mange turister i Frankrig på det tidspunkt, siger eksperten Patrick Pelloux til BFMTV.

Prøverne fra Frankrig bekræfter en mistanke om, at coronavirus kom til Europa længe før først antaget.

Romelu Lukaku fortalte om en mystisk sygdom blandt spillerne i Inter allerede i januar.

For eksempel påstod fodboldspilleren Romelu Lukaku, der spiller for klubben Inter i Italien, at mellem 23 og 25 spillere havde vist symptomer på coronavirus, inden sygdommen kom til Italien i januar,

Desuden var den italienske region Lombardiet ramt af usædvanligt mange lungebetændelser i slutningen af 2019, også dette efterforskes ifølge Reuters som et muligt udbrud af coronavirus.