Coronavirus

Planer om genåbning vækker vrede: - Italienerne er enormt skuffede

En designer har sat ild til hele sin brudekjolekollektion, efter hans håb om en bredere genåbning blev slukket.

Mandag træder Italien ind i en ny fase af coronaepidemien, når det sydeuropæiske land løsner op for den nedlukning, som i knap to måneder har holdt italienerne indendøre.

Men selvom de hårdtprøvede borgere nu har mere frihed i sigte, er nyheden flere steder i landet blevet modtaget med vrede, skriver britiske The Guardian.

Mange italienere havde nemlig håbet på en bredere genåbning med færre restriktioner, da premierminister Giuseppe Conte i sidste uge løftede sløret for næste skridt i genåbningen - og præsentationen skuffede så fælt, at mange nu kalder den "en falsk genåbning."

- Italienerne er enormt skuffede. Nogle er så desperate, at de er indgået i protestaktioner, siger TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, og forklarer, at flere ganske enkelt ikke kan vente på en genåbning længere.

- Mange selvstændige er bange for ikke at overleve, hvis der går flere dage med regninger og medarbejderlønninger, men ingen indtægt.

To go-kaffe findes ikke i dette land

Konkret betyder genåbningen, at italienerne fra på mandag vil være i stand til at rejse inden for deres egen region, hvis de skal besøge slægtninge - dog fortsat iført ansigtsmasker. Derudover genåbner størstedelen af industrisektoren.

Derimod skal skoler, frisører, fitnesscentre og andre liberale erhverv fortsat holde lukket, ligesom caféer og restauranter stadig ikke må servere for gæster. Fra mandag må de dog levere takeaway.

Og især det sidste kommer til at udfordre den italienske kultur, fortæller Eva Ravnbøl. For mange italienere er livet uden social kontakt ikke meget værd.

- To go-kaffe findes ikke i det her land. Italienerne hader det. Min veninde har talt med sin lokale barejer, som siger, at han nægter at give folk kaffe to go i papkrus. Så vil han hellere vente med at genåbne, til folk igen må komme ind og snakke og få serveret kaffe i en porcelænskop, siger hun.

Satte ild til egen brudekjolekollektion

Mange små selvstændige bløder i coronakrisen, og da håbet om genåbning blev slukket, voksede frustrationerne sig for store for designeren Pietro Demita.

I sidste uge satte han ild til hele sin kollektion af brudekjoler i den syditalienske by Lecce i protest mod den fortsatte lockdown.

- Jeg satte mine kreationer i flammer, frugten af mit talent og min kreativitet, for at sende et stærkt budskab. For selvom jeg ikke havde gjort det, ville økonomien og de politiske beslutninger, som er trukket ned over os under coronakrisen, alligevel have fået dem til at gå op i røg, siger Pietro Demita til The Guardian.

Og Pietro Demita er langtfra ene om at føle en afmagt i sit erhverv.

For i modsætning til det nordlige Italien, der i marts udviklede sig til at blive et europæisk epicenter for coronavirus, er antallet af smittetilfælde lavere i den sydlige del af landet. Derfor havde mange sat deres lid til en større genåbning mod syd.

- Det virker, som om de (politikerne, red.) får et godt grin på vores bekostning. Hvis vi ikke returnerer til det normale snart, vil coronavirussen ikke kun have dræbt tusindvis af mennesker, men også hele økonomien, siger frisøren Costantino Montalbano fra Palermo, som The Guardian har talt med.

Frisører må i lighed med restauranter og barer først åbne 1. juni i Italien, mens museer og butikker må åbne 18. maj.

75.000 ejere i protest

Tusindvis af barer og restauranter har nu samlet sig i en fælles protest mod regeringens genåbningsplan i en protestbevægelse ved navn Movimento Imprese Ospitalità (MIO).

Tirsdag blev utilfredsheden symbolsk markeret, da 75.000 vrede ejere på samme tid tændte lysene i beværtningerne, inden de den følgende morgen overrakte nøglerne til borgmestrene i deres respektive byer.

Til The Guardian fortæller talsmanden for MIO, Paolo Bianchini, som ejer en restaurant i byen Viterbo i Lazio-regionen, at restauranterne kun vil åbne, hvis de kan få lov at arbejde effektivt.

Han forklarer, at han i sin restaurant har plads til 100 spisende gæster. Men alt afhængig af myndighedernes krav om social afstand i restauranten, kan han blive tvunget til at skære antallet af gæster ned til eksempelvis 30.

- Hvis jeg skaber så lidt omsætning, lukker min restaurant, fordi jeg ikke kan dække omkostningerne. Paradoksalt nok risikerer vi altså at gå fallit, hvis vi åbner, siger han og spørger retorisk:

- Vi har brug for likviditet - hvordan er det, at seriøse lande som England formår at hjælpe forretningsdrivende, men Italien ikke giver en udstrakt hånd?

Selvom Italien har afsat milliarder af kroner til hjælpepakker, er der samtidig så meget bureaukrati i landet, at det har været svært at få pengene ud til de folk, som akut har brug for pengene, fortæller Eva Ravnbøl. Det har fået premierministeren til i en tale i parlamentet at undskylde forsinkelserne på udbetalingerne.

- De døde ville bede os genåbne landet

Skuffelsen er også nået ind i det italienske senat, hvor oppositionslederen, den tidligere premierminister Matteo Renzi, torsdag kritiserede regeringen med Giuseppe Conte i spidsen med ordene:

- De mennesker i Bergamo og Brescia (to af de værstramte områder i Italien, red.), som er borte, de, som døde af coronavirus, hvis de kunne tale nu, ville bede os om at genåbne landet for dem, til ære for dem.

Den kontroversielle udtalelse faldt mange for brystet og fik efterfølgende flere læger til at minde om, at der fortsat er risiko for smittespredning i landet, samt advare imod, at blot ét enkelt fejltrin kan sende Italien tilbage til de tilstande, som landet oplevede i marts.

- Den sætning har vakt harme. Flere har sagt: "Lad de døde være i fred. De skal ikke ind i en politisk diskussion. Det er skammeligt at bringe dem ind i en debat om genåbningen." Og nu tyder det på, at Renzi har fået kolde fødder, siger Eva Ravnbøl.

- Det springende punkt bliver at se, om italienerne kan lære at leve på denne nye måde og fortsat bære maske og spritte hænder, når landet genåbnes.