Coronavirus

Rusland under pres: Respiratorer er det nye hit på det sorte marked

Antallet af covid-19-smittede har sat rekord i Rusland, og det har fået kriminelle til at udnytte situationen.

På politiets grynede optagelser ser man to betjente i fuld kampudrustning slæbe afsted med en anholdt.

Han er lagt i håndjern og har fået tvunget armene om på ryggen, ligesom hans medsammensvorne, der ligger på rad og række på gulvet længere fremme.

Syv personer blev anholdt ved aktionen forleden i et varehus uden for Moskva.

De er nu sigtet for at have forsøgt at tjene penge på corona-katastrofen ved at sælge mere end 100 forældede og uregistrerede respiratorer, der er stuvet ned i militært udseende transportkasser.

På grund af corona-pandemien er respiratorer blevet det nye sort i Rusland. For et par uger siden kunne Moscow Times fortælle, at medlemmer af landets stenrige overklasse er begyndt at hamstre respiratorer for det tilfælde, at de selv skulle blive syge. Nu kan russiske medier så berette, at kriminelle forsøger at score på manglen på respiratorer.

Det sker på et tidspunkt, hvor antallet af nye smittede i Rusland lørdag satte rekord.

Moskva er mærket af corona-restriktionerne. Her ses 1. maj-festlighederne i 2019...
...Og samme sted fredag, hvor alle festligheder var aflyst

I løbet af det seneste døgn er 9623 nye tilfælde føjet til statistikken, og det er det hidtil højeste tal for et enkelt døgn. Antallet af covid-19-smittede er nu oppe på 124.054.

Torsdag kom det frem, at landets ministerpræsident, Mikhail Misjustin, er et af de seneste dages ofre. Han lod nyheden om sin sygdom slippe ud under en videokonference med præsident Putin.

- Det, der er tilstødt dig, kunne ske for os alle, lød kommentaren fra Vladimir Putin.

Det var sikkert ment beroligende, men ikke kunne undgå at have noget ildevarslende over sig.

Hotspot Moskva

I marts håbede de russiske myndigheder ellers på, at landet ville blive forskånet for de værste konsekvenser af pandemien. Men det skulle vise sig, at man blot havde forsinket og ikke afværget katastrofen.

I dag har coronavirussen bidt sig godt og grundigt fast overalt.

Epicentret er indtil videre hovedstaden Moskva med dens 12 millioner indbyggere, som i en måned har været underlagt skrappe udgangsbestemmelser.

Alle Moskva-borgere er underlagt ”selvisolation” og må kun forlade deres hjem for at købe ind eller gå til læge, apoteket eller affaldscontaineren. Alle andre ærinder skal man først søge om tilladelse til.

Håndværkere i gang med at ombygge et udstillingscenter i Moskva til et midlertidigt hospital

"En fjerdedel af vejen"

På det seneste er kurven over antallet af smittede dog begyndt at flade ud. Ifølge Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, har krisen toppet i storbyen, men der er stadig lang vej igen. Indbyggerne er ”kun nået en fjerdedel af vejen” gennem pandemien, hvis man skal tro borgmesteren.

Moskvas andel af de smittede i Rusland er nu faldet fra 80 til omkring 50 procent, men det skal ikke tages som udtryk for, at virussen er på tilbagetog.

Tværtimod.

Corona-smitten har blot spredt sig længere og længere ud i det enorme land, og "ingen kan vide sig sikre", som Putin pointerede, da han modtog ministerpræsidentens sygemelding.

Fra arktis til Stjernebyen

Det gælder osse i Belokamenka, en landsby ved Barentshavet nord for polarcirklen, hvor tusindvis af arbejdere, deraf mange udenlandske, er i gang med at opføre et naturgasanlæg.

Her blev snesevis af arbejdere testet positiv for covid-19 i begyndelsen af april. Et par uger senere var antallet vokset til 200.

I dag regnes byggepladsen med sine 877 smittede (tal fra mandag) for at være det største registrerede udbrud i Rusland.

Kosmonauter og livvagter

Coronavirussen har fået godt fat om Rusland og akkurat som i Europa ramt hospitaler, plejehjem, kirkesamfund og også militæret.

Torsdag var der ifølge radiostationen Kommersant FM registreret 2770 covid-19-tilfælde i den russiske hær og på landets militærakademier.

Ingen går fri. Uden for Moskva er 55 mennesker fra rumfartscenteret ”Stjernebyen” testet positiv, deriblandt otte ansatte, som har ansvaret for kosmonauttræningen.

Vejene i Moskva sprøjtes med disinficerende midler

Heller ikke FSB, det særlige korps, der ligesom USA's Secret Service passer på Kreml og præsidenten, er sluppet. Nyhedssitet Meduza kan fortælle, at over 20 FSB-ansatte er blevet smittet, mens den 34-årige kaptajn Alexander Filatov døde som følge af covid-19 i sidste uge.

Pres på sygeplejersker

Presset fra de virussmittede har sat sine spor overalt på det russiske hospitalsvæsen.

Læger og plejepersonale klager over manglen på sikkerhedsudstyr og er begyndt at lave deres egen opgørelse over, hvor mange kolleger, der er døde som følge af covid-19-smitten. Listen omfatter per dags dato 82 personer.

Utilfredshed med lønnen og med arbejdsforholdene har i den seneste tid fået snesevis af sygeplejersker til at forlade det prestigefyldte sygehus Kommunarka, Moskvas førende corona-hospital, og det netop på et tidspunkt, hvor der ellers er hårdt brug for den slags personale.

I Sankt Petersborg forsøger Irina Maslova med sin egen lille aktion at mindes de læger og sygeplejersker, som er døde som følge af covid-19, ved at hænge billeder op foran kontoret, der huser byens sundhedsmyndigheder.

Putins sidste reserve

Som resultat af personalemanglen har de russiske myndigheder besluttet at lade tredjeårsstuderende fra de sundhedsfaglige fag hjælpe til på hospitalernes covid-19-afsnit. Som begrundelse for at indrullere de 17-18-årige studerende i kampen mod virussen forklarede Moskvas borgmester, Sobjanin, at ”vi har behov for yderligere personale for at klare alt arbejdet”.

Mange er glade for at få lov at hjælpe, men til Moscow Times fortæller studerende, at de bliver truet med ”studiemæssige konsekvenser”, hvis ikke de melder sig.

- Jeg kan godt forstå, det er svært for øjeblikket, og at der er brug for alle hænder, men de, der ikke vil, bør ikke tvinges til det, lyder det fra femteårsstuderende Nikita i Moscow Times.

- Mange af mine venner er meget bange, forklarer 24-årige Alexander - en af de andre medicinstuderende, som Moscow Times har talt med.

Tyske Spiegel har døbt de medicinstuderende: ”Putins sidste reserve”.

"Ring til mig"

Hvad angår ministerpræsident Misjustin, så var Vladimir Putins afskedshilsen et: ”Ring til mig, så snart du er kommet hen på hospitalet. Jeg venter dit opkald”.

Det skulle sikkert have lydt beroligende. Men for mange var det påmindelse om, at det nemt kan gå galt.