Coronavirus

Australsk delstat: Vi er det sikreste sted i verden - efter New Zealand

Flere delstater i Australien har ikke registreret nogle nye smittede med coronavirus i flere dage og gør klar til at åbne op.

Den sydlige del af Australien er nu det sikreste sted i verden, hvis man gerne vil undgå at blive smittet med coronavirus - udover nabolandet New Zealand.

Det var beskeden fra de australske sundhedsmyndigheder i denne uge, mens flere delstater fredag begyndte at åbne op. Det skriver CNN og BBC.

For bare en måned siden blev flere hundrede australiere smittet hver dag. Den 28. marts toppede tallet med 460 nye smittede. Fredag var det faldet til bare 16 personer over hele landet.

Australiens premierminister, Scott Morrison, sagde fredag, at regeringen mødes 8. maj for at forhandle om en genåbning af landet - forhandlinger der ellers var planlagt i ugen efter.

- Australierne har fortjent et tidligt klap på skulderen. Vi er nødt til at genstarte vores økonomi. Vi er nødt til at genstarte vores samfund, siger han til CNN.

Flad kurve i flere delstater

I nogle af Australiens seks delstater og ti territorier er kurven fladet fuldstændig ud: Queensland har ikke registreret nogen nye smittede med coronavirus siden mandag, West Australia havde i denne uge flere dage uden nye smittede, mens South Australia ikke har registreret nogen nye smittede i over en uge.

- Det her er en milepæl for os, sagde chefen for sundhedsmyndighederne i South Australia, Nicola Spurrier, med et stort smil under et pressemøde i onsdags.

Den sydlige delstat med 1,6 millioner mennesker, der er hjemsted for landets femtestørste by Adelaide, har registreret 438 smittede med coronavirus. 14 personer er stadig syge, mens fire personer er døde ifølge tal fra delstatsregeringen.

- Jeg tror, at mange i Australien er overraskede over, hvor godt vi har klaret den. Faktisk - når du tager de andre delstater og territorier i betragtning - er det her nok det sikreste sted i verden næstefter New Zealand, sagde hun.

Nabolandet New Zealand annoncerede for knap en uge siden, at man har vundet kampen over coronasmitten for nuværende. Knap 1500 personer er blevet smittet med coronavirus, mens kun 19 er døde.

Lemper restriktionerne en smule

Flere australske delstater annoncerede fredag de første skridt i deres respektive genåbninger.

I South Australia og West Australia er det nu tilladt for 10 mennesker at forsamles - før var det kun tilladt for to.

I det mere afsidesliggende Northern Territory, der ikke har set nye smittetilfælde i flere uger, må beboerne nu fiske med venner, svømme i offentlige swimmingpools og spille golf, mens pubber, restauranter og fitnesscentre genåbner 15. maj.

Og selv i den mest folkerige delstat, New South Wales, lemper man restriktionerne en smule og tillader hver husstand besøg af to voksne på en gang. Delstaten er hjem for storbyen Sydney og knap halvdelen af landets 6.762 smittede.

Men tallene er faldet markant de seneste uger, og der er nu under 20 nye tilfælde om dagen.

- Vi er stort set som New Zealand

Australien lukkede ned 22. marts, hvor premierministeren beordrede alle barer, klubber, biografer, fitnesscentre samt kirker, moskeer og synagoger til at lukke, mens restauranter og cafeer kun måtte sælge take-away. Supermarkeder, tøjbutikker, apoteker og skønhedssaloner har hele tiden holdt åbent.

Australien, som har en befolkning på omtrent 25 millioner mennesker, har registreret 6.762 syge. 92 er døde, mens 950 stadig er syge med coronavirus.

Som sammenligning er 460 personer døde, mens 9.311 er blevet smittet i Danmark, der har en befolkning på godt 5,8 millioner mennesker.

- Vi er fortsat gode til at undertrykke virussen rundt om i Australien, og vi har i den grad fladet kurven over nye smittede ud, sagde en talsperson fra Australiens sundhedsministerium til CNN torsdag.

- Sikkerheden har været vores fundamentale fokus, og vores strategis succes har betydet, at vi er stort set det samme sted som New Zealand, der har sagt, at deres strategi var at udrydde den.