Coronavirus

Se billederne: Her venter 13.000 åbne grave på corona-ofre

Udbruddet af coronavirus i Brasilien er så tæt på at overvælde sundhedsvæsenet, at kirkegården i Sao Paulo forbereder sig på det værste.

Den enorme Vila Formosa-kirkegård i storbyen Sao Paulo i Brasilien har netop udvidet med 13.000 nye huller i jorden for at kunne tage imod ofrene for udbruddet af coronavirus i storbyen.

Når det er tæt på, ser man, hvor alvorligt det er

Alan Gomes da Silva, graver

Det fortæller tv-stationen Sky News, der har besøgt kirkegården, hvor begravelser nu ekspederes i ekspresfart.

- Hvis der er plads, får familien så nogle minutter til at sørge, ellers bliver kisten bare kørt direkte til en grav med en bil, siger tv-stationens medarbejder Marcia Reverdosa, der har besøgt kirkegården.

Ifølge Sky News er der kun afsat fem minutter per begravelse for de pårørende.

- Der er ikke tid til en bøn eller noget, der er ikke tid til at sige farvel, ingen chance for at se sine nærmeste en sidste gang, fortæller Marcia Reverdosa, der selv overværede en begravelse på kirkegården.

- Familierne stod ved et sidste hvilested omgivet af åbne grave. Det var forfærdeligt. Når det var gennemført, kom der en ny familie til den næste grav, og processen begyndte forfra, fortæller Marcia Reverdosa.

De åbne grave.
En af de korte begravelsesceremonier gennemføres.
Et af de områder, hvor gravene allerede er fyldt med epidemiens ofre.

Vila Formosa-kirkegården er offentlig og bliver primært brugt af de fattigste familier i Sao Paulo, hvor epidemien nu rammer så hårdt, at sundhedsvæsenet ikke længere kan hjælpe alle.

12 gravemaskiner i arbejde

Fotobureauet Zuma Wire har også besøgt kirkegården, og her oplyser fotograf Dario Oliveira, at der under hans besøg 30. april var mindst 12 nye gravemaskiner i arbejde på den del af området, han besøgte.

Officielt er der nu 87.187 coronasmittede i Brasilien, mens dødstallet 1. maj 2020 ligger på 6006. Men ifølge Sky News er det langt fra alle de døde, der testes, så det reelle tal er formentlig noget større.

Tv-stationen har talt med 34-årige Alan Gomes da Silva, der er graver på kirkegården.

Maskinerne arbejder mindst 12 steder på kirkegården.

Han fortæller, at han frygter at blive smittet på jobbet, men at han forsøger at tage så mange forholdsregler som muligt.

Alan Gomes da Silva synes dog ikke, at hans landsmænd gør det samme, og han siger, at det kun er halvdelen af folk i Sao Paulo, der respekterer udgangsforbuddet.

- Når det ikke er tæt på dig, kan du sige: 'Åh, det er bare en historie, det er ikke virkeligt', men når det er tæt på, ser man, hvor alvorligt det er, siger han.

Der ligger allerede omkring 1,5 millioner mennesker begravet på kirkegården.
Graverne er nødt til at arbejde i beskyttelsesdragter, og de er bange for selv at blive smittet.
Et udsnit af kirkegården set fra en drone.

Brasiliens præsident Jair Bolsonaro sammenligner stadig sygdommen covid-19 med "en smule influenza" og har sagt, at det kun er folk, der er i høj risiko for at dø, der bør isoleres.

Præsidenten er ikke Messias

Lige inden det officielle dødstal nåede 6000, blev præsidenten spurgt, om han ikke havde et ansvar.

- Hvad så? Jeg sørger over de døde, men hvad vil du have, at jeg skal gøre? Mit navn er ikke Messias, og jeg kan ikke udføre mirakler, lød svaret ifølge New York Times og Sky News.

Begravelserne foregår ifølge Sky News i hast, mens næste familie venter.

Samtidig forsøger borgmesteren i Sao Paulo, Bruno Covas, at forhindre at situationen på kirkegården bliver endnu værre.

Ifølge avisen Sao Paulo Estadao vil han have indrettet otte nye kølerum, så der kan opbevares 160 lig på køl, hvis antallet af døde vokser så hurtigt, at det bliver vanskeligt at få dem i jorden straks.