Coronavirus

Svensk læge: - Vi har haft stor glæde af Danmarks hårde linje

Danske tiltag begrænser smittespredningen i Sverige, mener en svensk læge. NIAID-RML

Grænsekontrol og begrænset flytrafik fra Danmark har begrænset smittespredningen i Sverige, mener svensk ekspert.

Flere af de tiltag, den danske regering har taget, har været med til at begrænse coronasmitten i Sverige.

Det mener Hans-Bertil Hansson, der har 28 års erfaring som infektionslæge i Skåne.

- Skåne har haft stor glæde af Danmarks hårde linje, siger Hans-Bertil Hansson til avisen Sydsvenskan.

Blandt de første coronasmittede var en del skiturister fra blandt andet Norditalien og Østrig.

Derfor er det ifølge Hans-Bertil Hansson positivt, at Danmark hurtigt lukkede ned for flytrafikken ud af Københavns Lufthavn og indførte grænsekontrol mod Sverige.

- De beslutninger har været til fordel for smittesituationen i Skåne. Tiltagene blev primært indført for at beskytte Danmark mod coronasmitten, men eftersom smittespredningen i Københavnsområdet har været større end i Skåne, er vi blevet beskyttet mod smittespredning, siger den svenske læge.

Indtil videre er 66 personer døde med covid-19 i Skåne, mens dødstallet i København er 286.

Støtter den svenske strategi

Hans-Bertil Hansson støtter de svenske myndigheders omstridte strategi for at begrænse covid-19 i Sverige, men han mener, at Skåne har haft stort set ligeså meget nytte af den danske strategi, som har givet Skåne god tid til at forberede sig på en øget smittespredning.

Desuden er det positivt, at den danske regering har gjort det obligatorisk at teste svensk sundhedspersonale, der pendler til Danmark for at arbejde.

- De danske test er jo til for at beskytte dansk sundhedspersonale, men de bidrager også til at begrænse smittespredningen i Sverige, hvis en svensk sundhedsansat testes positiv og sættes i hjemmekarantæne, siger Hans-Bertil Hansson til Sydsvenskan.

Sverige har fået kritik for sin strategi, fordi landet i modsætning til de fleste andre vestlige lande har taget relativt få forholdsregler.

Mens Danmark og Norge har lukket skoler og restauranter, har Sverige ladet store dele af samfundet fungere som normalt.

Men nu roser Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Sverige for håndteringen af coronapandemien.

Ifølge WHO er det en udpræget misforståelse, at Sverige ikke foretaget sig noget - og landets tilgang kan være en inspiration for andre lande.

Svenske forskere advarer

To svenske forskere er imidlertid ikke helt så positive som WHO.

I en ny undersøgelse estimerer forskerne, at op mod 20.000 vil dø med coronavirus i Sverige.

Landet har natten til torsdag dansk tid registreret 2462 dødsfald, men tallet vil ende mellem 10.000 og 20.000, siger biolog Uno Wennergren og matematikprofessor Tom Britton til den svenske tv-station SVT onsdag aften.

- Det her er alvorligt. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi formår at holde den nuværende smitterate, siger Tom Britton.

De to forskere har kigget på flere faktorer som dødstallet hos andre lande, antallet af smittede i Sverige på nuværende tidspunkt, det forventede antal smittede i landet og kapaciteten hos det svenske sundhedsvæsen.