Coronavirus

Bloombergs 'hær' skal finde smittede i New York

Et særligt korps af smitte-opsporere skal sikre, at der er forsvarligt at lempe på corona-restriktionerne i den hårdt ramte stat.

New York, der er hårdt ramt af coronasmitte, vil oprette en ”hær” på op til 17.000 personer, der skal opspore de mennesker, som coronasmittede har været i kontakt med.

Ved at opspore disse mulige smittede, få dem testet og i behandling eller isolation håber man, at man kan få brudt smittekæderne i storbyen.

- Det er et superambitiøst foretagende, sagde guvernøren i staten New York, Andrew Coumo, ifølge nyhedsbureauet Reuters på sin daglige pressebriefing onsdag (amerikansk tid).

- Når man har fundet en person, der er testet positiv, så skal der opspores kontakter og isoleres, forklarede guvernøren.

Bloomberg betaler

Bag ideen står milliardæren Michael Bloomberg, der er tidligere borgmester i New York City og senest kortvarigt var præsidentkandidat for Demokraterne.

Han lancerede ideen tidligere på måneden, og han skal både stå i spidsen for projektet og betale en stor del af regningen.

Bloombergs plan er, at ”Opsporings-hæren” i første omgang skal sættes ind i de tre nabostater New York, New Jersey og Connecticut, og senere skal konceptet stilles til rådighed for regeringer og lokale myndigheder verden over.

Uddannelsen af ”hæren” skal ske i samarbejde med Johns Hopkins University, der er blevet kendt verden over for sin minutiøse registrering af coronasmittede i alle verdens lande.

Initiativet bliver sat i gang i New York, samtidigt med, at staten - og millionbyen af samme navn - så småt vil begynde at lempe på nedlukningsforanstaltningerne. Det sker, fordi både antallet af nye indlagte og dødsfald er begyndt at falde.

Guvernør Andrew Coumo fortalte på sin pressebriefing, at man medregnet onsdagens dødstal nu var oppe 15.302 døde i New York. Tallene havde den indbyggede opmuntring, at onsdagens 474 registrerede dødsfald var det laveste, daglige tal i næsten tre uger.

Michael Bloomberg kalder ideen om ”Opsporingshæren” for en forudsætning for, at New York kan åbnes op igen:

-Vi er alle ivrige efter at lempe restriktionerne, der rammer vores daglige liv og vores økonomi. Men for at gøre det så sikkert som muligt, må vi først etablere et system, der kan identificere de mennesker, som kan være udsat for smitte, og støtte dem, når de isolerer sig, siger han i en udtalelse.